Den ene fod foran den anden. Sådan kan et trivielt svar lyde på spørgsmålet om, hvordan det går i tilværelsen.
Men da det walisiske ægtepar Raynor og Moth Winn efter at være gået økonomisk bankerot bliver smidt ud af deres hjem, beslutter de bogstavelig talt at sætte den ene fod foran den anden og vandre på den næsten 1.000 kilometer lange rute kaldet Saltstien langs den engelske kyst.
Det virker ikke helt oplagt. Moth er nyligt diagnosticeret med en terminal sygdom, der gør ham gangbesværet, og han spørger inden afgang fornuftigt nok sin kone: ”Hvad hvis jeg besvimer på en klippeskrænt?”
Gillian Anderson og Jason Isaacs gør deres bedste som Ray og Moth. Det er flere gange gribende at se dem spinke og spare for at klare den, men også have brug for at give los og købe flere lækkerier, end budgettet kan klare.
Men filmen lykkes ikke med at gøre den ellers autentiske historie troværdig, så alt for ofte er man mere forvirret end forblændet over ægteparrets gåtur.
Derfor lander ’Saltstien’ i et poleret ingenmandsland.
Pæn og distanceret
En god historie er ikke det samme som en velfortalt historie. Der er ingen tvivl om, at ægteparrets fortælling er interessant og rørende, men efter filmens udgivelse er det kommet frem, at virkelighedens Raynor Winn nok har udeladt visse dele og skruet op for nogle andre.
Det skal ikke ligge filmen til last, men det virker, som om den selv er bange for at gå steder hen, hvor det virkelig gør ondt eller bliver for ubehageligt at kigge på. Vi ser Ray sætte sig og tisse ude i naturen, mens Moth får et raserianfald, da et offentligt toilet viser sig at være lukket.
Det lyder måske ulækkert, men det havde altså været mere interessant at se ham træde af på naturens vegne, for det er givetvis ikke det nemmeste at gå i skovskider-position med et halteben. Her bliver filmen for pæn og distanceret, så publikum bare må tage det for gode varer, når personerne fortæller, hvor hårdt livet er.
Instruktør Marianne Elliott og manuskriptforfatter Rebecca Lenkiewicz forlader sig på, at man uundværligt må blive revet så meget med af den autentiske fortælling, at de glemmer at skabe en filmisk verden, hvor det kan lade sig gøre.
Tanken er givetvis, at publikum skal følge planløst med ud i den smukke natur og opleve dens helende kraft. Det lykkes dog kun en gang imellem, og resten af tiden føles som en ufarlig skovtur.
Savner mellemregninger
Sentimentalitet bliver ofte brugt som et fyord af benhårde filmanmeldere, der insisterer på ikke at få tvunget følelserne ned i halsen med klirrende violiner og våde øjne på lærredet.
’Saltstien’ skal roses for ikke at overspille sin hånd og forfalde til drivende melodrama, men alligevel har filmen lidt for travlt med at helgenkåre sine hovedpersoner, der er uheldige stakler fanget i et kynisk system.
Der er enkelte henvisninger til, at Moth lavede en dårlig investering, og at Ray ikke tidsnok fandt et åbenbart altafgørende brev – kunne man have ledt en anelse grundigere?
Men man savner stadig et par mellemregninger i forhold til at engagere sig i, hvordan det gik så skævt for ægteparret. En ansigtsløs og øjensynligt meget uretfærdig dommer er ikke en stærk nok fjende til, at man for alvor mærker ulykken på egen krop.
Undervejs på deres vandretur møder Ray og Moth nogle forskellige mennesker, som får betydning for deres liv og omvendt. En ung kvinde i problemer følger med parret for en stund, men smutter så igen uden at have leveret et egentlig bidrag.
Et andet ungt par lapper det katastrofekursplagede forhold alene fordi det ældre ægtepar dukker op, mens en tilfældig mand leverer en monolog om letsaltede brombær, der vist skal fungere som en slags analogi over livet.
Det hele smager mere af formularisk biopic end af levet liv, så selv en oplæsning af det oldengelske kvad ’Beowulf’ fremstår mere gakket end godt er.
Transcenderende kedsomhed
Jeg har selv vandret en længere tur, godt nok ikke 1.000 kilometer, men dog i en lille uges tid. Her finder man hurtigt ud af, at mødet med naturen er lige dele transcenderende og, lad os være helt ærlige, en smule kedeligt.
På den måde er det jo ganske repræsentativt, at man undervejs i ’Saltstien’ både oplever enkelte smukke øjeblikke – som når den nedadgående sol lader Moth sidde i skygge og Ray i lys, men hun læner sig ind mod ham – og længere perioder uden den store spænding.
Men det grundlæggende drama er underligt blodfattigt, så har man lyst til at kaste sig ud i den hastigt voksende undergenre af vandrefilm – der tæller danske ’Camino’ – kan man fint starte et andet sted.
🖤🖤🖤🤍🤍🤍
