De bedste serier fra 2021 – indtil nu

Masser af mord, depraverede milliardærer og ferierejser, du hurtigt vil hjem fra. Der har været et utal af gode tv-serier i år, og vi har her på Heartbeats samlet vores favoritter. Vi opdaterer listen løbende.

Mare of Easttown

Med krimigenrens enorme succes er vi tæt på at have nået grænsen for, hvor mange mord i dystre og dysfunktionelle områder, vi kan kapere. Men ‘Mare of Easttown’ skiller sig alligevel positivt ud. En af de åbenlyse årsager er Kate Winslet, der bare er en fremragende skuespiller.

Selv når hun bevidst som her skruer sig ned som martrede, middelklasse betjent med en smule overvægt på badevægten, skinner hun i hver eneste scene og tilføjer serieren en utrolig troværdighed. Man føler med Mare og ønsker at lette den tunge byrde, som hendes familie, eksmand og hele det forsømte samfund lægger på hende.

Historien er en traditionel ’Hvem gjorde det?’ med nok plottvist til at holde de fleste krimikynikere underholdt. Samtidigt er der utrolig mange fine biroller, der spiller fint op til Kate Winslet, som løfter serien det sidste stykke op til at være blandt årets allerbedste.

Selvom det egentlig skulle have været en begrænset miniserie, er der seriøse drøftelser om en ny sæson. Og vi tager gerne et mord eller to mere. Så længe Kate Winslet lover at opklare det.

(Emil Norsker)

Se den på HBO Max

Maid

Det er ikke så tit, at vi får tv-serier om underklassen i USA, men det er altså der, vi er i serien ’Maid’. Hovedpersonen er den unge mor Alex (Margaret Qualley), der skal væk fra sin psykisk voldelige kæreste og deres fælles liv i en smadret trailer med sin lille datter på armen.

Serien viser meget præcist, hvor kort der er til et liv som hjemløs uden en stærk velfærdsstat. For ingen griber Alex, der ikke kan fremvise blå mærker, men dog er præget af en kontrollerende, psykisk og økonomisk voldelig mand.

Myndighederne tilbyder ingen hjælp, og Alex slider i det som rengøringshjælp (deraf titlen ’Maid’) på minimumsløn for at kunne betale vuggestue, og hendes excentriske og bindegale mor Paula (spillet eminent af Margaret Qualleys rigtige mor, Andie MacDowell) er heller ikke til nogen hjælp. Far er også væk, og Alex har ingen venner, som ikke er forbundet med den voldelige eksmand.

Som seer hepper man på Alex, samtidig med at man også bliver enormt irriteret over hendes manglende handlekraft i et fuldkomment frit fald, hvor hun nok forsøger at beskytte datteren Maddy, men også lader sin stolthed komme i vejen for at tage imod hjælp fra dem, der tilbyder. Seriens to store temaer, underklassen og psykisk vold, er stærkt og virkelighedstro formidlet, og ’Maid’ er en god måde at få et indblik i et sygt parforholds farlige dynamikker på. 

(Ditte Giese)

Se den på Netflix

Exit – sæson 2

I den norske dramaserie ’Exit’ får vi et indblik i en syg verden blandt Oslos rigeste, og vi har at gøre med en af de mest ubehagelige og ucharmerende flok hovedpersoner nogensinde. De fire finansfolk og venner, Adam, Henrik, Jeppe og William, er mangemillionærer og lever helt grænseløse liv med fuld smæk på kokain, sprut, fest og bims sex.

Serien er baseret på en række møder og samtaler med mænd fra Oslos rigtige finansmiljø, hvilket kun bidrager til ubehaget. Som Adam, der ikke har fortalt sin underkuede og skruk trofækone, Hermine, at han er blevet steriliseret, men lader hende lide over de udeblevne graviditeter.

Serien er grotesk, men også grotesk komisk med sindssyge scener, når hovedpersonerne leder efter grænser i en grænseløs verden og hele tiden skal overgå hinanden, og dem selv, i amok druk, hor, insiderhandler, ydmygende utroskab, hustruvold og generel yuppie-kynisme. I anden sæson flytter perspektivet til de kvinder, der lever i skyggen af de sindssyge mandebabyer, nemlig konerne, ekskonerne, de prostituerede og au pairs, og dette perspektiv er eftersigende også baseret på interviews med rigtige personer.

For hvad stiller man op som eks-trofækone, når man er røget ud på røv og albuer, og intet har på hverken kistebunden eller CV’et? Serien er et grotesk teaterstykke i disciplinen giftig maskulinitet og en øjenåbner for alle os velmenende, ligestillingsbegejstrede skandinaver om en samfundstop, der er helt degenereret.

(Ditte Giese)

Se den på DR

Master of None – sæson 3

I de tidligere sæsoner af denne fine serie fulgte vi komikeren Aziz Ansari rundt i singletilværelsen, hvor kærligheden til pasta ofte oversteg alt andet. Om det er en Metoo-sag, eller fordi han selv er blevet familiefar, der har gjort, at han er trådt i baggrunden i denne sæson, er ikke helt klart, men beslutningen har vist sig at give mening.

Ind er nemlig trådt Lena Waithe, som seere af serien kan huske fra et fantastisk Thanksgiving-afsnit (som hun også vandt en Emmy for). Hun har skrevet denne tredje sæson sammen med Aziz, og hun er selv hovedrollen i de seks korte afsnit, der kredser om et modent parforhold, der flytter ind i idylliske omgivelser. Men karrierekvaler og ønsket/ikke ønsket om børn får det rummelige bindingsværkhus til hurtigt at synes hult.

Det er lavmælt, elegant fortællerkunst, hvor det umiddelbart sjove har veget pladsen for et mere fintfølende portræt af et helt genkendeligt parforholds sidste dage, hvor der ikke er nogen skurke, men bestemt heller ingen vindere.

Der er ingen tvivl om, at Lena Waithe og Aziz er nogle af deres generations helt store talenter, og det er svært at se nogle grænser for, hvor langt de kan nå.

(Emil Norsker)

Se den på Netflix

Pretend it’s a city

Midt i nedlukningens mørke i starten af året kom Fran Lebowitz med hendes sorte humor og fik de to negativer til at give plus. Som en kvindelig Larry David er hun svær at begejstre over sport, sociale medier (og computere i det hele taget), og hvad alle de andre indbyggere i hendes elskede/forhadte New York går op i.

Det er ingen ringere end Martin Scorsese, der har instrueret, og som interviewer hende, selv om han for det mest er reduceret til levende dåselatter. Det ødelægger dog ikke Fran Lebowitz’ talestrøm, der kompenserer for, at hun som forfatter har haft skriveblokering siden 90’erne. Hvad hun ikke kan få på papiret, kan hun uden stammen levere til foredrag eller i almindelige samtaler.

Det er få personer, der kan bære et talkshow med dem selv som eneste gæst og stjerne, men det kan Fran. Hun er en original i ordets bedste betydning, og derfor er det godt set at give hende sin egen serie. For Fran er den bedste vaccine mod corona-blues og alt det andet bullshit, vi andre i dagligdagen ikke er lige skarpe som hende til at desinficere.

(Emil Norsker)

Se den på Netflix

Succession – sæson 3

Det er svært ikke at putte denne serie op på en piedestal, hvorfra den med hoven og nedladen mine kan se ned på alle andre dramaserier i øjeblikket, for det er der, vi er. Der er ingen over eller ved siden af ‘Succession’.

På sin vis er der ikke noget nyskabende i selve dramaturgien. Det er et klassisk familiedrama, hvor en søskendeflok, ødelagt af en manipulerende patriark og nedarvet rigdom, kæmper om tronen. Men detaljen ligger i dialogen, der er djævelsk velskrevet, ond og utroligt sjov.

Familien er løst bygget på den virkelige Murdoch-familie, der ejer verdens største medieimperie. Deres tabloidaviser og Fox News-agtige tv-station kan skabe og smadre politiske karrierer, men da den ældste søn afslører alle de bogstavligt talt mange lig, der er i lasten på deres skibscruise-afdeling, eskalerer familiekonflikten til åben krig.

Det er særligt at have en serie med et så stort og udbygget persongalleri, hvor man ikke holder af eller blot har sympati for nogle af karakterne. Og så alligevel. For i de fire voksne børn, der tæsker løs på hinanden, kan man i glimt se, hvorfor de er blevet, som de er.

Et godt eksempel er, da den yngste søn Roman skal finde et lykkeligt minde med sin far for at mildne den glubske presse, og det eneste han kan komme op med, er en fisketur – som hans bror tog ham med på. Det er med andre ord en ekstremt rig og en ekstremt ulykkelig familie. Og du kan ikke lade være med at se med. Som et biluheld i slowmotion.

(Emil Norsker)

Se den på HBO Max

White Lotus

Hvor rejsebureauet Spies tilbyder “ferier, du ikke vil hjem fra”, tilbyder HBO-miniserien ‘White Lotus’ det modsatte. 

En gruppe velhavende amerikanere tjekker ind på det luksuriøse Hawaii-hotel med samme navn som serien, men ferien skal gå hen og blive alt andet end en paradisisk fortælling.

Det viser sig nemlig hurtigt, at der er tale om særdeles forkælede og usympatiske turister, som dog gør for et meget farverigt karaktergalleri, som kommer til hotellet udelukkende for egen vindings skyld – blinde for de indfødtes og hotelansattes livsvilkår. Derfor opstår utallige intriger mellem gæster, ansatte og familiemedlemmer, og de ruller som en lavine, fordi ingen vil tabe ansigt.

Dramaet bliver ikke mindre af, at man i seriens første scene i et flashforward bliver klar over, at der på det fly, der fragter gæsterne væk fra hotellet igen, er et lig med i lasten. For den information gør, at man som seer konstant spekulerer i, hvem der er død – og hvem, der kan have haft en finger med i spillet.

‘White Lotus’ er derfor et glimrende eksempel på nogle af kapitalismens og turismens slagsider, ligesom det på en og samme tid er en grum fortælling i de smukkeste omgivelser.

(Christian Ambæk)

Se den på HBO Max

The Sinner – sæson 3

Der er utroligt mange krimiserier derude at mere eller mindre lødig karakter, men en af de mere originale er ’The Sinner’. Udgangspunktet er, som i alle de andre, at der er sket et mord, men det er som regel det mindst skræmmende. Bag hver forbrydelse lurer nemlig okkulte og psykologisk forstyrrede årsager, som langsomt trevles op af den aldrende, men snu politiefterforsker spillet af Bill Pullman.

I denne sæson er det et forholdsvist uskyldigt biluheld, der starter efterforskningen, men hurtigt dukker den ene foruroligende detalje op efter den anden. Der er ikke tale om nyskabende tv, men derimod godt, solidt håndværk, både hvad angår skuespillere og manuskript.

Herhjemme er vi en sæson bagud og har altså først nu fået tredje sæson, mens de i USA netop er begyndt på den fjerde omgang. Dermed kan vi forhåbentligt glæde os til snart igen at følge Bill Pullman, der, trækkende på det ene ben, fører os længere ud i uhyggeland.

(Emil Norsker)

Se den på Netflix

After Life – sæson 2

Vi kender Ricky Gervais blandt andet som den uduelige mellemleder David Brent i tv-serien ‘The Office’, som komikeren selv stod bag. I Netflix-serien ‘After Life’, som han også selv står bag, spiller han hovedrollen Tony Johnson, der både er deprimeret og suicidal, efter at hans hustru gennem 25 år er død af brystkræft.

Han arbejder på den lokale avis Tambury Gazette, hvor han hader alle, der forsøger at gøre ham glad igen. Var du fan af kontoret i ‘The Office’, vil du elske lokalredaktionen på Tambury Gazette, hvor Tonys svoger, Matt, også er hans chefredaktør, og hvor den fedladne fotograf Lenny, der altid har mad i munden, er redaktionens fotograf.

I den anden sæson, der udkom i år, er Tony ikke blevet meget mere munter. Selvmord eller ej er stadig hans store overvejelse, men vi får alligevel lagt mere på både hans karakter og ikke mindst de mange fremragende biroller, som alle har deres personlige kamp og måde at komme gennem tilværelsen på. Selvom Tonys grundsyn er, at livet er meningsløst, formår han og lokalsamfundet ad omveje at bevise netop det modsatte.

I et tv-serie-udbud fyldt med drab, drager og onde mennesker er ’After Life’ på sin egen lavmælte facon et lille velgørende stykke anti-depressiv. Værsgo at skylle.

(Ditte Lynge)

Se den på Netflix

Squid Game

Lever årets suverænt mest populære tv-serie på nogen måde op til dens hype?

‘Squid Game’ buldrede over streaming-verdenen som et godstog og slog på ingen tid Netflix’ rekorder for mest sete serie. Visningerne lød i slutningen af oktober på over svimlende 142 millioner på verdensplan – bare en måned efter premieren midt i september.

Men der er rent faktisk andet at hente fra serien end small-talk-ammunition til dine samtaler med kollegerne over vandkøleren, hvis du vælger at stige på hype-toget. Selvom det allerede er en smule sent at gøre det.

Den sydkoreanske serie er en brutal kommentar til social ulighed, hvor de sværest stilledes desperation kammer over til en leg mellem liv og død. Ganske som i Oscar-darlingen ‘Parasite’ fra samme land var det.

Serien kredser om 456 personer af den kaliber. De har alle det til fælles, at de har stiftet en uoverkommelig stor gæld til bankerne, lånehajerne og alt derimellem. Og så har de frivilligt meldt sig til en række børnelege med lovning på, at vinderen af dem går derfra med uanede mængder rigdom. Der er bare en detalje, de ikke har fået at vide, men som deltager såvel som seere lynhurtigt bliver klare over: Taber du, dør du.

(Christian Ambæk)

Se den på Netflix


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics