Adrian Hughes siger næsten aldrig nej til noget: “Jeg er en medieluder i meget små hotpants”

Hvad er det vildeste, der er sket i år?

– Det vildeste, der er sket, er jo, at der er den her trylletrold, Jesper Dalgaard, der har lavet en dokumentarfilm om mig og min familie, som hedder ‘Mors drenge’. Om min mor, min morfar, min far, mine fire brødre og mig. Det er simpelthen så skørt, at dagligt må jeg knibe mig selv i armen og tænke, hvad var det dog, der skete? Hvordan kom det lige i stand? Jeg synes absolut, at det lever op til betegnelsen: At noget ret vildt er sket.

På en skala fra 1-10, hvor godt var dit år?

– Jeg synes, jeg har haft et fremragende år. Jeg har selvfølgelig lavet ‘Klog på sprog’ på P1. Og jeg må ikke sige det til nogen, men det er jo noget, jeg ville gøre gratis, fordi det er så vanvittigt sjovt. Og så sprang jeg for første gang ud som højskolelærer, hvor jeg fortalte folk om kunst på en måde, så der er mange, der har lyst til at komme igen. Og så har jeg været ude og holde en masse foredrag, både om min familiehistorie og om sprog. Som du kan høre på mig, så er jeg sådan en mand, der taler meget og har gjort det, siden jeg var tre år gammel. Og det kan jeg heldigvis leve af.

Hvad er noget, du har lært? 

– Jeg tror nok, at jeg har lært, at der er grænser for, hvor kritisk man kan være over for ledelseslaget i Danmarks Radio, uden at man til sidst høster konsekvensen af det. Jeg har jo længe været en af de mest kritiske i Danmarks Radio, som har talt om både generelle strukturelle problemer i organisationen, og så har jeg været meget kritisk over for min allernærmeste leder, som jeg har kritiseret meget offentligt, altså foran alle hendes medarbejdere. Der er åbenbart grænser for, hvad man kan sige i den sammenhæng, før hun træffer konklusionen af det – nemlig, at jeg næppe skal arbejde mere her. 

Hvad er noget, du fortryder?

– Jeg synes egentlig, at jeg har haft et godt år og er glad for de ting, jeg har lært. Man kunne selvfølgelig sige, skulle jeg så fortryde, at jeg har været så kritisk over for udviklingen i Danmarks Radio? Men der må jeg jo bare sige, at jeg holder jo mere af Danmarks Radio, end jeg holder af de mennesker, som leder Danmarks Radio. 

Hvad er den bedste film, du har set i år?

– Jeg var vild med ‘One Battle After Another’ af Paul Thomas Anderson. Det var sådan et gesamtkunstwerk, hvor en meget voldsom historie fortælles på forrygende vis. En film, der har brændt sig ind i min nethinde, er ‘The Zone of Interest’ af Jonathan Glazer. Det er en film, som på forbilledligvis fortæller om ondskabens banalitet. 

Hvilket stykke tøj har du gået mest med i år?

– Mine blå cowboybukser fra Replay. Og det er fordi, jeg køber næsten alt mit tøj i én og samme butik, som hedder ‘Nielsen og Co.’ på Christian IX’s Gade i København. Og jeg køber mit tøj der, fordi butikken rammer et skæringspunkt, hvor de har nogenlunde uformelt, men ikke lortet tøj. Det er ikke Jack & Jones, men heller ikke helt oppe i Paul Smith. Jeg tilhører tilfældigvis dem, som ikke giver 2.800 kroner for en skjorte. Og det vil sige, at sådan en som mig ikke får noget som helst ud af at læse i Euroman. 

Hvad var det vigtigste opkald, du har fået i år?

– Det var nok det Teams-opkald, hvor jeg fik at vide, at mit program ‘Klog på sprog’ blev fyret. 7,5 minutter varede opkaldet. Jeg havde godt set den komme og var da ærgerlig over det, men som jeg tidligere har udtalt, så er det ikke ulovligt at lukke et næsten 9-årigt gammelt program. Jeg er dog meget stolt af, at jeg har formået at finde en ny metafor til at beskrive, hvad ‘Klog på sprog’ gik ud på i hvert program. Eksempelvis: “Hvad vil det sige at endevende sproget? Ja, det vil sige, at vi lægger det op i et gynækologisk leje og så lyser det langt op i underlivet på det med et speculum og ser, hvad man kan finde af slibrige detaljer, som sproget gemmer på”.

Hvem har gjort en forskel i dit liv i år?

– Jesper Dalgaard, der er instruktøren bag ‘Mors Drenge’. Af den simple grund, at jeg er fuldstændig i himmelfalden over, at Jesper Dahlgaard kommer svingende ind på en lian fra venstre og finder familietraumer i min familie, som jeg slet ikke var klar over fandtes. Og det på trods af, at jeg har et øvet forspring på cirka 50 år. Og det har jo betydet, at jeg og mine fire brødre og min far ser hinanden på en meget mere oprigtig måde. Som min lillebror siger: Det betyder jo pludselig, at når brødrene og far stikker hovederne sammen, så taler vi for en gang og en skyld om følelser. Og ikke bare om store, gamle biler og om tennis. Det kommer jeg til at være Jesper Dalgaard taknemmelig for til mine dages ende.

Hvad skal der til, før du ser dig selv som en succes?

– For mig hænger succes meget sammen med mit arbejdsliv. Så hvis jeg skal opfatte mig selv som succesrig, skal jeg være fuldt beskæftiget. Nu bliver jeg jo snart 64 år, og det er jo en periode af folks liv, hvor de langsomt begynder at mærke, at der er mindre efterspørgsel efter deres færdigheder end hidtil. Og ligesom alle andre, lad os kalde os seniormedarbejdere, oplever jeg en meget stor skel mellem, hvordan andre mennesker opfatter min arbejdsevne, og hvordan jeg selv opfatter min arbejdsevne. Jeg synes jo, at der er fuldt tryk på alle kedler. Men pludselig synes folk jo, at nu har man været her længe nok, og der måske skal nogle andre boller på suppen. 

Hvilken arbejdsvane vil du ikke tage med ind i 2026?

– Jeg ville ønske, at jeg med et fingerknips kunne fjerne alt det, der hedder overspringshandlinger. Man laver jo overspringshandlinger, når man når til et punkt i sit arbejde, hvor inspirationen lige blafrer et kort stykke tid. Alle kreative medarbejdere har dog fortalt mig, at man skal gå ind i det og blive i det og simpelthen banke det ud. Altså, anslag for anslag på sin elektriske skrivemaskine, eller hvad man nu arbejder med.

Er der noget, du ikke opnåede, som du gerne ville?

– Det mest indlysende for mig ville have været, at man havde sagt, ved du hvad, ‘Klog på sprog’ har haft sin tid i radioen, men lad os lige se, om vi kan udvikle et koncept med dig som vært her i Danmarks Radio. Jeg har jo det problem, at mit såkaldte brand er meget tæt knyttet til Danmarks Radio. Jeg har jo arbejdet her i 32 år. Og derfor ville det være oplagt at være vært på en form for samtalesalon om kunst, kultur, historie eller noget fjerde. Men det har jeg ikke opnået. Det burde jeg nok have. Det må jeg se, om jeg kan udvikle et andet sted.

Hvad er et program, du sagde ‘nej’ til at medvirke i?

– Nu er det jo virkelig, virkelig, virkelig sjældent, at jeg siger nej til noget. Jeg er en medieluder i meget små hotpants. Jeg ville gerne være med i ‘Forræder’ på TV 2 og har praktisk talt ligget foran Hvedholm Slot (hvor ‘Forræder filmes, red.) med neglene mod bladguldet på fyldningsdørene og tryglet om at få lov at være med. Jeg er god til at lyve folk direkte op i ansigtet. Men de synes jo ikke, at den cirka 63-årige Adrian Lloyd Hughes vil passe ind i deres influencer og stand-up-komiker-casting. Det kan også være, de mener, at ham Adrian er for arrogant, han synes, at solens stråler skinner ud af røven på ham, og det har de jo ret i. Jeg ville sikkert blive stemt hjem som den første.

Hvad øver du dig på  at blive bedre til?

– Klaver. Jeg er i den dumme situation, at jeg først begyndte at lære at spille klaver som 27-årig. Og derfor er der grænser for, hvor virtuos man kan blive. Jeg lærer at spille 3-4 sange om året, og jeg kan forsikre dig om, at det lyder ad helvedes til. Der er jo intet værre end at høre en melodi, man kender og så høre den blive spillet forkert på hvert andet anslag. Jeg spiller på et akustisk klaver, så mine underboere også kan få glæde af det.

Hvad glæder du dig mest til næste år?

– Jeg skal til Japan sammen med min yndlingsmand, Verner Kristiansen, og blive klogere på den særegne japanske kultur. Deres mærkelige måder at pakke ting ind på, deres fantastiske måde at lave mad på. Og så skal vi besøge kunstøen, Naoshima. Hvis man er interesseret i kunst, er det et slaraffenland.