Bar Pasta var et af de første skvulp i det, der er gået hen og blevet en veritabel tsunami af smarte pastarestauranter i København. Det er seks år siden de åbnede på Nørrebro, først på Vedbækgade og sidenhen på Griffenfeldsgade, men nu drejer de nøglen om.
Det er tid til, at de tre indehavere kaster sig ud i nye eventyr hver for sig.
“Vi vil gerne give bolden videre til nogle af de unge spillere på banen,” siger indehaver Mik Frikke-Grundahl.
“Både Graziano og Kølsters har lige åbnet og laver pasta lige i nærheden, så pastabølgen er ikke død. Vi er bare ikke de unge i gamet længere.”
Mik Frikke-Grundahl understreger, at Bar Pasta stopper med god energi. Også økonomisk – selvom 2022 var et underskudsår for restauranterne på grund af de høje indkøbspriser.
“Det er vigtigt for os ikke at slutte i en økonomisk bølgedal, men sidste år havde vi overskud, og vi kigger også ind i overskud for begge restauranter i år,” siger han.
Naboen overtager
Nu kommer nabobaren Veranda til at overtage Bar Pastas lokale på Griffenfeldsgade, hvor det er planen at udvide baren og lave et bredere køkken med skiftende gæstekokke.
Men indtil den 27. september kan man stadig stryge forbi og få sig en tallerken med ravioli eller ragù.
Lørdag den 28. september vil der være stor afskedsfest på Vedbækgade fra kl. 14-19, hvor ejerne tømmer vinlageret og sælger alt til 50 kroner glasset.
Derudover vil der være små italienske anretninger, som man kan fylde på tallerkenen. Venner af huset vil sørge for at vende plader, og trompetisten Anders Malta spiller live-jazz.