Da Emil Mercedes (forklaringen på det mærkværdige navn kommer senere) gik rundt som ung dreng i Sønderborg, kunne han godt føle sig som en fejl. Han blev sat forrest i klassen, så han ikke forstyrrede for meget. Men ellers var der ikke store håb og ambitioner på hans vegne i uddannelsessystemet.
Egentlig kunne han godt lide byen og de omkringliggende marker, hvor han kunne fyre den krudt i røven, som lærerne sagde, han havde, af. Men skolen var ikke et sted med mange sejre. Han krøb dog videre i gymnasiet og fandt sammen med et slæng på omkring 15 andre lidt skæve individer, der ikke lige passede ind i de mest gængse bokse. De var til gengæld kreative. De producerede små film og lavede musik, men der blev også røget en del bonhoveder i processen.
”Jeg tror ikke, at nogen i skolen ville være på hold med mig, når der var projekter. Det ville klart være en ulempe. Min fremtid skulle være noget med hænderne, for jeg fik at vide, at min hjerne ikke duede til noget. Det er sjovt at tænke på, at det jeg anså som en fejl, mit sind, er det, jeg lever af i dag.”
Emil Mercedes er nu lidt af en multikunstner. Tidligere i år blev han sammen med sin makker Mathias Skywalker nomineret til Podcastprisen for ’Mysteriebussen’ som årets eksperiment, som de har lavet for Heartbeats. Her tager de tilbage til Sønderborg for som ægte detektiver at opklare alle de mysterier, gåder og overnaturlige fortællinger, der knytter sig til byen.
Derudover er han netop kommet ind på Filmskolens instruktørlinje, og så har en stribe hits på Spotify som ’Datter af dæmoner’, ’En sang til min kommende kone’ og senest ’Berlin’. Musik, der har gjort, at han har vundet Karrierekanonen og i aften skal spille på københavnerfestivalen Syd For Solen og senere på Roskilde. Men hvem er manden bag to usædvanlige navne, Ussel og Emil Mercedes.
”Efter jeg havde været på højskole, følte jeg, at det var en ny begyndelse. Hvor jeg i skolen havde fået at vide, at jeg ikke kunne bruges til meget, fandt jeg det modsatte der. De støttede mig og troede på mig. Det følte jeg skulle markeres, og så skiftede jeg navn.”
Men hvorfor Emil Mercedes?
“Det er en hyldest til min far. Vi har gået meget i hans værksted og rodet med biler, og så symboliserer Mercedes også tysk mekanik, der er elegant og bare fungerer. Vi har også altid drømt om en Mercedes SL.”
Hvad sagde din far til det?
“Han er jysk, så han sagde bare: Nå, kalder du dig det nu? Og så grinte han. Jeg er faktisk også lidt i tvivl om, at han overhovedet ved, at jeg har skiftet officielt, eller om han tror, det bare er noget, jeg kalder mig. Det har vi ikke lige snakket om, haha.”
Og hvad med Ussel? Hvad kommer det af?
“Jeg lå en nat og tænkte over, hvordan man engang har haft brug for at definere nogen som ussel. Sikke et mærkat at få på sig. Den slags er noget af det mindre charmerende ved os mennesker. Men hvis jeg nu om 50 år kunne ændre ussel til noget andet, ville det virkelig være en bedrift.”
Har det også noget at gøre med at føle sig ved siden af i opvæksten?
“Fuldstændig. Jeg kan se, andre også dealer med det. Der er i hvert fald mange, der skriver til mig om det på sociale medier. Det er både unge og ældre mennesker. En masse, som har svært ved at passe ind i samfundets kasser og måske passe et arbejde. Det er ikke en aldersting. Det er en menneske-ting.”
Du gik jo på højskole for at lave film, og du er netop kommet ind på instruktørlinjen. Hvordan startede musikken?
“Efter højskolen tomlede jeg et lift til København, og jeg begyndte på fotoskolen Fatamorgana. Her begyndte jeg at lave musikvideoer, og derfor hang jeg ofte ud med musikere i deres studier.
På et tidspunkt var der nogen, der ikke dukkede op, og så vidste producerne godt, at jeg havde rappet lidt og stadig skrev digte. Og så smed de mig ind i studiet.”
Hvordan vil du betegne din stil?
“Det er som en punket Dirch Passer. Jeg føler, at han også prøvede at lave noget spændende, og måske folkeligt, ud af noget, som kunne være en tragedie. Det kan tit være nogle tunge emner, men vi prøver at gøre det lidt lettere, så det er nemmere at deale med. Det er poppet og punket. Min musik er som en lidt gritty techno-klub placeret i Sønderborg, hvor man tog markerne med ind.”
Hvordan har du med den virak, der følger med at slå igennem, som fx at give interviews?
“Jeg kan bedre lide at gemme mig i mange mennesker. Blandt mange kan jeg godt være meget flamboyant, men når jeg er en-til-en, kan jeg have meget svært ved det.
Med nye mennesker kan jeg godt være lidt genert. Når man er alene med nogen, er der lidt mere på spil, og jeg føler, det er lidt nemmere at blive gennemskuet. Det er meget bedre, når jeg kører bil, og vi har vejen imellem os.”
Til sidst: Med alt det, du har gang i, har du så tid til vores podcast ’Mysteriebussen’ også?
“Ja, jeg håber rigtig meget, at vi kan tage fat i den igen efter sommerferien. Der er en masse mysterier rundt om i landet, der bare venter på at komme frem i lyset.”