Classy på en søndag
Hvis din søndag trænger til mere hovedpersonenergi end tømmermændspizza på sofaen, så book et bord til Amazundays hos Cinco på Vesterbro. Konceptet er enkelt: sharing menu. For 395 kroner får du hele 13 serveringer, der føles som en lille smagsrejse gennem Latinamerika – hvis Latinamerika altså havde en meget stilfuld kusine i Indre København. Retterne lander på bordet som små kunstværker, mens restauranten i en varm, eksotisk og nedtonet belysning gør det lille ‘bord til to’ til en helt ny oplevelse. Især den sprøde mini-taco med kalvetatar og brændt brasiliansk figenkompot kunne jeg godt have hapset nogle flere af. Så tag din kæreste, mor eller roomie under armen, og brug tiden fornuftigt. Jeg gjorde det selv forrige søndag, og det gjorde i hvert fald dagen mere eventyrlig, end hvis jeg var blevet hjemme på sofaen.

Lad os tale om kvartvejskrisen
Vi kender alle den klassiske midtvejskrise, men jeg synes, det er på tide, at vi taler lidt mere om kvartvejskrisen, der rammer i midten af 20’erne, hvor man lægger fundamentet for resten af sit liv. Hvad skal jeg studere? Hvor er det rigtige sted at bo? Og hvordan får jeg lige SU, studiejob og sociale planer til at gå op, når der både skal være råd til en nogenlunde varieret aftensmad, øl i weekenden og den sindssygt dyre Roskilde Festival-billet – for ikke at glemme huslejen selvfølgelig?
Lydbogen ‘Kvartvejs’ skildrer fire forskellige cases, der lige så godt kunne være dig, din veninde eller din bror, og dykker ned i de bekymringer og forventninger, der præger livet som ung voksen. Fra kærlighed og utroskab til stræben efter glæde i hverdagen – følelsen af stress uden rigtigt at have det, ubeslutsomhed og konstant at være bagud. Jeg lyttede selv til den på gåture rundt om Teglværkshavnen i en periode, hvor jeg følte mig som én stor kvartvejskrise. Efter fire timer og 19 minutter med psykologen Mette Bratlann i ørerne følte jeg mig ikke nødvendigvis kureret, men mere normal. Jeg tror netop, dét er lydbogens største styrke: Den minder os om, at kaos og tvivl ikke er en fejl – men en uundgåelig og lærerig del af at blive voksen.

Tag din ø-mødom
Til dig, der savner et frisk pust fra Københavnerstadens trummerum, men stadig vil have en weekend, der sparker røv, har jeg en klar anbefaling: Tag til Ungdomsøen. Jeg vil kalde det Øresunds svar på Absalon. Bare på steroider. Øen er et samlingspunkt for koncerter under åben himmel, kreative workshops, mad over bål, fællesspisninger, shelterture – og de der dage, hvor man føler sig rig på oplevelser på den helt irriterende livsbekræftende måde. Og nej, det er hverken besværligt eller dyrt. Parker cyklen ved Nyhavn 71, og forær 30 minutter og 70 kroner til Spar Shipping-færgen, og den vil lynhurtigt fragte dig til Ungdomsøen. Et gammelt søfort fra 1894, der føles som et lille magisk parallelsamfund langt fra byen – men stadig med Refshaleøen som nabo.
Min egen ø-mødom blev sprunget, da jeg sammen med Praise Ungdomsgospel tog derud til en aften med langbordsmiddag, fællessang i fortets underjordiske gange og intimkoncert med LUCA. Især hendes sang: ‘Is It Obvious’ har siden sat sig fast – giv den et lyt. Jeg blev taget i hånden, vist rundt og følte mig hurtigt som en del af det inkluderende og inspirerende fællesskab.

Ugens af-befaling: Islands Brygge
De første danske sommersolstråler er begyndt at titte frem, og måske står en tur til Islands Brygge allerede på din juni-bucket list. Men helt ærligt: Har du lyst til at ligge som sild i en tønde, omgivet af bluetooth-højtalere, intime højlydte samtaler og skulder-mod-skulder-solbadere? Tag i stedet mod Københavns svar på Venedig: København SV.
Her kan du glide gennem kanalerne på et paddleboard i roligere omgivelser og lægge til ved små badebroer, mens resten af byen koger over i larm og pladsmangel. Området er spækket med spots til en dukkert eller en pause i solen: Havnevigen, Teglværkshavnen, Teglholmens Sydkaj med Yum Yoga lige i nærheden, Skibbroen med Kahyt & Kaffe, Sluseholmen og Teglholmens Havnepark. Og listen fortsætter. Så ja, afbefaling herfra til Islands Brygge i højsæsonen. København SV ligger kun ti minutter ekstra på cyklen, men er det hele værd.
