Da Annes kæreste slår op med hende på et julemarked over et glas lunken glögg med den begrundelse, at “hun er for sød til ham”, er det ikke første gang, hun hører de ord.
Hovedpersonen i romanen ‘Sød Tøs’ søger trøst og støtte hos sin tætte venindegruppe fra gymnasiet, der består af den kloge Rasmine, den sexede Katinka og den skøre My. Veninderne foreslår, at Anne starter i terapi for at bearbejde sine “uhensigtsmæssige tilknytningsmønstre” til mænd.
Men i sin graven efter uopdagede traumer i barndommen viser det sig, at psykologen er mere interesseret i de såkaldte mikroaggressioner og interne magtkampe, der finder sted i venindegruppen.
Spørgsmålet er, hvordan man bryder fri af den rolle, man er blevet tildelt i sin vennegruppe og af omverdenen? Og hvad sker der med gruppedynamikken, når en eller flere begynder at sætte grænser, og terapisproget kiler sig ind i samtalerne?
Det har vi spurgt forfatteren Anna Juul om i forbindelse med udgivelsen af hendes nye bog, der handler om netop dét.
– Det er sindssygt svært at bryde ud af en rolle. Én ting er, at man godt kan beslutte sig for bare at gøre, som det passer en. Men man kan ikke styre, hvordan folk reagerer på det. Og der vil langt de fleste nok reagere lidt, hvis en, de kender og holder af, fra den ene dag til den anden begynder at sige nej til alt, fordi vedkommende har “lært at sætte grænser”.
En selvforstærkende mekanisme
Når man har været venner i mange år, opstår der ifølge Anna Juul en intern dynamik. Den dynamik kan medføre et bevidst eller ubevidst behov for at holde hinanden fast i nogle roller, så der er en form for genkendelighed. Fordi noget af det mest uhyggelige er uforudsigelige mennesker, fortæller hun.
– Det bliver en selvforstærkende mekanisme, når man mærker, at andre har brug for, at man opfører sig på en bestemt måde for at passe ind i deres opfattelse af virkeligheden. Så tænker jeg, at det er meget naturligt, at der nogle gange kommer en udbryderlyst.
Når vi stædigt holder hinanden fast i gamle roller, kan der opstå det, hun kalder mikroaggressioner: små irritationsmomenter, der har det med at vokse sig store, når ting er sket tilpas mange gange. I de fleste vennegrupper er der eksempelvis én, der altid kommer for sent – og én, der altid kommer til tiden, og som derfor bliver provokeret hver eneste gang, uden at det bliver anerkendt som et reelt problem.
– Jeg er da også sikker på, at nogle af mine gode veninder synes, at dele af min personlighed er sindssygt irriterende. Men hvis man aldrig rigtigt tager relation op til diskussion, så risikerer man at blive en lille smule fanget af fortiden. Og en eller anden dag viser det sig måske, at man er vokset fra hinanden.
Retfærdiggørelsen af følelser
Ifølge Anna Juul hænger det sammen med en bredere tendens i samtiden: Psykologiske begreber fylder mere og mere i vores måde at tale med hinanden på. I bogen findes adskillige eksempler på, hvordan terapisprog har infiltreret vores dagligdag og relationer de sidste par år.
I samfundsdebatten såvel som i private samtaler har vi erstattet “jeg synes” med “jeg føler”, og selvom det i langt de fleste tilfælde ikke er et aktivt forsøg på at manipulere, så er det generelt svært at argumentere imod folks følelser. For hvis alles følelser er lige valide, hvilken verdensopfattelse tæller så mest?, spørger hun.
– Som jeg oplever det, bliver der skabt et A- og et B-hold. Dem, der har været meget i terapi, og dem der ikke har. Grundlæggende synes jeg, det er super fedt, hvis man synes, man får noget ud af at gå i terapi – jeg har selv gjort det virkelig meget i mange år – men der opstår også en helt særlig måde at retfærdiggøre følelser på.
Ifølge forfatteren har det ført til en misforståelse om, at dét at forklare en opførsel eller en handling er det samme som, at man er undskyldt. Det kan være, hvis nogen forklarer med psykologiske begreber, hvorfor de startede et skænderi.
Men for modparten vil følelsen og problemet grundlæggende være det samme. Så når vi forsvarer sårende handlinger udelukkende med følelser, bliver det et “get out of jail free card”, mener Anna Juul.
– Jeg oplever generelt i samfundet, at pragmatikken er på vej ud. Jeg synes, der er noget virkelig fint i at kunne sige: “Du mener det ene, jeg mener det andet, så lad os være enige om at være uenige”. Men sådan forholder det sig bare ikke rigtigt.
– Hvis man kæmper så meget for at få ret, mister man evnen til at lytte til andre mennesker. Og hvis man ikke kan lytte til andre mennesker, bliver man fuldstændig ude af stand til at indrømme egne fejl. Og er man ikke i stand til at indrømme egne fejl, bliver man i længden fuldstændig ulidelig at være sammen med.
– Sød må ikke være et skældsord
Når Anna Juul tænker tilbage på populærkulturens ikoniske “bad girls”-karakterer som Audrey Horne fra Twin Peaks, Valerie fra Beverly Hills og Jessa fra Girls, husker hun tilbage på dem som værende “for fede”. Det er dog ikke længere tilfældet. I stedet fremstår de som lysende eksempler på, at vi skal blive bedre til at lytte til hinanden og sige undskyld – og mene det.
– Når jeg ser på karaktererne med lidt ældre briller, har jeg lyst til at spørge om de her mennesker ikke er sociopater? De får en eller anden nydelse af at springe andre menneskers liv i luften og slippe afsted med det, fordi de har haft en dårlig barndom og er helt vildt pæne.
Det er ikke langt fra Anna Juuls typiske hovedkarakterer, der med hendes egne ord er mere “usympatiske”, end det er tilfældet med Anne i ‘Sød Tøs’, som forfatteren på mange måder kan genkende sig selv i. Derfor har hun også et budskab til alle de andre kvinder derude, der føler sig sat i bås som den pæne pige.
– Det er trist, at “sød” er blevet et tillægsord, man siger, hvis man ikke kan finde på andre ting at sige. Men sød må ikke være et skældsord, fordi dét at være sød og et ordentligt menneske er noget af det fineste, man kan være. Der er absolut intet galt med at være sød. Det ville være fantastisk, hvis flere var det.
