”Oh, som jeg dog ville elske at være tilstede i det rum”, skriver en bruger.
”Den smukke dej er så fugtig”, lyder det fra en anden i kommentarsporet.
En tredje er helt kortfattet: ”Min gud”, står der bare.
Det, der foregår i videoen over kommentarerne, er nok ellers ikke så vildt for de fleste: En anonym mandsperson står med sine bare arme dybt begravet i en stor mængde dej, der er på vej ud af en plastikbalje på størrelse med et badekar.
Han skærer den enorme dejportion ud i mindre stykker med en spatel og former dem hurtigt med et professionelt håndelag. Nu skal dejen hæve lidt mere. Og det er bare alt for lækkert, forstår man.
Jeg er inde på bageriet Harts Instagram-profil, og jeg er ikke den eneste. Bageriet har over 75.000 følgere og er blot en af mange lignende profiler, som bliver flittigt besøgt af folk, der – kan jeg roligt sige – bliver mere end normalt henrykte ved at kigge på en flot og sammenhængende dej.
Og lad mig bare sige det med det samme: Jeg er en af dem. Jeg forstår alle dem, der bruger ord som ’terapeutisk’, ’tilfredsstillende’ og ’hypnotiserende’ om videoer med elastiske og meget linde deje. Og jeg forstår også dem, der synes, det er lidt frækt. I hvert fald næsten.
Det startede for et par år siden, da jeg af uransaglige årsager fik lyst til at lave min egen surdej for at bage ’rigtigt brød’. Sådan noget vådt og rustik noget med økologisk mel fra danske møller. Og hvad gør man? Man går på nettet – på ’gluten-nettet’ – og suger til sig. Hvad jeg ikke vidste på daværende tidspunkt var, at jeg var en del af en meget større tendens, hvor blød dej er gud.
Lige nu findes hashtagget #surdej i mere end 21.000 opslag, og det er en del i det lille kongerige, vi kalder Danmark. Det er f.eks. mere end #denstorebagedyst, der ligger og fedter rundt nede omkring 16.000 opslag. Folk kan med andre ord slet ikke få nok af dej på internettet. Eller for at sige det, som det er: dejporno er en ting.
Som en subgenre til madporno simpelthen, eller #foodporn, som det populært kaldes på Instagram, Flickr, Reddit og så videre.
Crumb shots og dybe huller
En af de ting, som hitter for alvor, er det såkaldte ’crumb shot’. Et skud af en brødkrumme altså. Det foregår typisk på den måde, at en bager filmer sit nybagte, flotte brød, mens han/hun skærer det midtover og brækker det op, så man kan se direkte ind i tværsnittet. Jo flere huller, jo bedre. Og de må gerne være rigtig store. Brødet skal helst være højt, for et fladt brød er nul procent sexet.
Men sådan et crumb shot er alligevel ingenting i forhold til en video af en dej, som endnu ikke er bagt. En stor hvid masse, der giver sig og kan strækkes som tyggegummi i alle retninger uden at gå i stykker. Det er gode sager. Hvis den skvulper lidt rundt på en blævrende måde, når ejeren af dejen rører ved den eller rusker den lidt, er det ekstra godt, og der kommer rigtig ild i kommentarsporet.
Det gør der også, når nogen undertiden laver foccacia, fordi det betyder, at bageren skal stikke fingrene helt ned i dejen, så der kommer små huller til olien. Omsluttende dej er så godt som den syvende himmel, tilsyneladende.
At dej pludselig er blevet en fed ting er nok en overraskelse for mange. I mange kredse har det altid haft et dårligt og klistret rygte og har aldrig givet ro i sjælen hos nogen, jeg kender (ingen kan gøre en dejkrog eller en røreske ren og opretholde en hvilepuls samtidig). Men vi vil gerne se på andre, der rører ved dej på film, netop fordi det er bedre end den ægte vare.
Når vi – og her er der tale om et ’vi’ i den meget smalle kategori af dej-voyeurister – ser på videoer af flotte deje udsættes vi nemlig for det, den amerikanske psykiater Deidre Barrett kalder ’supernormale stimuli’. En slags overdrevet imitation af virkeligheden, som har en større tiltrækningskraft end den ægte vare, hvilket Barrett blandt andet har forklaret til The Atlantic i det her interview.
Det kan virke en anelse bizart i det her konkrete tilfælde, men bunder rent faktisk i menneskets biologi at blive draget af æstetiske objekter. At det så lige er en gennemæltet dej, der udgør det æstetiske objekt i titusindvis af internetposts er måske lidt underligt, men fred være med det.
På fagsprog kalder man det ASMR (Autonomous Sensory Meridian Response), når personer opnår snurrende følelser af velbehag og afslapning ved at se eller høre på visse mere eller mindre obskure ting. Det kunne f.eks. være folk, der skærer i sæbe (‘soap cutting‘) eller hvisker, hvilket – ligesom dej – også er et udbredt internetfænomen, som vi tidligere har skrevet om i den her artikel.
Umuligt at modstå
Tilbage på gluten-nettet på Instagram kan man på profilen fullproofbaking – som drives af Kristen fra Chicago, en besat home baker – få syn for sagn. Hun har mere end 92.000 følgere, som især bliver glade, når hun filmer, at hun former dej til brød med en særlig foldeteknik, hvor hun ikke får dej på fingrene. Og det er på trods af, at hun leger med den, fordi, ja, ”det er umuligt at modstå”, som hun skriver.
”Hvordan får du den perfekte dejklump?”, lyder det fra en frustreret følger.
”Elsker så blid du er ved den dej”, tilføjer brugeren med navnet sourdoughstevesd og indsætter to smileyer.
Og sådan lever to meget forskellige dimensioner af dejporno side om side. For det handler ikke kun om glæden ved at overvære de frække, sømløse bevægelser, der opstår i kombinationen af mel og vand. Det handler også om et håndværk. Om glæden ved at udføre det perfekte stykke arbejde. At kunne bage det perfekte brød.
Og det er nok sådan, det starter med dejporno for de fleste – mig selv inklusive. Med et ønske om at kunne deltage selv. Men som med så meget andet ender det med, at man sidder forkrøblet ved sin skærm og ser på, at nogen andre gør det hele for en.
Det er ikke sikkert, at det nogensinde fører noget med sig, men tidsfordrivet har aldrig føltes mere dejligt og uimodståeligt end lige her.
