Foto: Rita Kuhlmann

Det er bare Bendtner: “Jeg er stolt af min karriere”

Ny dokumentar om Nicklas Bendtner tegner et portræt af hans fodboldtalent og hans kamp for at runde en stor karriere ordentligt af i kølvandet på en turbulent tid udenfor banen. Heartbeats mødte den tidligere landsholdsangriber, der på én gang var søvnløs og sorgløs inden premieren, til en snak om et liv i fodboldens verden med stolthed og fortrydelser – og en drøm om at blive landstræner.

Gavtyvesmil og hovedstød ad libitum. Det er sådan, jeg husker Nicklas Bendtner. Og det er også sådan, jeg ser ham i dokumentarserien ‘Bendtner’, der har premiere på Viaplay og TV3 12. februar. En hvidhåret knægt, der løber hen over græsplænen med fodbold-glæde malet i ansigtet. Som en ung mand, der header den ind i netmaskerne og kvitterer med jubelscener til tilskuerne på tribunerne, og kameraerne, der knipser på sidelinjen.

Men i dag er han træt. En nat med knas med halsen har efterladt ham klatøjet her til formiddag, forklarer han. Han snøfter lidt, tager ind imellem en pastil. Han giver et fast håndtryk trods alt og i et splitsekund også et af sine velkendte smil. 

Men så sætter han sig i en velour-polstret stol. Og der bliver han. Han vil helst ikke fotograferes. Og det virker, som om han også helst er fri for at tale i for lang tid ad gangen. Man forstår det jo sådan set godt ovenpå en dårlig nat med sygdom på spring, men det her bare er det første af en stribe interview, han skal give på pressedagen for den kommende dokumentarserie.

Hvad er dit allerførste minde med en fodbold?

“Jeg tror, at det første reelle minde er, da vi kvalificerede os til danmarksmesterskabet i Tårnby. Vi var sådan et hold af drenge, som alle var venner. Og vi kom på sådan et udvalgt hold, en form for talenthold sammen,” siger Nicklas Bendtner. “Jeg tror, det træder frem, fordi det gik fra at være leg til at blive lidt mere seriøst der.” 

Og seriøst blev det så sandelig. Tårnby blev til KB, som blev til ungdomslandsholdet, som blev til Arsenal FC og A-landsholdet. Nicklas Bendtner var hele Danmarks angriber, han var ‘Lord’. Det sidste er han sådan set stadigvæk. Den royale engelske titel er broderet ind i den store hat, han bærer i dagens anledning, lavet af en hattemager i Barcelona. “Det var hans idé,” indskyder Bendtner.  

Pressedag på dokumentaren ‘Bendtner’. Foto: Rita Kuhlmann

De fleste har en holdning til ham, Bendtner. Du kan ikke sige hverken Bendtner eller ‘Lord’, uden der kommer stærke holdninger på bordet. Folk er hurtige til at erklære, at de enten elsker ham eller hader ham. Meritterne er imidlertid uomtvistelige. 30 mål i 81 landskampe, hvilket gør ham til nummer otte på ranglisten for flest landsholdsmål i historien. Han har spillet 413 kampe og scoret 113 mål i sin seniorkarriere, blandt andet for klubberne Arsenal FC, Birmingham, Juventus og Wolfsburg. Han scorede hattricks, lettede fra jorden og krængede sin lange, store krop i en næsten umenneskelig reje-form, der tillod ham at sende bolden i mål med hovedet. Man kan vel med rette kalde det hans signatur-mål. Som en brombasse, der gør det øjensynligt umulige: Han kunne flyve.   

I fire år er den tidligere Arsenal- og landsholdsspiller blevet fulgt af instruktør Andreas Koefoed i tiden før, under og efter han pensionerer sig selv som fodboldspiller. Og hvorfor så det? Nicklas Bendtner vil gerne fortælle en ægte version af historien om sit liv. 

“Jeg kan godt lide, at det er et ærligt billede, der bliver vist i dokumentarserien. At det ikke er fiktion eller et glansbillede, men at det er en ægte historie. Det, synes jeg, er den helt rigtige måde at gøre det på,” siger han. 

Dokumentarserien følger en på mange måder velkendt historie og dramaturgi om storhed og fald, opture og nedture. Om det åbenlyse og enorme – men uslebne talent – der skal forløses. Og som ifølge tidligere manager i Arsenal FC, Arsène Wenger, ikke blev det til fulde. Han kalder Nicklas Bendtner for et af de absolut største talenter, han nogensinde har haft i sin fold, men siger samtidig, at den danske fodboldspiller kunne have taget sin karriere til et endnu højere niveau. 

Denne dag fortæller Bendtner, at han er stolt af sin karriere. Og at det her er historien om hans liv.

Affyringsrampen

Det hele begyndte på Amager. Da Nicklas Bendtner var fire år gammel, startede han til fodbold i Tårnby Boldklub. Man havde lagt mærke til, at han rendte og sparkede til en bold hele tiden. Og det virkede oven i købet, som om han havde flair for det. Fodbolden blev hovedåren, der løb gennem Nicklas Bendtners opvækst, ja, faktisk gennem hele hans liv. Han gik også til atletik, basketball, svømning og ishockey. 

“Jeg lavede alt sport, jeg kunne komme i nærheden af. Men fodbold var min helt store kærlighed. Det var der, jeg følte mig mest hjemme,” siger Nicklas Bendtner og erklærer, at hans barndom slet og ret var fantastisk. Der var “skønne venner og en familie, der bakkede ham op, og som elskede fodbolden ligeså meget, som mig selv.” De hentede og bragte fra den ene til den anden græsplæne, når der skulle spilles kamp. Og selvom han kun var et barn, kunne Nicklas Bendtner mærke, at det var fodbold, han var god til. Skoletimerne var ikke der, hvor han strålede, men i en tidlig alder – omkring de 10 år – blev han klar over, at han havde sportstalent.

Spillerprofil

“Vi spillede fodbold i alle frikvarter. Også i vores fritid. Vi spillede ‘røv’ og ‘mur’, alle mulige forskellige boldspil. Men vi var sådan en gruppe af drenge, som dyrkede atletik og spillede fodbold sammen,” siger Nicklas Bendtner, der ser oprigtigt glad ud, når han snakker om de tidlige fodboldminder. Sammen med små kragetæer ved øjenkrogene vinder det drengede, sorgløse smil, som han er blevet fotograferet med et utal af gange, frem på hans ansigt, når han taler om dem. 

I dokumentarserien beskriver hans mor, Joan Bendtner, sin søn som en ‘gavtyv’. En glad dreng med mod på livet, der havde svært ved at sidde stille. Bevæbnet med et sugerør fra skolemælken i munden og en fodbold-hue på hovedet, var han klar til kamp.

“Jeg har aldrig været en stor skolemand,” siger Nicklas Bendtner og trækker afvæbnende på skuldrene. Det virker ikke som noget, der nogensinde har bekymret ham. 

Drømmen

Joan Bendtner græd i Københavns Lufthavn, da hendes 16-årige søn havde kurs mod Arsenal. Han havde lige gjort niende klasse færdig, og reglerne var sådan, at forældrene ikke måtte følge deres børn over til træningsakademiet. Den rejse skulle de klare selv. Så teenageren Nicklas Bendtner flyttede ret beset hjemme fra den dag. Han skulle installeres hos en britisk plejefamilie og var selv fuld af forventningens glæde.

“Jeg var spændt. Rigtig spændt på det eventyr, der stod foran mig. Jeg havde skrevet kontrakt med en af de største klubber i verden. Jeg havde altid holdt med Arsenal – siden jeg var et lille barn – så det var jo en kæmpe drøm for mig. Spændingsniveauet for mig var gigantisk,” siger Nicklas Bendtner og forklarer, at det at sige farvel til sin familie slet ikke var det sværeste. Det svære kom på bagkant, da det var sunket ind, hvad han rent faktisk havde sagt farvel til. En hverdag med familien og gode venner, der var blevet erstattet af en på mange måder fremmed kultur og stringente træningsprogrammer. 

Hver dag mødte Nicklas Bendtner ind i klubben en halv time før træning for at spise morgenmad sammen med 25 andre håbefulde talenter. Bagefter er der strækøvelser og reel træning. Dernæst en stor frokost med holdet og et træningspas nummer to, der varede hele eftermiddagen, og så ramte han plejefamiliens matrikel igen omkring klokken 18:30. Dagen efter blev der trykket på repeat. 

I luften for Arsenal. Nicklas Bendtner scorer mål mod Liverpool, 2008. Foto: Glyn Kirk/AFP/Ritzau Scanpix

“Den første uge var jeg så træt. Både mentalt og fysisk. Når jeg kom hjem fra dagens anden træning om eftermiddagen, lagde jeg mig nærmest bare i sengen. Min seng var kun 180 centimeter lang, så mine fødder stak ud over kanten. De første to-tre måneder sov jeg med en stol med en pude på i forlængelse af sengen,” siger Nicklas Bendtner. Han griner og tegner arrangementet i luften med hænderne foran sig. 

Plejefamilien fik efterfølgende installeret en seng på to meter, Nicklas Bendtner begyndte at falde ind i rutinen, og agent-tilbuddene begyndte lige så stille at pible frem. Han blev blandt andet lejet ud til Birmingham for at få mere erfaring. I den tid boede han ikke hos sin plejefamilie, men stod på egne ben. Det engelske sprog lagde sig lige så stille mere hjemmevant i mundhulen, og den unge fodboldspiller arbejdede intensivt på sin træning og sin mentalitet. 

“Der bliver du hurtigt voksen,” siger Nicklas Bendtner om tiden i Birmingham. “Jeg havde aldrig lyst til at tage hjem, men det var et skelsættende moment. Det første halve år var rigtig svært.” 

På det tidspunkt var akademichefen i tvivl om, hvorvidt Bendtner var blevet hevet for tidligt til Arsenal. Han sagde, at danskeren skulle tage hele situationen op til grundig overvejelse. Var det virkelig det her, han ville? Nicklas Bendtner svarede, at han var helt sikker, og at han var klar til at arbejde hårdt. Han tog hjem til familien i Danmark i en uge for at sunde sig og snakke tingene igennem. I den første kamp, han spillede for ungdomsholdet i Arsenal efter tænkepausen, scorede han tre mål mod Aston Villa. Arsenal vandt kampen 4-0, og derfra gik det med Nicklas Bendtners egne ord ‘kun fremad’. 

Hvad for et øjeblik er du egentlig mest stolt af i din karriere? 

“Der er mange forskellige momenter. Men jeg husker tydeligt det opkald fra Morten Olsen, da jeg blev udtaget til A-landsholdet. Jeg sad i biografen med to rigtig gode venner fra Arsenal, Johan Djourou og Fabrice Muamba. Vi har lige været ovre og spise afrikansk mad, ris, kylling og plantain (madbananer, red.), det var vi meget fond of, os tre. Jeg havde været med på U21-landsholdet, og Morten ringer så til mig derinde i biografen. Det var sådan et kæmpe, kæmpe moment. For det var jo en drøm. Men jeg havde ikke regnet med, at den ville gå i opfyldelse på det tidspunkt,” siger Nicklas Bendtner, der var bare 18 år gammel, da han blev udtaget.  

I sin første kamp med A-landsholdet scorede han kampens første mål mod Polen. Efterfølgende scorede Rommedahl, og Danmark vandt 2-0. Det må være alligevel være enhver debutants drøm? Bendtner bekræfter med et nik. 

“Det er også det sjoveste mål, jeg har scoret. Gravesen (tidligere landsholdspiller, red.) lægger en bold ind over, jeg afslutter, rammer målmanden, og så springer bolden tilbage på mig og ind i målet. Det var et tilfældigt mål,” siger han. 

Udenfor banen

Udenfor banen havde Nicklas Bendtner naturligvis også et liv. Et relativt farverigt et. Gennem sin tid i udlandet holdt han kontakten med kammeraterne fra Tårnby, både over Skype, men de kom også på weekend hos ham, og drengene holdt ferier sammen, når der var træningspause. Nicklas Bendtner havde gang i en lysende karriere, det bekræfter både tidligere landstræner, Morten Olsen, og Arsenal-manageren Arsène Wenger i dokumentarserien, men de taler også begge to om den sprudlende personlighed, der fyldte meget, og som var svær at tæmme. Interesserne var lige så alsidige som hans musiksmag, der spænder over Kim Larsen og Taylor Swift. 

Der bliver snakket en del om fest og farver i dokumentaren. Hvordan oplevede du det selv? 

“Jeg har altid godt kunnet lide nye udfordringer og altid været meget spændt på livet. Og jeg tror i takt med, at du bliver bedre på banen, så bliver du også mere interessant udenfor banen. Jeg har egentlig bare prøvet at leve mit liv – som har været meget farverigt og meget spændende – på bedst mulig måde,” siger Nicklas Bendtner.

“Jeg havde mange forskellige ting, jeg holdt af, og jeg har altid syntes, at det har været sjovt at møde nye mennesker og nye kulturer.”

Nicklas Bendtner i København, 2024. Foto: Rita Kuhlmann

I dokumentarserien bliver der vist snapshots af fodboldspilleren, der kommer dinglende ud fra en natklub med bukserne om anklerne, der bliver snakket om fodlænken, konsekvensen af et overfald på en taxachauffør i Norge, da han spillede for Rosenborg, der bliver snakker om spritkørsel og bilulykken, som Nicklas Bendtner heldigvis slap igennem med skindet på næsen. Summen af hændelserne gjorde, at det i 2019 blev kompliceret for den dengang 31-årige Nicklas Bendtner at finde en klub, hvor han kunne runde sin fodboldkarriere af. 

Hvad fortryder du allermest ved din karriere? 

“Jeg er meget stolt af min karriere og af de ting, som jeg har opnået. Der er momenter – som du også selv ser i dokumentaren – som jeg måske vil have ladet stå lidt ude… hvor jeg med den viden, jeg har i dag, godt kunne have forvaltet nogle situationer anderledes,” siger Nicklas Bendtner. 

Jeg lader stilheden hænge nogle sekunder, giver ham muligheden for at uddybe. 

Hvad for nogle situationer kunne det være? 

“Det kunne have været, at fordi du har gjort det godt i tre kampe og så blive ved med at holde drivet og så blive ved med at køre videre og køre videre. Forskellige beslutninger man har taget hen ad vejen.”

Pensionen

I 2019 kom Nicklas Bendtner – om end – kortvarigt tilbage til FC København, hvor han adskillige år tidligere havde slået sine talentfulde folder som helt ung teenager. Kontrakten lød på fire måneder til en start, nul alkohol, nul fest. Der lyder næsten højlydt et lettelsens suk, da han modtager beskeden i dokumentarserien. 

Nicklas Bendtner ankommer til den første træning i FCK og siger noget á la, at det ‘blev lidt sent i går’. Hele omklædningsrummet ser forskrækkede ud, indtil gavtyven viser sig i hans ansigt, og han siger, at det bare var gas. Selvironien er intakt, og han løber, han svømmer, han styrketræner, han trykker speederen i bund og er fokuseret i dokumentar-scenerne, der viser hans hjemkomst til dansk fodbold. Punktlighed og begejstring til trods valgte FCK-træner Ståle Solbakken ikke at forlænge den tidligere landsholdsangriber. 

Nicklas Bendtner i Parken For FC København, 2019. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Efterfølgende flirtede Nicklas Bendtner med en karriere i den kinesiske liga, men så rullede Covid 19 ind over verdenskortet, og det blev derfor aldrig til mere. Fodboldstøvlerne og jagten på en professionel kontrakt blev endegyldigt lagt på hylden. 

“Jeg savner stadig fodbold den dag i dag,” siger Nicklas Bendtner. Han lader udmeldingen hænge lidt i luften. “Jeg savner stadig dommerkendelserne, jeg savner fansene. Alle de ting, som fodbold havde med sig… Sådan tror jeg, at de fleste fodboldspillere har det. At kærligheden til sporten er så høj.” 

Spændingsniveauet, den sitrende stemning i omklædningsrummet, forsvandt. Der var ingen holdkammerater at møde ind til længere, ingen drejebog, som hverdagen kørte efter. Nicklas Bendtner erkender, at den omvæltning var svær. Rigtig svær. Han skulle både genopfinde sig selv og en ny hverdag. 

Rytmen fra sin tid som fodboldspiller har han taget med sig. Der blev ligesom for stille, da han pludselig selv kunne bestemme, hvad han havde lyst til at fylde sin dag ud med. Den 195 centimeter lange krop bliver med al tydelighed holdt i gang. Det er kun torsdag og søndag, han holder træningsfri. Nu er det bare crossfit, cykling og svømning, der står på programmet i stedet for fodbold. 

“Men det kick, som fodbold gav, at være på stadion og alt det… jeg tror ikke, du kan replace det på nogen måde,” siger Nicklas Bendtner. 

Vi når ikke at komme dybere ned i komplekset om den tabte fodbold, før Nicklas Bendtner skynder sig at sige, at han har fundet ro i at lave sit program ‘Nicklas Pranker’, der kan ses på Prime Video. Der er jo også et hold omkring produktionen. Det er helt åbenlyst ikke et hold på samme måde som i fodboldverdenen. Men der er noget sorgløst, noget ‘oppe fra og ned’-mentalitet, der viser sig i den måde, som Nicklas Bendtner drager sammenligningen på. 

På mange måder har han lavet ‘full circle’, for han er vendt tilbage til sin barndomsklub til sine gamle kammerater. I dag spiller de sammen på oldboys holdet i Tårnby Boldklub. I mellemtiden har han også gennemført en træneruddannelse, og i horisonten lurer en drøm om at vende tilbage til de store stadioner. 

I landsholdstrøjen. Nicklas Bendtner har netop scoret til 5-1 i VM kvalifikationskampen mellem Irland og Danmark, 2017. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

“Der er mange, der har spurgt mig, om jeg gerne vil være landstræner på et tidspunkt. Det, synes jeg, kunne være spændende. Men ligesom når du er spiller, så ved du godt, at du også som træner skal starte et sted. Du skal arbejde dig op og få større og større udfordringer,” erkender Nicklas Bendtner. 

Savnet er blevet et livsvilkår for ham. Savnet til endorfinerne og savnet til det kick, der følger med at gå på en kridtet bane som en del af et hold. Fodbold-hjertet er ikke stoppet med at banke. Faktisk virker det mest af alt, som om han stadigvæk sørger over tabet af hverdagen på banen. Men da jeg spørger ham om, hvad der har forandret sig mest i hans liv, efter han er gået på fodbold-pension, trækker han på skuldrene. “Ikke så meget,” siger han så. Det er noget næsten imponerende sorgløst over den konklusion. For det da være anderledes at gå fra at leve drengedrømmen som fuldtids-fodboldspiller til at lave tv?  

“Ikke rigtig. Det er meget det samme. Jeg træner og bruger tid sammen med familien og min kæreste. Selvfølgelig har jeg mere tid nu, men…,” siger han.  

“Jeg har bare prøvet at være min egen hele vejen igennem.” 

I dokumentarserien siger Nicklas Bendtner, at han elsker at køre hurtigt. Fartbøder er en normalitet for ham. Denne dag står han også ved sig selv. Han elsker mennesker, han elsker farver, han elsker fodbold. Han udgiver sig ikke for at være noget, han ikke er. Han er bare Bendtner.

Se traileren til ‘Bendtner’. Dokumentarserien i tre afsnit er instrueret af Andreas Koefoed i samarbejde med forfatter og journalist Rune Skyum-Nielsen.
Footer graphics