Der er nyt fra festival-land. Syd For Solen har nemlig i dag tilføjet dugfriske navne til deres plakat. Og der må siges at være noget for enhver smag, når københavner-festivalen slår dørene op i Valbyparken sammen med sensommersolen 7. til 9. august.
Det er blandt andre danske Turboweekend, der er røget på programmet sammen med den norske singersongwriter Sigrid.
Lasse Krog Andersen, der er kendt under kunstnernavnet Krogen, er også et af festivalens nye navne. Og selvom her er tale om en glad aarhusianer, ligner han en, der ligeså godt kunne være straight outta Texas.
Krogen har nemlig for alvor givet countryen en dansk stemme med sin kærlighedsdrevne hyldest til genren.

– Når man vurderer dagens offentliggørelser, er mit tip, at man lægger særligt mærke til de navne, man ikke nødvendigvis har hørt om før. For det bliver ikke sidste gang, man hører om dem – det tør jeg faktisk godt vædde en stor festivalfadøl på. Hver eneste artist på hver eneste dag er håndplukket og nøje sammensat efter vibe og energi, siger programchef Xenia Grigat om dagens offentliggørelser.
Et andet sprødt dansk navn på plakaten er danske BBYBITES med det borgerlige navn Martha Maj Hauptmann, der gennem kulørt pop sætter ord på at være en kvinde i midt i 20’erne med forventningspres og identitetskrise og alt, hvad det ellers indebærer.
Syd For Solen advarer om, at man skal være klar på at blive ramt af en “popmusikalsk hvirvelvind”, når BBYBITES indtager Valby-scenen fredag 8. august med sit show, der har ry for at være energisk og underholdende.

Dagens nye navne:
Elias Rønnenfeldt (DK)
Jodie Harsh (UK)
Julie Pavon (DK)
Kayak (DK)
KUNDO (DK)
Sigrid (NO)
Turboweekend (DK)
BBYBITES (DK)
Carlina de Place (DK)
snuggle (DK)
Krogen (DK)
Selina Gin & The Iconics (DK)
So Good (UK)
Billetter til Syd For Solen kan købes lige her, og det fulde festivalprogram kan ses her
LÆS MERE