Jeg siger det stort set hver eneste dag til min kæreste.
Nogle gange på vej ud af døren om morgenen, andre gange om aftenen lige inden, vi lægger os til at sove. Ofte også i en besked i løbet af dagen.
“Jeg elsker dig” er det mest naturlige i verden at fortælle mit livs kærlighed, og jeg er ikke nærig med det – men han er jo ikke den eneste, jeg elsker. Alligevel er han stort set den eneste, jeg jævnligt siger det til.
Når det eksempelvis kommer til mine bedste veninder, som jeg har kendt og elsket i årevis, kræver det lidt mere tilløb. Det føles på en underlig måde lidt grænseoverskridende for os alle sammen – som om der er mere på spil. Selvom jeg ikke er i tvivl om, at kærligheden mellem os er stor.
Men hvorfor tøver vi?
Det har jeg spurgt psykolog Malene Hollmann om, der om nogen ved, hvor vigtigt det i øvrigt er, at vi faktisk får tungen på gled – også over for både venner og familiemedlemmer.
I sin praksis taler hun nemlig tit med voksne, der fortæller om, hvilken effekt det eksempelvis har haft på dem ikke at høre ordene ‘jeg elsker dig’ i barndommen.
– Det er noget, der næsten altid sætter spor, siger hun og uddyber:
– Nogle siger: Vi har aldrig talt om følelser i familien, men det kunne have været rart at høre det. Og så er der også den variant, hvor det kan være svært at mærke kærligheden, og så bliver det endnu sværere, når man heller ikke har hørt ordene.
Men selv hvis du er flasket op med store kærlighedserklæringer, kan det være svært at få det sagt til nogle, du holder af. Ifølge Malene Hollmann er det en blanding af kulturelle normer og familiemønstre, der er på spil, når nogle finder det svært at få ordene ud af munden.
Først og fremmest har mange en forestilling om, at ‘jeg elsker dig’ er noget, der er forbeholdt parforholdet eller relationen mellem forældre og små børn, forklarer hun.
Samtidig kan man være bange for at blive afvist, når man blotter sig og siger de tre små ord højt.
– Det er en kæmpe tillidserklæring at sige ‘jeg elsker dig’ til et andet menneske. Hvis man ikke er sikker på at blive grebet, og man ikke har erfaring med, at det er noget, man plejer at gøre i relationen, kan det føles meget sårbart. Hvis man som voksen ikke er vant til at høre det, kan det også være svært pludselig selv at begynde. Man stiller sig et helt nyt sårbart sted og kan være usikker på, hvordan det bliver modtaget, siger Malene Hollmann.
Selv slynger Malene Hollmann gerne om sig med de tre ord til sine venner – men hun har en veninde, der altid svarer: ‘Jeg holder også rigtig meget af dig’.
På et tidspunkt spurgte hun hvorfor, og veninden svarede, at det simpelthen var så svært for hende at sige, at hun elskede nogen, der ikke var hendes partner. Hun ville ønske det, men hun kunne ikke.
– Jeg tror også, det hænger sammen med vores forståelse af kærlighed. Der er en meget filmisk og heteronormativ forståelse af, at ‘jeg elsker dig’ først og fremmest hører parforholdet til. Det er der, det føles mest legitimt at sige det.
Men hvis vi ikke formår at sige det højt til vores venner og familiemedlemmer, går vi glip af noget dybde i vores relationer, slår Malene Hollmann fast.
Vi går glip af både at mærke nærheden til en anden og af at gå ind i det intime rum sammen.
Vi går også glip af at være den, der tør sætte sig selv på spil og sige ‘jeg elsker dig’.
Og vi går glip af at være den, der tør tage imod.
– Hvis man ikke vover pelsen og siger det, kan det også blive sværere at modtage det. Mange af os er meget verbale, samtidig med at vi også udtrykker kærlighed gennem berøring, handlinger eller gaver. Men for mange er den sproglige bekræftelse vigtig, understreger hun.
Når man siger ‘du elsker mig, jeg elsker dig’, så bliver det noget, der bor i relationen. Det er en slags cementering af den fælles kærlighed, forklarer hun.
Hvis kærligheden kun vises gennem handlinger, kan man godt blive i tvivl om, hvilken tyngde det har.
Derfor foreslår hun også, at vi, der tøver, fremover hanker op i os selv og blotter vores hjerter en anelse mere.
– Hvis det føles grænseoverskridende at begynde at sige det til gamle venner, tænker jeg, at der er to veje, du kan gå: sms’er eller alkohol, siger Malene Hollmann og uddyber:
– Den ene vej er at skrive en besked: ‘Jeg ved godt, jeg aldrig siger sådan noget. Jeg er ikke så god til det, men du skal bare vide, at jeg elsker dig.’ Det kan være nemmere end at sige det ansigt til ansigt første gang. Den anden vej er gennem to gin og tonics, der kan gøre det lettere at få hul på bylden.
I nye relationer er der kun én vej: nogen skal tage springet.
– I alle relationer er der nogen, der først har sagt ‘jeg elsker dig’, eller ‘jeg tror, jeg elsker dig’, eller ‘det føles som om’. Det er det, der baner vejen for samtalen. Nogen må træde først og være modig, slutter hun.
