’Den guddommelige komedie’ er fejlbarlig, fordi Dante er det. Det siger forfatteren Nick Tosches i starten af ’In the Hand of Dante’, hvor Oscar Isaac i en dobbeltrolle spiller begge mænd i henholdsvis Italien omkring 1300-tallet og primært USA i anden halvdel af 1900-tallet.
Filmen er baseret på Nick Tosches’ roman af samme navn fra 2002. Her bruger han sig selv som hovedperson i et knudret drama, hvor han skal hjælpe mafiatyper med at stjæle det oprindelige manuskript til Dantes berømte værk, et af litteraturhistoriens største værker.
Det er lige så forvirrende, som det lyder, og filmatiseringen er en forvrøvlet kunstfilmudgave af ’Da Vinci-mysteriet’.
Mens ’In the Hand of Dante’ på ingen måde er god, er den alligevel seværdig i alt sit vanvid. Der er ikke så meget at grine af, men hvis man har tilpas sort humor, kan man godt se filmen som en komedie og få et smil på læben over, hvor langt ude det hele er.
Bizarre stjerneoptrædener
Man kan undre sig over, at en stjernespækket film af en anerkendt instruktør har fået så lidt omtale siden verdenspremieren på Venedig-filmfestivalen i efteråret, som det er tilfældet for ’In the Hand of Dante’.
Det er også temmelig aparte, at en film med billedskønne tableauer og en eksperimenterende visuel stil, der skifter mellem sort-hvid og farve, nu lander på Netflix. Streamingtjenesten køber ind imellem rettighederne til kompromisløse kunstfilm, fordi de kan skabe opmærksomhed med for eksempel Oscar-nomineringer, som det skete for den fremragende ’Train Dreams’.
Med ’In the Hand of Dante’ har regnestykket nok snarere været, at der vil være et publikum til en film med Oscar Isaac, Al Pacino, John Malkovich, Gerard Butler, Jason Momoa, Gal Gadot og endda Martin Scorsese på rollelisten.
De går alle hele linen ud for at passe ind i den overmåde bizarre verden. Mest vanvittig er actionstjernen Gerard Butler, der ses i en kort optræden som fortidig pave, men det meste af filmen spiller en helt igennem modbydelig lejemorder i nutidssporet. Han myrder til højre og venstre og skyder selv hunde, mens han fortæller om at onanere til lækre ofres undertøj.
I den anden ende af spektret dukker Martin Scorsese op som langhåret og -skægget Dumbledore-lookalike, der som Dantes mentor snakker om kristendom kontra jødedom og en masse andre halvkvædede viser.
John Malkovich smager som mafiaboss på hver enkelt mere eller mindre uforståelig sætning, mens en hvidklædt Jason Momoa agerer en art hævnende engel i dramathrilleren, hvor ikke så få mennesker får en kugle for panden.
Springvand af religiøs metaforik
Filmen starter med korte tekster om henholdsvis italienske Dante Alighieri og amerikanske Nick Tosches, der i hver sin tidsperiode har skrevet tekster, som mange mennesker efterfølgende har fundet stor fornøjelse ved at dykke ned i – førstnævnte noget mere end sidstnævnte, der døde så sent som i 2019.
Den amerikanske maler og filmskaber Julian Schnabel har skrevet ’In the Hand of Dante’ sammen med sin svenske kone Louise Kugelberg, der er indretningsarkitekt, men debuterede som manuskriptforfatter og klipper på ’Van Gogh – ved evighedens port’ fra 2018, året inden parret blev gift.
Schnabel har tidligere lavet perler som ’Dykkerklokken og sommerfuglen’ og kunstnerportrættet ’Basquiat’, men hans seneste film sovser rundt i et begsort verdenssyn, som man ikke helt ved, om man skal grine eller græde af.
Filmen springer rundt i tidsperioderne, så også terrorangrebet i New York den 11. september 2001 spiller en rolle. Samtidig fortæller en ung udgave af Nick på et tidspunkt sin onkel – spillet af den levende legende Al Pacino – at han lige har dræbt et andet barn, men han kan nøjes med at vaske sine hænder.
Der bades i et springvand af religiøs metaforik, men filmen bliver aldrig konkret nok til at føles engagerende.
Helvede som tågesnak
Det hele munder ud i en omgang filosofisk og højpandet volapyk, hvor man kæmper med at finde en handling mellem linjerne, men hvor det kun er et underligt billede af Gal Gadot nøgen i en stor muslingeskal med det lange hår som eneste dække, der står tilbage.
”Vers er lænker, der giver form til det formløse” og ”religionens patologi har gjort mennesket forfærdeligt” er nogle af de dybsindigheder, der serveres undervejs, men det fremstår som pseudo-intellektuelt sniksnak.
I en anden film ville det måske efterlade et større indtryk, når Oscar Isaac i en voice-over leverer den slagkraftige replik: “Jeg lavede et hul, hvor hans sjæl plejede at være.”
Filmen slutter efter to og en halv time med Nick Caves gudfrygtige hymne ’Into My Arms’, og den prætentiøse storladenhed driver ned ad skærmen. Der kan selvfølgelig være en pointe i, at filmen trækker os gennem helvede ligesom Dante. Men vi bliver hængende i skærsilden og kommer aldrig til paradis, hvorfor ’In the Hand of Dante’ kun kan anbefales til folk med hang til tågesnak.
🖤🖤🤍🤍🤍🤍
