Tilbage i februar fik vi os en kæmpe nedturs overraskelse i form af den meget pludselige lukning af Brasserie Prins. First world problems, we know, men det sted var så pænt og lækkert, og både mad og service spillede, så vi følte virkelig, at det var et stort tab for byen.
Cirka lige så overraskede blev vi, da nyheden om at chefkokken Dave Harrison skulle fortsætte karrieren på en Meyers restaurant. Say what? Ikke noget dårligt om Claus Meyer, det er hans opskrift på juleand vi slavisk følger hver evig eneste jul, men det er bare en lidt anden stemning i koncernen, end den vi forbinder med Prinsen i Birkenstocks (Dave har altid klipklappere på job, kæmpe vibe). Og ikke nok med det. Han skulle også kaste sine royale madskills udover Østerbros gamle posthus, hvis lokaler mildest talt er det stikmodsatte af de små intime rum på Gammel Kongevej.
Men Brasserie Post åbnede i slutningen af oktober, så af sted med os. Vi føler ikke, vi har læst om det nogle steder, så thank god, vores algoritme alligevel viste os vej derhen. For vi havde virkelig en helt fantastisk aften.
Lidt royal har postmanden vel lov at være
Det føltes utrolig dekadent, allerede inden vi kom ind i restauranten. Trappen op til den gamle posthusbygning er lyst op af nogle virkelig kraftige spots fra pladsen ved Trianglen Metrostation, så med lidt god fantasi (eller bare et par pre-dinner cocktails, som vi havde fået) føltes det som var vi to sultne cinderellas, der skulle til bal på slottet. Eller faktisk tre, vi havde nemlig en medspiser under armen for at kunne komme så godt omkring menuen som muligt.
Indenfor er der virkelig højt til loftet, og det gigantisk store sted kan snildt rumme +100 mennesker, selvom man på ingen måde sidder cramped. De har været super smarte at dele rummet op i flere sektioner; ét stor rum forrest med kig ud til køkkenet, i midten er der en bar, og bagved dén er der flere små kroge, hvor man sagtens kan få en intim feel, fordi der både er en slags booths og gardiner til at adskille bordene fra hinanden. Smuk løsning! Der er fandme langt mellem snapsene af københavnske restauranter, hvor du sidder langt nok fra hinanden til ægte at kunne vende verdenssituationen over middagen, uden at bordet ved siden af får lov at lytte med.
På væggene er der mørkt træ og sennepsfarvede fliser, og i loftet er der diskrete spots. Noterede også omkring en håndfuld af de buede Mueller van Severen-lamper, som vi to har haft på ønskelisten hver jul i årevis, men som der sjovt nok ikke er nogen, der har råd til at købe til os. 100 % tre små prinsesser værdigt!
Akustikken er også tiptop, og der er en pejs!!? Den var godt nok ikke tændt, men der var heller ikke særlig mange mennesker denne lørdag aften, så måske de gemmer den til special occasions.
Det eneste, der rigtig bryder oplevelsen af fransk royalness er, når du skal ud på toi, hvor du bliver mødt af ægte kommunal institutionsbelysning. Deler restauranten toiletter med det der Enigma museum? Wow, det har man bare ikke brug for i sin rødvinsbrandert, fandt vi ud af, men fordi der var så lækkert i restauranten, kan vi godt se gennem fingrene med det.
Ikke spørg bare spis
Vi besluttede at gå a la carte og bestille lidt af alt muligt. Først et glas bobler, selvfølgelig, det følte vi os simpelthen kaldet til. Champagnen var crispy, perlende, lækker og smagte som penge, der var godt givet ud i forhold til at opgradere til the Real Deal.
Første lille snack var chickpea fries. Ideen var god nok, men de var fuldstændig slagtet i en saltrulning, der overdøvede.
“Giv mig vand!” råbte pige 2, så køkkenet har måske været lidt for ivrige, når det er første udbrud efter én enkelt bid. Vi håber, det var en upser, for konsistensen var god med en blød og dejlig smag. Til fritterne kom der en aioli, og den smagte dejligt. Men vi bundede pagnen på denne serverings bekostning.
Okay, okay, vi bar ikke nag, og efter en hurtig mundskyller fortsatte vi med et helt vidunderligt pletskud af en ret, nemlig kyllingelever parfait, som var den rene smørbløde luksus. Et fedtbad, som vi sprang lige på hovedet i. Kunne leve dér FOR EVIGT. Og så var der lige en genistreg mere: For tilbehøret var gudhjælpemig madeleines! Helt friskbagte sad de som små søskaller og sagde ‘Eat Me Alice i Eventyrland’-style. Og det gjorde vi så og havde det som blommerne i et æg. Svesker i armagnac færdiggjorde den lille favorit-starter.
Hvis bare fritterne havde været lidt mere mådeholdne i saltbalancen, ville det have været en fantastisk snack-start, men det til trods var vi i fremragende humør og helt glade, da runden af forretter kom ind.
Første forret var en servering af hånddykkede norske kammuslinger, der havde fået en hurtig omgang på grillen på et bad af sauce vierge (olivenolie, citron, tomat, fennikelfrø, basilikum) og var en delikat hapser. Perfekt stegt. En klassiker, hvis man er til bløddyr. Smukt anrettet i egen skal, og helt genialt at sovsen på bunden blev ved med at spøge lidt i munden, efter man havde slugt sin musling.
Siden vi hørte, at Post skulle åbne dørene med en erfaren styrmand som Dave, havde vi krydset fingre og tæer for at i det mindste et par af retterne fra den hedengangne Prins måske kunne genopstå. Og ja! Vi spottede straks porrerne og løgtærten på kortet og tænkte, at de sagtens kunne tælle som dagens grøntsager.
Porre-serveringen er så simpel, men bare så tasty? Helt enkelt kogt og derefter marineret i en perfekt balanceret vinaigrette med hasselnødder drysset ud over, som gav både knas og sødme. Yummy. Klart en ret, man kunne lave derhjemme og imponere svigerforældrene med. Løgtærten derimod, som alle københavnere må huske for dens instagram-fame på Prins, var præcis lige så uopnåelig for pøbelen, som vi husker den fra Prins. Karamelliseret til perfektion og med en creamy dreamy klat fløde ovenpå. En sikker vinder.
Vi havde også fået bestilt os en flaske rødvin, der blev hældt op i krystalglas så lette, at den ene pige næsten troede, at det var plastik. Den anden pige prøvede forgæves at få leverandøren hevet ud af sommelieren, for gal, hvor var de smukke, men der blev sagt “you’re asking too many questions”, og så tier man altså stille og nyder, at man får lov at prøve kræfter med så eksklusiv service.
Green flags og franske favoritter
Oui, oui, lad os rykke videre til hovedretterne, sang vi i kor, og ind fløj en brandvarm servering vol au vent proppet med svamperagout fra Bygaard. Hvis ikke, man er bekendt med Bygaard er det en københavnsk øko svampefarm på Refshaleøen, der gror God Damn delicious tasting shroomies både til restauranter og private.
Kæmpe green flag at se, de kom derfra, så kan det nærmest ikke gå galt – og det gjorde det selvfølgelig heller ikke. Næsten. Tærten desintegrerede fuldstændig i et blødt miskmask af svamp og smør. Den ene pige syntes, det blev måske lige lidt for fedt, og desværre forsvandt flagerne i dejen lidt hurtigt til fordel for en lidt klumpet omgang. Men det smagte stadig helt fantastisk.
Vores anden hovedret var en glad kanin, som var sprødt stegt på en bund af kartoffelmos og i en sø af sauce. Lad os starte med saucen. BEYOND wonderful. En helt latterligt lækker saltet fond baseret på en henkogning af dyret tilsat klassiske franske krydderurter. Alle sad og kæmpede om de dyrebare dråber, indtil der var absolut 0% tilbage. Kaninen var braiseret i hvidvin, tres francais og var mør og dejlig. Man burde spise mere kanin, en helt perfekt efterårs bondemad. Kartoffelmosen var som en sky i munden, pisket til perfektion. Pige 3, vores gæstespiser i aftenens anledning, er fanatisk, hvad angår kartofler i mos, og den her blev godkendt til et stort 12-tal.
Call me crazy if you want, men vi bestilte altså en hovedret per pige, for hele menukortet talte til os. Der er bare noget med fransk mad, når kulden tager over. Plus, vi var blevet godt tipsy af både bobler og vin, vi købte nemlig lige en flaske mere, ups, ups. Men thank god, vi også hoppede på quenelle i hummerbisque! Endnu en klassiker fra det royale bagkatalog, og det blev måske aftenens vinder?
Hummerbisque kan ellers hurtigt blive for skarp og intenso, men den var så flot afstemt, og med en lille smule paprika, der kradsede dejligt i halsen efter hver bid. Selve quenellen var med gedde og var en 10/10 fluffy cloud af ren deliciousness! Så spændstig! Man skal virkelig kende sit håndværk, når man begiver sig ud i at koge sådan én, og det må man bare sige, at Postmanden gør.
Express post chokoladesovs
Vi var naturligvis allerede mætte på dette tidspunkt, men blev selvfølgelig nødt til også at prøve dessertkortet, 3 styks, yes please. Soufflé er nok banemanden for mange glade amatørkokke, but it ain’t amateur hour in here! Nærmest rørende, hvor smukt den – her med banansmag – har hævet og lavet et lille madlåg, hvor en quenelle af espresso is var nænsomt placeret. Banan og kaffe er bedste venner, og minsandten om det ikke også var en fuldtræffer her. Breakfast after dinner, vi elsker det.
Derefter bankede det karamelliserede sukkerlåg på en creme brulé, præcis, som var vi i Amelié-filmen. Det var en gigantisk portion, rigeligt til at alle piger kunne få multiple skefulde, og den bestod med bravour, selvfølgelig.
En Escoffier opfindelse, grandfather of French cooking, tør vi nok godt sige, Poire belle Helene var punktummet for vores aften her. Pocherede pærer som et fyrtårn med chokolade sovs og vanilje is er en virkelig nem ret, og den smager bare dejligt. Ikke så frygteligt meget at sige andet, end at den burde komme i alles hjemmekøkken-rotation, så vi har en undskyldning for at proppe os med is og choko. Big ups for, at chokoladen blev sendt med hastelevering direkte fra køkkenet af Postmanden himself, der sirligt stod og hældte den ud over tallerkenen frisk fra gryden.
Og så sad vi med udspilede maver endnu en gang, helt salige og mætte af en aften i det gamle posthus, hvor både rummet var smukt, og alt på tallerkenen var lækkert. Vi er glade for at Dave Harrison er tilbage med alle sine franske trumfer, og Pige 1 ringede til sin far med det samme og proklamerede at næste familiemiddag skulle være i det smukke Østerbro pejlemærke.
KARAKTER
9/10 så tæt på en tier vi kan komme uden at fyre double digits. De oversaltede panisse og den lidt for hurtigt våde dej til svampene holder os en my tilbage, men vi er millimeter fra fuldtræfferen. Glæder os fandme til at komme tilbage på posthuset, en sætning, vi aldrig troede vi skulle ytre.
Pris: 3.375.- i alt (al maden, 2 flasker kældervin, 3 glas champagne og dk vand ad libitum)
