Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix

Elon Musk kæmper med Twitter: ”Det er hans egen personlige legeplads, og nu kører han den i sænk”

Den 28. oktober havde Elon Musk første arbejdsdag som chef for Twitter. Hans mål var at redde Twitter, men meget tyder på, at hans chefdage snart kan være talte.

Tilbage i foråret fik Elon Musk lyst til at købe Twitter, og 332 milliarder kroner senere kunne han tweete, at ”The bird is freed”. Der er sket meget siden det tweet.

Twitter-huset er blevet ramt af en kontant lederform, hvor Elon Musk på første arbejdsdag valgte at fyre de tre topchefer, halvdelen af alle medarbejdere og lukke ned for menneskerettighedsteamet og afdelingen for misinformation. 

Det har fået flere brands til at boykotte Twitter. Blandt andre har det store modehus Balenciaga netop forladt platformen. Ekspert i sociale medier, Maia Kahlke Lorentzen forudser, at flere vil følge trop. Som specialist i digital kultur og chikane arbejder Maia Kahlke Lorentzen til dagligt som oplægsholder, forfatter og konsulent. 

”Hvis du er et brand, der reklamerer sig på LGBT+, kan du ikke være på platformen. Elon Musk har selv tweetet negativt om pronominer og wokeness. Han synes, at det er noget pjat, at man skal gå op i køn og den slags. Han synes, at man skal have lov til at kalde transkvinder for mænd og så videre,” beskriver hun.

Maia Kahlke Lorentzen fortæller, at hadtale steg markant på Twitter den dag Elon Musk overtog – på trods af at han påstår det modsatte.

Det er ikke en gnidningsfri kærlighedshistorie mellem Elon Musk og Twitter. Der har været lidt frem og tilbage. Først ville han have Twitter. Så hadede han Twitter. Han følte sig snydt og påstod, at der var blevet løjet om Twitters værdi, så han trak sig fra aftalen i april. Men så blev der truet med en retssag, og det skubbede Elon Musk til at overtage firmaet alligevel. 

Med 115,9 millioner følgere har Elon Musk i lang tid været en aktiv bruger på Twitter, men nu kan han også få lov til at bestemme alle retningslinjerne.

”Før var han en shitposter på Twitter, nu er han chef. Hvis man er rigtig rig og bliver dyrket som en tech-Jesus, så tror man, at alle ens ideer er gode, og man gider ikke at lytte på andre. Han har nok glemt at omgive sig med dem, der egentlig ved noget. Det er hans ideer, og man skal være loyal, for ellers kan man bare skride,” forklarer Maia Kahlke Lorentzen. 

Der er ikke meget plads til fri snak og hygge blandt medarbejderne hos Twitter, efter deres nye chef har trådt til. 

”Den første dag blev flere fyret uden personlig besked, og de fandt ud af det ved at blive lukket ude af deres arbejdsmail. Elon Musk er ikke fan af ytringsfrihed, når det gælder Twitters medarbejdere. Der sidder folk og tagger Elon Musk i opslag, der taler dårligt om ham, og den slags opslag koster en fyring. Forleden sendte han en mail ud, der annoncerede en version 2.0, hvor folk skal arbejde mere hardcore og arbejde længere. Medarbejderne kunne enten godkende de nye arbejdsformer eller sige op,” siger Maia Kahlke Lorentzen.

Den hårde lederstil virker dog ikke til at gøre noget godt for forretningen. 

”Det er hans egen personlige legeplads, og nu kører han den i sænk. Hvis det forsætter på den her måde, ender det som et politisk niche-medie ligesom Trumps (red. ’Truth Social’) med fri snak og ingen moderation. Derudover kan de mange fyringer af vigtige folk udgøre en reel risiko for, at Twitter simpelthen går teknisk i stykker på grund af datalæg,” tilføjer hun.

Find mere om
Footer graphics