Foto: Kirill Kudryavtsev/AFP/Ritzau Scanpix

Spotify har fjernet mere end 50 millioner AI- og spam-sange i år

Nu beder streamingtjenesten også deres brugere om hjælp.

Forestil dig det her: Du har sovet længe lørdag morgen, du står op, sætter kaffe over og tænker, ‘jeg gad sgu egentlig godt at høre noget hygge-jazz lige nu’. Herefter åbner du Spotify, som nu præsenterer dig for en playliste, der hedder Jazzy Morning.

Du trykker play, og ud af din højtaler flyder så noget sagte piano, der af og til assisteres af en kælen saxofon. Det kunne fx være Stan Getx, og alt er perfekt. Så går tiden, og lige pludselig går det op for dig, at musikken lyder lidt forkert. Lidt for hyggelig og ikke helt som Stan Getz længere.

Uden at vide det har du pludselig gået og lyttet til musik lavet af AI. Måske har du ikke engang lagt mærke til det.

Indtil for nylig kunne det her scenarie sagtens udspille sig.

Musik lavet af AI oversvømmer i disse år streamingtjenester som fx Spotify. Visse tal peger på, at op mod en tredjedel af al den musik, der uploades, er AI-musik – altså mere eller mindre autogeneret musik lavet ved hjælp af AI. Men folk tænder ikke på det, de gider simpelthen ikke høre det, og derfor har Spotify sat kampen ind mod såkaldt AI-slop og spam-musik uden reelle kunstnere.

I år har streamingtjenesten således fjernet mere end 50 millioner sange i dén kategori. Det lyder af meget, men er faktisk et fald i forhold til sidste år, hvor tallet var 75 millioner.

Helt konkret har Spotify besluttet ikke at bruge AI-musik i deres egne spillelister – det kunne fx være Jazzy Morning. Det sker som et led i en større plan om at blive den mest gennemsigtige streamingplatform på markedet.

– AI-genereret slop og spam hører ikke hjemme i vores anbefalinger, og vi har lavet ændringer for at holde det ude og beskytte lytteoplevelsen, sagde Spotify i en udtalelse tirsdag.

Samtidig har Spotify i september indfaset et nyt label til det, de kalder ‘AI-Generated Artist Identities’ – det vil sige artister, som ikke er ægte mennesker. Fremover vil man efter sigende kunne se et badge med titlen ‘AI Persona’ på disse artisters side. Omvendt vil man også indføre et label til verificerede artister.

Stor trussel

Oversvømmelsen af AI-musik anses for at være en stor økonomisk trussel mod dansk såvel som udenlandsk musik. Den danske rettighedsorganisation KODA anslår et omsætningstab på 28 procent i 2030 med den nuværende udvikling.

Derudover hører det med til fortællingen, at AI-musikken som bekendt træner og bruger ægte kunstneres musik til at generere ny musik – vel at mærke uden at betale for det.

Men det er, hvis man spørger dem selv, ikke nogen nem opgave for virksomheder som Spotify at luge ud i ukrudtet på deres egen platform. Og i takt med at AI udvikler sig, bliver det kun endnu sværere at stille med den nødvendige teknologi. Derfor beder Spotify nu også brugerne om hjælp for at få bugt med problemerne.

Snart vil man som bruger kunne rapportere til Spotify, når man støder på en artist, man mistænker for at være AI-genereret.

Men allerede nu bruger Spotify faktisk brugernes lyttemønstre til at detektere falske profiler og AI-musik. Der er nemlig et overlap mellem de sange, som brugerne skipper, og de sange, som er AI-genererede.

Sagt på en anden måde: Brugerne gider egentlig ikke lytte til AI-musik, hvis de kan blive fri. Og det lader det til, at Spotify nu er ved at indse.

– AI udvikler sig hurtigt, og skadelige aktører tilpasser sig lige så hurtigt, men i takt med, at AI-musik bliver mere udbredt, tror vi, at lytterne vil værdsætte kunstnerisk udfoldelse fra mennesker endnu mere, udtalte Spotify.

Ikke slået igennem endnu

Trods Spotifys udtalelser og planer om at dæmme op for AI-musik, er tiltagene ikke slået igennem endnu. Man vil således stadig kunne finde AI-artister, der tilsyneladende fremstår som reelle artister på platformen.

Ironisk nok kommer tiltagene også på et tidspunkt, hvor man allerede har set Spotify anklage ægte musikere for at have brugt AI i deres musik. Det så vi blandt andet hos den danske artist Astrid Engberg, der for nylig fik tilbageholdt sit nye album, fordi Spotify mente, der var brugt AI i musikken.

Der famles således stadig lidt i blinde på området, alt imens flere og flere virksomheder som Coop365 og PureGym aktivt vælger at bruge AI-genereret og rettighedsfri musik i deres centre for at spare penge.

– Vi ved, at musikken økosystem udvikler sig, og det vil vores tilgang også. Vi vil fortsat tilpasse os landskabets ændringer i takt med at vi lærer fra artister, lyttere og partnere i branchen, lyder det fra Spotify.

 

Footer graphics