Inde i Indre By ser det ud som om, at gaderne har fået udslæt. Der er malet striber på vejene, som skal signalere, at her sker noget spændende street og nyt. Store skilte proklamerer, at Københavns kommune har gang i et forsøg, hvor de vil ”undersøge, hvilken slags liv, der opstår uden biler”. Og så er der sat en masse forblæste småtræer i flytbare hvide poser op og nogle bænke.
Men jeg kan da hurtigt fortælle kommunen, hvilken slags ”liv” der opstår mellem posetræerne: Frilufts-tisning, coke-handel, skrald og en fornemmelse af en tom Esbjerg-gågade. Gågader er nemlig provinsielle og kedelige, og en storby som København har brug for liv, trafik og mylder.
Desværre går København i en meget provinsiel udvikling, når vi kigger på Indre By, det vi i København ikke kalder midtbyen, men Middelalderbyen.
For nylig deltog jeg i en debat om hovedstadens udvikling sammen med modemanden Mads Nørgaard hos DAC. Vi var inviteret i kraft af vores status som ”ærkekøbenhavnere”, altså født, opvokset og bosat i hovedstaden. Jeg følte mig usædvanligt korrekt castet til debatten, for når man er indfødt, har man det lange blik på byen, fordi man husker sin barndoms gader, men også har sine forældres og bedsteforældres historier med sig i baggagen.
Min farmor og farfar boede for eksempel i Vanløse, der dengang absolut ikke var smart eller kostede 10 millioner for en murermestervilla, men var en rolig arbejderbydel. Min far bor ved Nyhavn og fik sin lejelejlighed ved at spørge nogle, der var i gang med at flytte i starten af 80’erne, om han mon måtte overtage deres lejlighed. Det måtte han gerne, og der bor han stadig. Og jeg selv er opvokset i kollektiv på Frederiksberg, dengang hvor pædagoger, skolelærere og fattige kunstnere stadig kunne betale husleje i kommunen.
Inden det her udvikler sig til verdens kedeligste sang, den om at alt var bedre i gamle dage, så vil jeg lige sige, at jeg absolut ikke er slumromantiker og tydeligt husker, at København var en sindssygt kedelig by at vokse op i. Der skete ingenting. Man var hjemme hele tiden og havde slet ikke det udeliv, som de grønne gårdmiljøer, badebassiner, udeservering, restaurantscenen og de mange festivaler har skabt. Jeg husker 80’erne som om, at der var karneval i Fælledparken, og så var der den lille strand ved Charlottenlund Fortet, og det var den sommer.
Drankerne sad på bænke, narkomaner fixede i baggårde, og børnelokkere var en reel trussel. Så København var også en alvorlig by. Dørfis var en ting. Børn færdedes meget på egen hånd og havde man mulighed for det, forlod man byen om sommeren til fordel for et lånt sommerhus, en kolonihave eller tog på cykelferie på Bornholm. Der skete nemlig ikke en skid i København. Det var ærkekøbenhavneren Mads Nørgaard og jeg enige om til vores debat om livability – dette lidt fluffy begreb, som det nye København bryster sig af at have meget af – altså hvor rart, der overordnet er at bo.
Fast forward til i dag, hvor København er blevet en larmende eventby. De lyse måneder fra april til oktober er højtbelagt med pop-up-halløj, street food, festivaler, motionsløb og naturvin til din liggestol. Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam ville have “gang i København” med en storstilet plan i 2006 med mere cyklisme, streetkultur og udeservering. Og det var en skidegod idé. Men i dag har det taget overhånd. For København er blevet en ekstremt larmende by. En by for de velhavende, en by for de unge, og en by, hvor beboerne har glemt at passe på det unikke og særlige København. Tilbage er teambuildingture for Sydbank på segway, influencere på location scouting og turister fra krydstogtskibene, der skal nå at opleve “Scandi-Cool” på 45 minutter.
Der bliver bygget nye boliger i et tempo, så vi ikke længere kan følge med. Hvem skal dog bo i alle de generiske 4-værelses med køkkenalrum til 22.000 om måneden? Og hvad med alle de smukke mellemrum, tomme pletter, mærkelige rodebutikker og byggelegepladser, som bare bliver ryddet i processen? Det er faktisk det, det vil sige at være “indfødt københavner”. Man kan helt konkret se, hvad der pludselig mangler i byen, hvad der forsvinder, hvad der var.
Det er tydeligt, når man går en tur i indre by: De gamle er væk. Du ser ekstremt få ældre beboere i København K. Der er stort set heller ingen brune beboere. Der er ingen handikappede og heller ingen arbejdere eller lavtlønnede tilbage. Det er resultatet af Succes-København, hvor alt er blevet så poleret og menneskeligt højglanset, og vi har udliciteret de ikke-urbane og ikke-fotogene til Vestegnen, Sydhavnen og Lolland. Indre by ligner derimod et Wonderful Copenhagen-katalog.
Et kæmpestort diskotek, hvor partybusser, rickshaws, Soundboks-dj’s, billige shotsbarer og de evige kaffebarer og restauranter efterhånden har forvist alle egentlige butikker. Det indre København er nu målrettet de forlystelsessyge, de unge og smukke, og folk, der bor der, må enten bare leve med larm og tis i opgangen, og ellers må de flytte ud af byen.
Men “så flyt dog” er verdens mest dovne og bovlamme bylivs-argument. København K er for alvor stendød det øjeblik, hvor de sidste børnefamilier, sømænd, pølsedamer og forfattere er væk. Og det er ved at ske nu. Ostemanden lukker, der er ingen steder at få forsålet sine sko, du kan kun købe frisk fisk i overklassens Torvehaller, ingen kan indramme et billede, og væk er også postkasserne. Beboernes parkeringspladser bliver dyrere og forsvinder, og det er da overordnet en god idé med cykling og grøn transport, men har du tre børn og bor i Gothersgade, så er det altså fedt at kunne tage en bil i ny og næ. Eller i regnvejr.
Tilbage er underholdning, ungdom og rigdom. I den billige ende af byen ses det ved druk, vold, tis, bræk, narkohandel, muskelbiler og skrald, og i den dyre ende af indre by er det Chanel og Hermès, dyre natklubber og gourmetrestauranter, yndige shoppere og cocktails til 170 kroner. Som beboer i Middelalderbyen skal du være indstillet på, at hver dag er en fest, for der er ingen, der skruer ned efter 22 eller venter med at afholde deres solskinsevent til en weekend, nej, i København K er hver dag jo en fest! Og hvis du ikke er med på tårnhøj dakkedak en tirsdag aften, så er det sgu dig, der er blevet en gammel nar og bør flytte til Køge straks.
Men København skal til at tænke sig om nu. Da Rådhuset under Corona-nedlukningen stillede forslag om at begrænse væksten i alkoholbevillinger og dermed de unges dødsdruk i Pisserenden og Gothersgade, blev de svinet til, sjovt nok især af de borgerlige politikere og kommentatorer, for de unge skal da have lov. Noget med frie markedskræfter og fri fest.
Det er herligt at være fuld, ja. Men det er ikke en menneskeret at stå med håret fuld af bræk og tude på Vestergade alle døgnets timer. Nogle gange er der faktisk nogen, der kommer hjem med et sovende barn på armen, som også har lov at være her. Det er i den grad livability.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
