Debatten om ægtheden af Michael Jacksons stemme på tre af hans sange har fået Sony til at trække sangene fra alle streaming platforme. Årsagen er, at det virker distraherende for fan-miljøet, lyder det.
Der er tale om sangene ‘Keep your head up’, Monster’ og ‘Breaking news’, som også tidligere har været genstand for kritik fra Michael Jacksons familiemedlemmer, blandt andre hans mor, søster og to børn Prince og Paris. Sangene er indspillet i 2007, to år før Jacksons død, sammen med producerne Edward Cascio og James Porte, og de udkom på pladen ‘Michael’ i 2010, der er megastjernens eneste posthume album indtil videre.
En talsperson fra the king of pops officielle hjemmeside bedyrer dog, at fjernelsen intet har at gøre med autenticiteten af sangene.
“The Estate (juridisk enhed, der administrerer Michael Jacksons arv, red.) og Sony Music mener, at den fortsatte samtale om sangene distraherer fan-miljøet og almindelige Michael Jackson-lyttere fra at fokusere deres opmærksomhed dér, hvor den burde være – på Michaels legendariske og dybe musikkatalog.”
Også Sony affejer kritikken og har udtalt, at de er fuldstændig sikre i deres sag efter at have foretaget en intensiv undersøgelse af sagen sammen med de folk, Michael Jackson var i studiet med.
Fans har længe hævdet, at vokalerne ikke er Jacksons egne, men stammer fra en anden sanger, nemlig Jason Malachi. Tilbage i 2014 lagde en fan sag an mod Sony, The Estate, Edward Cascio og James Porte for snyd og for at forbryde sig mod forbrugerrettighederne. Den sag blev foreløbigt lukket i 2018 for Sony og The Estates vedkommende, mens producerne dog stadig er en del af retssagen.