Det kom som et chok. Mens en hel verden i kollektiv lockdown havde brug for bare en lille smule at glæde sig over, tilsmilede rockguden over dem alle – selveste Bob Dylan – verden med hele to nye sange. Og ikke nok med det. De er begge kommet som tyve i natten, og er de første selvskrevne numre fra Zimmermanns hånd siden 2012, hvor albummet ‘Tempest’ udkom.
27. marts dukkede den 16 minutter og 55 sekunder lange ‘Murder Most Foul’ pludselig op , og i fredags kom den lidt mere ordinære ‘I Contain Multitudes’.
HØR OGSÅ:
Henrik Queitsch, hvad tænker sådan en gammel, garvet Dylan-aficionado som dig om dette lille stunt?
“Jeg havde slet ikke forventet det. Det er meget overraskende. Det er første gang i otte år, at han har lavet ny musik, så jeg havde ikke troet, at der ville komme noget nyt fra den kant. Og da slet ikke på denne måde, hvor han bare har lagt det ud på de digitale platforme. Hvilket er udsædvanligt, fordi Dylan-fans normalt plejer at være ret observante og opfange alle rygter. De seneste tre plader fra Dylan har været med coverversioner, så jeg tænkte, at brønden måske var ved at være tom. Men det var den så ikke, for da han endelig skriver en ny, er det en med 16 vers, eller hvor meget det nu er.”
Hvad synes du om dem?
“Altså ‘Murder Most Foul’ er mere en fortælling, end den er en regulær sang. Der er ikke meget melodi i den. Men teksten er interessant. Det er tydeligt, at han har en historie, han gerne vil fortælle.”
Tror du, at det er tilfældigt, at det er lige nu i denne krisetid, at Dylan vælger at udsende nyt materiale?
“Det er som bekendt altid umuligt at vide, hvad Dylan tænker. Mange har forsøgt gennem årene. Det er ikke nogen direkte referencer til krisen, men tematisk er der en hyldest til fælleskabet, hvor han bruger kulturelle referencer som samlingspunkt.”
Hvad med den nyeste, ‘I Contain Multitudes’, som kom fredag 17. april?
“Den er så ny, at jeg ikke har fået lyttet så meget til den endnu. Det er mere en regulær sang med vers, melodi og omkvæd. Teksten har jeg ikke nået at læse endnu, og sangen har jeg heller ikke fået nærlyttet.”
Det virker som om, at det er blevet meget populært at komme med ny musik, uden at nogen forventer det?
“Ja. Den første, der gjorde det, var Bowie, der i 2013 kom med singlen ‘Where are we now?’ efter en næsten ti år lang pause. Og pludselig, på hans fødselsdag, kom den her hyldest til Berlin så. Ikke engang den danske afdeling af pladeselskabet vidste, at den ville komme. Siden er det sket oftere og oftere, særligt indenfor hiphop og R’N’B, hvor f.eks. Beyoncé også kom med et overraskelsesangreb, da hun udgav nyt album i 2013. Det er lidt en omvendt marketingsstrategi i forhold til, hvordan man gjorde i gamle dage, hvor det handlede om at opbygge en hype over længere tid. Dylan er så bevidst om sit eget image, at han uden tvivl også har været bevidst om overraskelsesmomentet,” siger Henrik Queitsch over telefonen på en dejlig spadseretur i skoven, mens hans kollega fra podcasten ‘Rockhistorier’, Klaus Lynggaard, netop har sat sig til rette på sin terrasse, da han bliver bedt om at forholde sig til Dylans nye udgivelser.
“Jeg har fået hørt ‘Murder Most Foul’ rigtig meget. Den kredser om mordet på Kennedy i 1963 og forsøger at se det fra forskellige synsvinkler. På mange måder er det dybt fascinerende. Teksten er helt fantastisk, mens melodien ikke ligefrem er uforglemmelig. Det er snarere en slags Bob Dylan-rap. Sangen er åbenbart en ældre sag, kan jeg forstå, som han ikke har skrevet lige her og nu. Det skrev han i hvert fald på Twitter. Den anden, ‘I Contain Multitudes’, har jeg kun hørt få gange, men den tegner rigtig godt.”
Hvad lægger du i timingen i forhold til udgivelsestidspunktet?
“Jeg er sikker på, at det er Dylans måde at sige “keep up the spirits” til verden. Det er en slags håndsrækning til hans fans her i lockdown-tiden. En form for generøsitet fra hans side.”
Hvad får du ud af en sang som ‘Murder Most Foul’?
“Kennedy bliver skudt i 1963, og det er også det år, Dylan bryder igennem. I sangen tror jeg, at han refererer til over 60 forskellige sangere og kunstnere, så på den måde er den en slags musikhistorisk status over alt muligt musik, der er blevet udgivet i de år. På Spotify ligger en liste over alle de numre, han refererer til i sangen. Lige fra ‘Boom Boom’ med John Lee Hooker til ‘Another One Bites the Dust’ med Queen. Det er et ret bredt spektrum. Og så refererer han til en lang række jazz-navne, og han får Bud Powel til at rime på murder most foul. Mig bekendt er det første gang, han refererer til så meget jazz. Det er nok de færreste, der troede, at Dylan går rundt og hører Thelonious Monk, men det gør han så åbenbart.”
Hvad tror du, at der kommer til at ske nu?
“Det skulle være meget mærkeligt, hvis ikke der kommer et album. Men ingen ved noget, og det er typisk Dylan. Han er jo også kun 78, en mand i sin bedste alder. Efter de tre album med amerikanske standards har hans fans også brug for at få bekræftet, at han stadigvæk kan skrive sange. Og det viser han nu, at han kan.”
Hvis du skal give dit bud på, om de her to bliver Dylan-klassikere, hvordan vil du så rangere dem?
“‘Murder Most Foul’ tror jeg godt kan gå hen og blive en klassiker, fordi teksten og fortællingen er så fantastisk. Den anden har jeg sgu ikke fået hørt så meget endnu, så jeg vil gerne vente med at sætte den ind på et barometer. Men den lyder lovende.”
Så må du sætte den på i hovedtelefonerne og lytte til den på terrassen, mens du ser op i himlen...
“Nej. Jeg hører aldrig musik udenfor.”