Du kender det nok godt: Det pludselige lyn af inspiration, der kan slå ned i én, når man mindst venter det og giver en lyst til at kreere et eller andet, hvad som helst.
Måske får man pludselig lyst til at blive verdens bedste til keramik og køber en drejeskive på rabat online. Eller måske man endelig skulle få testet af, om man er så dygtig til at male, som man tror, man er og investere i de dyre oliefarver? Eller hvad med trommer, tænk, hvis man kunne blive lige så god som ham gutten i ‘Whiplash’.
Før eller siden er vi dog alle stødt på den samme, frustrerende barriere, der afholder os fra at udfolde vores kreative potentiale: Tid. Det kræver tid at dygtiggøre sig inden for noget, og i et liv, der er propfyldt med arbejde, familie, venner og alt derimellem, kan det føles uoverskueligt at dedikere timevis til en ny hobby.
Resultatet bliver derfor, at det nyindkøbte grej får lov at samle støv, mens man får gradvist dårligere samvittighed. Hvorfor kan vi ikke bare tage os sammen?
Det er dog ikke så sært, siger David Robson. Han er videnskabsjournalist og har i en artikel for The Guardian udforsket en teknik, der kan hjælpe alle os, der gerne vil lære noget nyt, men har det lidt træls med al den tid, det kræver.
Han oplevede selv ovenstående scenarie, da han fyldte 40 år og i den sammenhæng besluttede sig for at lære at spille på guitar. Det var meningen, at han skulle øve sig en halv time hver dag, og således ville han kunne spille sig igennem hele Bob Dylans bagkatalog ved sin 41-års fødselsdag det kommende år. Det skete dog – ganske forudsigeligt – ikke.
Så han tog en anden teknik i brug. En, der kaldes for ‘productivity snacking’. Det er, som det lyder: Man deler læringen op i spiselige, hyggelige bidder og får dem ordnet imellem ens andre daglige gøremål. Det lyder måske lettere sagt end gjort, men det er det virkelig ikke, insisterer David Robson:
– Da jeg undersøgte forskningen, opdagede jeg, at selv ganske korte perioder med aktivitet kan føre til langt større resultater, end vi tror. Og vigtigst af alt kan de små succesoplevelser styrke vores motivation markant og gøre det mere sandsynligt, at vi når vores mål, end hvis vi havde sat barren højere fra starten, siger han.
Inspireret af motion
David Robson blev inspireret til at produktivitetessnacke ved at kigge på motionens verden. Det er et velkendt faktum, at mennesker anbefales at dyrke regelmæssigt motion. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at vi får fysisk motion mindst 30 minutter om dagen.
Dén opfordring virker ironisk nok demotiverende på mange. Noget forskning tyder endda på, at selve eksistensen af et så ambitiøst mål virker modløsende. Kort sagt tænker mange, at hvis de alligevel ikke kan nå den anbefalede mængde, kan de lige så godt lade være, siger David Robson.
Men så blev ‘exercise snacking’ et fænomen, folk begyndte at dyrke – idéen om, at man kan dele fysisk motion op i små, overskuelige bidder. Et par armbøjninger i pausen, en håndvægt ved skrivebordet. Der findes mange små måder at hacke motion ind i en travl arbejdsdag, hvis man først sætter sig for det.
Og selv om det lyder banalt, så virker det. En stor mængde forskning viser, at det at opdele en opgave i mindre dele gør den mindre uoverskuelig, så vi bliver mindre tilbøjelige til at udsætte den. Hvis man ikke allerede er i god form, kan tanken om en løbetur på 30 minutter eller en times HIIT virke udmattende, mens et par minutters hop eller anden kort træning føles langt mere overkommeligt. Derfor er vi også mere tilbøjelige til faktisk at komme i gang, og frafaldsprocenten er betydeligt mindre, end når man laver en kold tyrker.
David Robson fremhæver også det, som forskere kalder for “fremskridtsprincippet”. Hver lille succes styrker vores såkaldte ‘self-efficacy’ – troen på, at vi er i stand til at skabe forandringer i vores eget liv. Når vi sætter os mål, der er lettere at nå, oplever vi et selvtillidsboost. Den positive følelse gør det mere sandsynligt, at vi gentager adfærden. Princippet kan også andre områder af livet, herunder kreativitet og læring.
Og David Robson fik da også lært at spille guitar med brug af produktivitetssnacking. Når først han satte sig for det, var der overraskende mange gange i løbet af en arbejdsdag, hvor han kunne tage guitaren frem i et par minutter.
Han indrømmer dog også, at man også er nødt til at investere længere øvesessioner af og til, hvis man vil blive god til noget. Det er også sundt at lade sig fordybe. Men små og regelmæssige øvepas har været uvurderlige i hans læring, siger han.
Det skal dog ikke kun handle om at lære noget, men om at have det sjovt – og det er sjovt at mikrodosere produktivitet på denne måde, siger han. At “fingerplukke” sig gennem en ny melodi gav ham mere energi end at scrolle på sociale medier, hvilket var det, han ellers ville have brugt tiden på.
I stedet kunne han se frem til følelsen af at opnå noget og tage endnu et lille, kreativt skridt fremad og blive dygtigere. Det er trods alt sjovt at være god til noget.
