Frynserne på lædervesten blafrer i vinden. Det samme gør Andreas Asinghs hår, der er klippet i en mullet. I sine Vans på toppen af Trehøje i Mols Bjerge ligner han noget fra en musikvideo i 80’erne.
Det er ham, der har valgt, at vi skal mødes her – han bor lige i nærheden-, og han er ikke svær at spotte midt i mængden af vandrere, der er beredt på rask trav i Nationalparken i praktisk fodtøj og åndbart sportstøj. Jeg hører selv til sidstnævnte kategori, og jeg føler mig pludselig lidt kikset i rygsæk og løbetights.
Men Andreas Asingh siger bare: “Hej!” og kvitterer med et håndtryk og det venligste blik, jeg længe har mødt. Han har en lang musikkarriere bag sig og er netop nu aktuel med heavybandet 802, der skal spille på både Roskilde Festival og Copenhell til sommer.
Indtil for syv år siden har han levet et liv, der står i ret stor kontrast til den her forårsdag, hvor sommerfuglene sammen med bierne zigzagger mellem blomsterne på engene. I 20 år har han levet et hurtigt liv i København, spillet musik under flere store kunstnernavne som det populære Slowolf, og været med til at producere musik for Raekwon fra Wu Tang Clan.
I dag er Andreas Asingh – udover at være musiker – skovhugger, og sammen med sin hustru Alexandra Mai Møller har han fem børn i alderen fire til 23 år. Det fjerde barn i rækken, sønnen Karlo, skulle imidlertid vende familiens liv på hovedet, selvom de ingen uråd anede under graviditeten.
Karlo kom til verden ved kejsersnit, men Andreas Asingh kunne se, at lægerne stod med stramme læber og kiggede på den nyfødte baby. Der var et eller andet, der ikke var, som det skulle være.
“Jeg kunne godt se, at han var lille og lidt blå. Lægerne sagde, at de troede, han havde Downs Syndrom. Jeg kunne godt mærke et slag i maven der. Hvis han bare havde manglet en lillefinger, havde man jo stadig været helt oppe at køre. Lægerne sagde: “Du kan godt tage ham med over til mor,” og Alexandra spurgte mig, da jeg nærmede mig hende: “Hvad siger de?” Jeg fortalte, at lægerne troede, at han havde Downs Syndrom, og så smilede hun bare,” siger Andreas Asingh og simulerer sin kones blide smil.
“Det er hendes vibe generelt. Hun har den der ro, hvor jeg har en masse energi på godt og ondt, men det fungerer godt sammen, vi kan sgu mange ting.”
Udover sin kromosomfejl var Karlo født med et sæt lunger, der ikke rigtig ville komme op i omdrejninger. Han blev indlagt på Rigshospitalets børneafdeling med ilt, men tilstanden blev kun værre. Til sidst kom Andreas Asingh og Alexandra Mai Møller på den afdeling, som ingen forældre ønsker at være på sammen med sine børn: intensiv. Karlo havde slanger i hele kroppen, og en maskine trak vejret for ham. En fredag sagde lægerne, at hvis ikke hans tal var blevet bedre over weekenden, så anbefalede de, at man slukkede for respiratoren.
“Det er en fuldstændig sindssyg bold at få spillet over på sig. Jeg gik ned på gaden og ringede ud af det blå til en af vores veninder, der havde snakket utroligt meget om en alternativ behandler, der havde hjulpet hendes søn,” fortæller Andreas Asingh, der fik nummeret til behandleren, der mest af alt lød som en bodega-gæst i telefonen. Men på det tidspunkt var han villig til at prøve alt.
Limboland
Grusstien knaser under gummisålerne på vores sko, da Andreas Asingh erklærer, at der ligesom er nogle ting fra ens barndom, som man bare ikke kan løbe fra. Og for ham var det al den plads og natur, der dannede rammerne for hans hverdag som barn i kollektivet på Norddjurs, som han voksede op i.
Tanken om at flytte tilbage til Mols rumsterede hver sommer, når familien havde tilbragt ferien væk fra København, men hver gang de ramte hovedstaden igen, blev Andreas Asingh alligevel glad for at mærke pulsen. Da de stod der på Rigshospitalet, og lægerne kæmpede for Karlos liv, stod svaret på dilemmaet pludselig bukket i neon: Hvis Karlo overlevede ville de hjem til Mols. Først skulle Andreas Asingh bare lige have fat i den alternative behandler, der føltes som familiens sidste håb.
“Jeg ræsede ud til ham i en villa på Frederiksberg. Han sad helt teatralsk og bladrede i en bog og slikkede sig på fingrene, mens der lå patienter, som han lavede akupunktur og sugekopbehandling på. Jeg tænkte bare: “Shit, det er vildt det her.” Det var ligesom at være med i en scene i en film,” siger Andreas Asingh, der fik besked af den alternative behandler på at give sin søn nogle dråber.
Med den lille flaske i lommen, skyndte han sig tilbage til Riget. Meldingen fra Frederiksberg-villaen var, at han skulle smøre nogle dråber på Karlos læber. Og så havde behandleren sagt, at han ville komme og ‘køre noget energi’ på sønnen senere.
Andreas Asingh clearede det med lægerne og sygeplejerskerne, og kort efter kom behandleren ganske rigtigt og holdt Karlo i sine hænder, mens han svinede hospitalsvæsenet til. Han udgydte, at havregryn og penicillin var roden til alt ondt, og da han gik, sagde han, at Karlo ville opleve et dyk, men at han så ville rejse sig igen.
Det var et limboland lige mellem liv og død, og mens Karlo lå og sov i respiratoren, sad Andreas Asingh i sin datters børnehave for at fejre hendes fødselsdag. Ganske rigtigt var Karlos iltmætning faldet, men midt i det hele ringede telefonen. Det var Rigshospitalet, og Andreas Asingh fik en overlæge i røret, der var helt oppe at køre. Karlo havde det meget bedre. Tallene var gode.
“Der var fed stemning tilbage på hospitalet, og vi købte kaffe, som vi stod og skålede i. Alle overlægerne var sådan: “Det må jo være healeren.” Det var meget, meget smukt,” siger Andreas Asingh og understreger, at lægerne på Rigshospitalet selvfølgelig gjorde et helt afgørende og fantastisk stykke arbejde.
Hjem til Mols
Euforien varede imidlertid ikke ved. Karlos tilstand var så god, at han blev rykket fra intensiv til børneafdelingen, men det betød også, at han blev mere sårbar over for nye infektioner. Iltmasken røg på igen, og fremtidsudsigterne så igen dårlige ud.
“Det føltes fængselsagtigt. På et tidspunkt lå han og baksede, og så fik han flået slangen ud af næsen. Jeg fik en tanke om, at jeg ikke skulle sætte slangen tilbage lige med det samme. Jeg kiggede på skærmen, og så fløj hans tal bare op. Efter et minut lå han stjernegodt, og der tænkte jeg bare: “Okay, jeg har fattet det, du vil gerne hjem,”” siger Andreas Asingh.
Sygeplejersken blev ligbleg, da hun trådte ind på stuen og så, at Karlo lå uden iltmaske. Hun var klar til at ringe til bagvagten og overlægen. Men Andreas Asingh sagde, at det var slut med slanger. Han lagde sig ved siden af sin søn, og hele den nat vågede han over ham og tjekkede med jævne mellemrum iltmætningen på skærmen. Den var fin. Og da weekenden var slut, tog familien hjem.
“Den oplevelse gjorde ligesom, at vi tænkte, at nu skal vi altså videre og opsøge nogle drømme og gøre det, vi har lyst til, så længe vi lever,” forklarer han.
“Vi følte, at vi havde været tæt på døden med Karlo, og det fik os til at spørge os: Hvad vil vi egentlig, mens vi lever? Da vi så fandt et sted, der lå midt ude i skoven på Mols, som var til salg, sagde vi til hinanden: Det er ikke et spørgsmål, om hvis Karlo kommer hjem, men når han kommer hjem fra det her hospital, så skal han ud og hive en gris i halen.”
Det faktum, at Karlo havde Downs Syndrom, var i den absolutte bagatelafdeling, efter familien havde været tæt på at miste ham. Flere gange undervejs havde de fået at vide, at det var tæt på at være slut, og at Karlo ikke ville få et værdigt liv.
“Personer med Downs kan selvfølgelig ikke tage de samme uddannelser som mange af os andre kan, men måske er det bare et plus. De har så meget glæde i deres liv. De bliver lykkelige og taknemmelige over små ting, Kim Larsen-musik eller et lækkert måltid, mens vi andre tager det for givet, og hele tiden jagter noget nyt,” siger han.
Heavy-terapi
Da familien rykkede teltpælene op og flyttede til Mols, var Andreas Asingh på vej til at udkomme med nogle countryinspirerede sange. Dét projekt varede noget tid, og han spillede også nogle koncerter, men da han en dag gik rundt med hørebøffer på i et supermarked og ved en tilfældighed lyttede til The Smashing Pumpkins, var han ved at tabe sine varer i ren begejstring.
“Jeg tænkte bare: “Jeg skal hjem og have overstået de koncerter med mit countryband, og så skal jeg eddermame i gang med at lave rock.” Der var noget støj og noget energi, der fik mig til at føle sådan: Nyd det, mens du lever og fyr den af for fanden!”
Da Andreas Asingh genfortæller sin rock-åbenbaring, sitrer energien nærmest fra ham. I hans selskab får man en vibe af, at han er en af dem, der har regnet den ud. Han er glad, rolig og i balance. For ham var opskriften til det stadig en blanding af rockmusik, håndværk og natur.
“Gennem tiden har jeg været lidt af en idiot til at lukke mine musikalske projekter, når de nåede til et vist punkt. Det var en dårlig vane. Men da jeg gik og byggede på vores hus i skoven og kæmpede med at være håndværker – og slet ikke lavede musik -, der lovede jeg mig selv, at hvis jeg startede noget nyt, så skulle det være mit sidste projekt,” forklarer Andreas Asingh.
Resultatet af det løfte, han gav til sig selv, blev til bandet 802, som Andreas Asingh har startet sammen med to lokale gutter, Emil Sørensen og Kristian Holbæk. De har Jesper Binzer-langt hår, går i stramme jeans og lædervest.
“Da jeg så Emil (Sørensen, red.) første gang til et musikalsk arrangement, tænkte jeg bare: “Hold kæft, han ser sej ud.” Han lignede sådan en blanding af Børge fra Olsen Banden og Heavy Agger. Jeg fandt så ud af, at han gik i gymnasieklasse med min søn, hvilket min søn havde det lidt sådan: “Nej far, for helvede, nu styrer du dig lidt.” Det kan jeg godt forstå, at han tænkte og sagde,” siger Andreas Asingh og forklarer, at han nok altid har været lidt af en storebror, også for sine børn til tider.
“Jeg er den ældste i en børneflok på fem, så jeg har prøvet det mange gange at få en lillebror eller søster. Da vi fik vores første barn, var min yngste søster fire år. Jeg håber ikke, at det bliver krampagtigt eller karikeret på et tidspunkt, men jeg kan godt være en drillepind og lidt af en storebror overfor mine børn også, men hvis der er det mindste, de er kede af, eller hvis jeg kan mærke, at der er en af dem, der har det svært med en veninde, så sørger jeg virkelig for at vise, at jeg er der, og at jeg er far.”
Skovhugger-filosofi
I mange år underviste Andreas Asingh i musik ved siden af sine egne musikalske projekter. Men en dag spurgte hans svoger, om han ikke ville med ud og fælde nogle træer? Det ville han godt. Han blev hooked, og han arbejder stadigvæk i skoven.
“Det fede ved at være skovhugger er, at man er i naturen og får brugt sin krop. Man får koblet af big time, fordi man også koncentrerer sig rigtig meget om arbejdet. Jeg har ingenting i ørerne, jeg lytter bare til naturen. Det er altså et sindssygt skønt arbejde. Man er så træt bagefter. Jeg går også og slår græs og fejer for en gammel mand nede ved Stubbe Sø. Nogle gange siger jeg til mig selv: ‘“’Hvad fanden laver du? Du er konservatorieuddannet, og nu går du og fejer og slår græs og fælder træer.’ Men jeg elsker det,” fortæller Andreas Asingh.
“Jeg synes, det er fedt at vise sine børn, at man ikke skal være bange for at tage et job i en periode. Det hele behøver ikke være så fremtids-mindet. Jeg plejer at sige til mine unger, at det bliver da spændende, når I ved, hvad I skal. Jeg ved det ikke selv endnu. Jeg synes faktisk, det er virkelig provokerende, at unge i syvende klasse bliver spurgt om, hvad de vil med deres liv.”
Der opstår en naturlig kunstpause. Nogle vilde heste ligger og slænger sig i græsset, der ligner fløjl, med lukkede øjne, og vi bliver enige om, at de må have det konge. Faktisk er det en af de dage, hvor Mols Bjerge meget vel kunne være det smukkeste sted i landet. Andreas Asingh istemmer:
“Jeg mener bare, de her lyde, hør lige!”
En symfoni af fuglefløjt, hvislen i trækronerne og en stille summen fra fede brombasser, der mæsker sig i de vilde blomster omkring os agerer lydtapetet. Det bliver ved med at skabe et kognitivt clash i mit hoved, at se Andreas Asingh gå rundt i skinny jeans og læderantræk i de her omgivelser, der mest af alt ligner et maleri fra romantikken. Han kan godt forstå min tanke.
“Men jeg synes bare, det er sjovt at have begge dele med. Altså, jeg er en familiefar til fem, og samtidig har de andre gutter fra bandet og jeg sådan et ‘Svinene’-agtigt udtryk. Og mest af alt er det bare virkelig sjovt,” siger han.
Vi er gået i ring, og turen slutter ved Andreas Asinghs patinerede firhjulstrækker. På forsædet ligger hans skovhugger-garderobe klar til næste gang, han skal på arbejde. Men lige nu skal han hjem til huset i skoven, der er fuld af børn. Og Karlo? Han har det i øvrigt rigtig godt.
Andreas Valdemar Asingh
43 år. Har boet 20 år i København, men har de seneste syv år boet på Mols. Skovhugger, trommeslager, producer og musiker i heavybandet 802 sammen med Emil Sørensen og Kristian Holbæk.
Far til fem børn og gift med Alexandra Mai Møller.
Har tidligere lavet musik, både hiphop og elektronisk, under navnene ‘Slowolf’, ‘Small’ og ‘Wood Chips’ og samarbejdet med Raekwon fra Wu Tang Clan. Står bag kortfilmene ‘A Heavy Metal Bedtime Story’ og ‘The Curse Of The Velvet Vampire’ sammen med 802 og filminstruktør Casper Balslev. Uddannet på Rytmisk Musikkonservatorium i København med trommer som hovedinstrument. 802 spiller blandt andet på både Roskilde Festival og Copenhell i sommeren 2024.
LÆS OGSÅ:
