”Mor har nok i sig hun kan spy ud over os for evigt / vi står klar som to knytnæver bror og jeg / hvorfor er det altid i køkkenet / vi skal stå og tage imod og imod / !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! / … og vi siger: undskyld”
Sådan lyder det et sted i digtsamlingen ’Motherlode’, der er 28-årige Christine Kærulvs debut som forfatter. Her erstattes sætninger ofte af lange rækker af udråbstegn for at skjule noget ekstremt ubehageligt og voldeligt, som moren siger.
– Der er flere grunde til, at jeg har valgt ikke at skrive ordene ud, forklarer Christine Kærulv.
– Jeg tror, mit ærinde med det har været at tale om psykisk vold. Det er et enormt svært emne at tage op, fordi det ofte foregår i det skjulte – et sted uden mange vidner, ud over dem tættest på, som ofte også er bange.
Christine Kærulv vejer sine ord, før hun taler, og fremstår i det hele taget reflekteret som en med noget på hjerte, når man møder hende.
Hun er vokset op på en gård i Bjerringbro i et hjem præget af psykisk vold. Digtsamlingen undersøger barndommens traumer, søskendesammenhold og eskapismen som overlevelsesstrategi – ikke mindst de muligheder, som det digitale computerspil ’The Sims’ gav hende. Med både humor og sårbarhed skriver hun om den psykiske volds usynlige spor og barnets kamp for at forstå det, der ikke bliver sagt.
– Det, jeg selv har oplevet, er, at man ikke nødvendigvis husker ordene, der blev sagt – men følelsen. Det er som om, der kommer en stråle af vrede mod én. Og den stopper bare ikke.
For et barn kan det føles som at være fanget i sådan en konstant strøm af uforudsigelig og uforståelig vrede, mener hun. Barnet lukker ofte ned, stopper med at lytte. Og derfor er udråbstegnene i digtene ikke bare stilistiske – de bliver et billede på en form for mental censur. En beskyttelsesmekanisme.
Christine Kærulv sammenligner det med at vågne op hver dag og skulle spille minestryger:
– Man håber bare, man rammer de rigtige felter. Det føles helt tilfældigt – og som en umulighed at skabe fred.
Far, mor og børn på skærmen
Christine Kærulv spillede dog ikke minestryger som barn, men hun spillede faktisk et andet computerspil for at skabe fred omkring sig, nemlig computerspillet ’The Sims’, hvilket titlen ’Motherlode’ også er en reference til.
I sin digtsamling bruger hun netop spillet som et mentalt rum, hvor hun kan afreagere og opfylde behov, der ikke kunne dækkes i den virkelige verden.
– Jeg skulle lige forstå det her med, hvad deres (simmernes red.) behov var. Så jeg blev faktisk vildt skræmt over, at de fik det skidt. Men så begyndte jeg at bruge ’The Sims’ til at dyrke en familiefølelse, som jeg ville ønske, eksisterede i mit rigtige liv, fortæller Christine Kærulv om sin første oplevelse med det populære computerspil.
Og hun var langt fra den eneste, der spillede ’The Sims’ som barn.
’The Sims’-serien blev lanceret i 2000 og har solgt over 200 millioner eksemplarer på verdensplan. Dermed er det et af historiens bedst sælgende computerspil. I februar fejrede spillet sit 25-års jubilæum med en stor livestream, hvor kunstnere som Doja Cat blandt andet deltog.
I efteråret 2024 blev det offentliggjort, at skuespiller Margot Robbie arbejdede på at filmatisere ’The Sims’, og med over 500 millioner spillere globalt fortsætter spillet med at være en platform for kreativitet og selvudfoldelse i både gaming og populærkulturen.
Noget af det, der adskilte ’The Sims’ fra mange andre computerspil, var spillets evne til i særlig grad at appellere til kvinder og piger. Ifølge data fra blandt andet Financial Times og EA Games er omkring 60 procent af spillets spillere kvinder – et usædvanlig højt tal.
Måske fordi ’The Sims’ ikke handler om at vinde, men om at skabe liv og sociale relationer på egne præmisser.
For mange piger som Christine Kærulv blev det et trygt rum, hvor de kunne lege digitalt dukkehus i eget tempo og forme familier og livsforløb efter egne præferencer – et digitalt fristed, hvor en hel generation har leget “far, mor og børn”, bare på skærmen.
– ’The Sims’ bliver jo helt klart et fristed, siger Christine Kærulv.
Skrigende svinesti
Men hvad var det for en virkelighed, Christine Kærulv søgte væk fra?
Hun voksede op på en konventionel svinefarm med sin mor, far og lillebror et sted ude på landet i Vestjylland.
I digtsamlingen ridser hun det op således: Moren har sine avlsheste, som hun tilsyneladende synes er vigtigere end sine egne børn, og faren arbejder i svinestalden. Herfra skitseres enkelte barske scener, der danner en kold, industriel kulisse – en stemning, der spejler den emotionelle kulde, som præger familiens samvær.
– Når man bor på en gård – eller bare i et hjem, hvor man ikke føler, der er plads til én – så kan det være svært at finde ud af, hvor man skal være. ’The Sims’ bliver et sted, man kan søge hen. Et sted, hvor man har kontrol, og hvor man ikke bliver dømt for at gøre noget forkert. Selv hvis man ikke giver sine simmere mad, eller tager dem ud til de bliver overtrætte, så er der ikke nogen, der kommer og skælder en ud, siger Christine Kærulv.
– Det er for voldsomt at forholde sig til, hvad der foregår i staldene. I en konventionel svinesti ser man svin så langt øjet rækker, og lydene er høje, fordi de skriger. Jeg tror, man holder sig væk, fordi det er endnu et sted, hvor man ikke kan hjælpe og føler sig hjælpeløs.
”Jeg griller ostesandwich hele natten”
I ’The Sims’-universet var der ingen grænser for, hvad Christine Kærulv kunne gøre, hvem hun kunne være, og hvilke længsler der kunne udleves.
I ’Motherlode’ er det på én gang sørgeligt, absurd og humoristisk at læse, hvordan hun afreagerer på sine uopfyldte behov for kærlighed ved at styre sine simmere med hård hånd og blød længsel.
”Jeg er herskeren og jeg er elskeren / (…) / Jeg griller ostesandwich hele natten / fortæller jokes for at JUHUU / igen og igen / Dinas bryster er så faste / den stropløse kjole smelter ind i hendes hud / forestiller mig halskæden dunkende / mod kravebenet / jeg / finder mænd på biblioteket ringer / snaver med alle jeg møder i byen / Jeg må invitere dem hjem / (…) / vil bare såre og elske så hårdt jeg kan.”
Den magt og kontrol, hun udlever i ’The Sims’, er med til at bløde hverdagen op. Men på et dybere plan afslører det et massivt afsavn: et råb efter kærlighed, omsorg og accept i den virkelige verden.
Det ved Christine Kærulv selvfølgelig godt.
– Jeg har lavet rigtig mange familier, og jeg har fået rigtig mange børn i ’The Sims’. Jeg har på en måde haft lyst til at give dem den samme stræben efter familie hver gang. Jeg ville bare gerne have, at de skulle have børn og give dem navne. Og jeg ville gerne have, at de klarede sig godt i skolen. Jeg tror også, det har været en måde at forlænge mine egne ønsker på: Jeg ville også gerne have et fedt liv, fortæller Christine Kærulv og fortsætter:
– Og så har jeg også brugt det som en måde at udforske min seksualitet på, vil jeg sige. For mig var det meget virkeligt, når de kyssede. Eller hvis de havde ”JUHUU” – det kunne de både gøre i et spabad eller i sengen og forskellige steder. Det var enormt pirrerne, for mig. Det var nok mit første møde med noget, der næsten kunne kaldes soft porn. Så det har helt klart også været en måde at udforske den del af mig, som jeg ellers ikke havde plads til – eller ikke rigtig kunne mærke i det virkelige liv.
Redning eller eskapisme?
Det kan lyde godt at få sine behov opfyldt i ’The Sims’, men hvilke påvirkninger har det på spillerne?
David Madsen er autoriseret psykolog med specialistgodkendelse i acceptance and commitment therapy (ACT). Hans interesse for spillenes fastholdelsesmekanismer blev vakt af egne Counter-Strike-spil.
– ’The Sims’ var anderledes end traditionelle spil, som ofte var first-person shooters populære hos drenge. ’The Sims’ er et spil om relationer, at opbygge familier, huse og indretning. Man kan sige, det handler om nesting, forklarer han og peger på, at det sociale og kreative fokus giver spillet en særlig appel til piger.
Ifølge David Madsen giver det god mening, at Christine i digtsamlingen bruger ’The Sims’ til at aflaste vrede og få opfyldt behov.
– Man kan bruge The Sims, særligt i en meget dysfunktionel familie, hvor man får kontrol over, hvordan en familie skal se ud, og hvilke ønsker og behov, man har som ung. Det kan man udleve gennem spillet.
Er det en god ting?
– Det kommer an på prisen. Hvis man mister trygge forbindelser til fysiske mennesker, og spillet bliver altoverskyggende, er det uhensigtsmæssigt. Men hvis ’The Sims’ giver større tryghed og et følelsesmæssigt niveau, så man kan fungere i verden trods svære opvækstvilkår, kan det være godt.
Kan det have en opdragende effekt?
– Selvfølgelig, men der er nuancer. Det må ikke erstatte den primære omsorgsperson. Digitale platforme kan være uhyggelige, fordi de er ultimativ eskapisme for børn med svære opvækstvilkår.
Men er eskapisme nødvendigvis dårligt, når det holder én væk fra en svær hverdag?
– Udfordringen ved eskapisme, altså undgåelse, er, at det dæmper svære tanker og følelser, men det er som at holde en badebold under vand – den banker op, når du slipper. Så eskapisme kan over tid blive problemet, selvom det startede som coping.
The Sims fejrer 25-års jubilæum, og spillet bliver mere og mere realistisk. Kan det blive et problem?
-Det er allerede et problem, fordi legepladsen er tom. Børn vil lege med andre børn, og derfor går de til digitale steder, hvor de er sammen. Det er forældres ansvar at sikre rammer for det bedste børneliv. Vi var naive, da vi troede, computerspil bare var en ny måde at lege på.
Når man indtaster den kendte snydekode “motherlode” i ’The Sims’, får man en stor sum virtuelle penge – simeleoner – med det samme. Det giver spillerne mulighed for at skabe det liv, de ønsker, uden at skulle arbejde sig til det.
Jeg spørger Christine Kærulv, hvordan det at kunne kontrollere så meget i spillet har påvirket hende i det virkelige liv – for der findes som bekendt ingen koder til at få flere penge eller bestemme, hvad morgendagen bringer.
– For mig har det været en måde at afprøve forskellige livsvalg og fremtider på. Jeg tror egentlig, det har udviklet mig meget som menneske, fordi jeg har haft et sted, hvor jeg kunne være mig selv. Hvis jeg ikke havde haft det, så havde jeg nok reageret kraftigere på virkeligheden.
