Så er vi nået til finaleafsnittet i denne sæson af ‘Højskolen’. Programmet, hvor deltagere mødes for at tale en masse om, hvor meget der skal ændres i samfundet for så at gå deres vej igen.
Denne gang skal det handle om folkeskolen, og det er Vallekilde Højskole, der lægger kulisse til.
– Danske skoleelevers faglige niveau er lavere end nogensinde, siger Natasja Crone og henviser til de elendige PISA-tal.
Nå, så hvordan gør vi folkeskolen great again?
Dét ved Jim Lyngvild åbenbart. Han toner frem på skærmen med en runebesat isse og en kæmpe hvid varevogn. Da han åbner bilens bagdøre, vælter det ud med nogle gamle skeletter. Det er muligt, at han skal til Viking-con senere på dagen. Eller at han har myrdet en masse mennesker.
– Når nu man er ved at bygge et nyt skolesystem, ved man aldrig, om man kommer forbi en skat, siger han.
Dét giver absolut ingen mening. Men der er ikke tid til at dvæle ved nonsens, fordi pludselig vælter det ind med den ene politiker efter den anden.
Her er Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti, Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti, Rosa Lund fra Enhedslisten, Peter Kofod fra Dansk Folkeparti, undervisningsminister Magnus Heunicke og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
Jim Lyngvild bemærker, at Lars Boje Mathiesen får et værelse, der hedder ‘White house’.
– Er det et omen, at du har fået The White House? Er det Danmarks nye statsminister, der står her?
– Jeg siger alt for mange ting uprovokeret. Den karriere tror jeg næppe, det bliver, svarer Lars Boje Mathiesen.
– Selv den største tosse kan blive USA’s præsident, så hvem ved, siger Jim Lyngvild med en faderlig tone.
– Der er håb for os alle sammen, svarer Lars Boje Mathiesen.
Selv om vi stadig ikke ved, hvorfor Jim Lyngvild er her, er der ingen tvivl, om at han allerede er en gave til dette afsnit.
Så er det blevet tid til den første debat. Det første spørgsmål, der skal diskuteres, er: Hvem har ansvaret for, at niveauet i folkeskolen er rekordlavt, og hvordan vender vi udviklingen?
Det er alle mulige menneskers skyld, siger Mette Abildgaard. Der er ikke nok undervisere, og de, der er forlader jobbet, fordi de lider af “moralsk stress” – en følelse af, at de ikke kunne gøre den forskel, de håbede på. Og så er lærere træt af den forfejlede inklusion, som de skal bruge unødigt meget tid på. Og socialdemokraterne har åbenbart også gjort det virkelig ringe på børne- og undervisningsområdet.
Forældrene får også skylden. Eller nærmere: Forældre, der er skideirriterende på Aula.
– Hvis jeg tog min Aula med her og viste, hvordan forældre skriver til lærerne, ville I løbe skrigende bort. Selv Facebook blegner ved siden af, siger skoleleder Thomas Friis Petersen.
Kort efter sidder Jim Lyngvild i en tomandsdebat med Magnus Heunicke. Udover frisure har de to sådan cirka nul ting til fælles. De er dog meget søde ved hinanden.
Vi lærer, at Jim Lyngvild har gået på over 10 forskellige folkeskoler og var et “problembarn”, der var voldelig og kastede med borde og stole. Der var ingen, der greb ham dengang, siger han, og han kan ikke se, at noget har ændret sig på de 40 år, der er gået, siden han selv var skolebarn. Nu har han skabt en alternativ skole ved navn Drakonheart, der skal få fantasien tilbage i læringen.
– Vi prøver bare at sige: Okay, lav en trylledrik. Så skal man jo vide noget om gram og centiliter og logodesign. Så er der pludselig en masse læringselementer, siger han.
Vi rives hurtigt væk fra runer og trylledrik, for nu skal Mette Abildgaard og Rosa Lund debattere. Der kommer lidt mere fut i fejemøget, da de er uenige, om hvorvidt man skal inddele folkeskoleelever efter niveau.
– Min frygt er jo, at man siger: Her går de rigtig kloge, og herover går der nogen, der ikke er så kloge. Det vil have en social slagside, siger Rosa Lund.
Mette Abildgaard er uenig. Hun tror ikke, at niveauinddeling vil resultere i “A-, B- og C-hold”, men derimod vil sikre, at der kommer en mere “målrettet indsats”.
Debatterne er ualmindeligt udramatiske i dette afsnit. Alle er übersøde, og ingen er rigtigt uenige med hinanden. Selv ikke klassens frække dreng, Lars Boje Mathiesen, kan svinge sig op til at sige noget kontroversielt. Det er lidt som at være i spa, sådan som alle bare viber med hinanden og har det fedt.
Apropos fede tider, så spiller alle lige pludselig bordtennis. Lars Boje Mathiesen sidder på sofaen med en øl og giver en tommel op, og Rosa Lund sidder og strikker. What in the Krummerne is going on?
Kort efter er der aftensmad. Natasja Crone afbryder deltagerne midt i maden og siger noget kedeligt om tidsplanen for de kommende debatter. Så spørger Jim Lyngvild, om hun ikke skal spise med.
– Jeg vil ikke squeeze mig ind, svarer hun.
– Den lille numse kan godt komme ind, siger Jim Lyngvild.
– Hvordan slipper man afsted med at sige sådan noget?, spørger Lars Boje Mathiesen misundeligt.
– Ved at være homoseksuel. Og når man siger det på fynsk, kan man komme afsted med alt, svarer Jim Lyngvild. Touché.
På et tidspunkt går Lars Løkke Rasmussen og Johanne Schmidt-Nielsen udenfor. Så begynder sidstnævnte at tale om, hvordan børns fysiske fællesskaber er “vigtige for demokratiet”.
Til dét svarer Lars Løkke Rasmussen:
– TIl spejder var der én, dreng, der blev kaldt Lorte over i skolen. Øgenavnet var Lorte. Men da han var i min patrulje, var han den, der turde alt. Så var Lorte ikke Lorte længere.
Det er lidt svært at forstå pointen med historien, men tonen er meget Bamse & Kylling-agtig. Det hjælper ikke, at Lars Løkke Rasmussen bærer en T-shirt med ordene ‘Bedst sammen’ og ryger pibe.
Da kameraet slukker, hører man ham spørge Johanne Schmidt-Nielsen, om hun “ikke skal have en smøg”, fordi hun “jo ikke bliver filmet mere”. Så kom han alligevel frem, Fadbamse-Lars.
Ved morgenmaden næste morgen rusker Jim Lyngvild op i selskabet på ny.
– Skal det afskaffes det der Aula dér, Lars? Er det noget lort?, spørger han.
– Det siger mit parti jo, svarer Lars Løkke Rasmussen og lyder lidt som Donald Trump, når han siger ting som “we’ll see what happens with Ukraine”.
Han forsvarer dog beslutningen med, at forældrene skal skrue ned for indblandingen i klasseværelset. Så snakker bordet om, hvor meget de savner kontaktbøger. Madicken Luther, der er formand for Danske Skoleelever, ser lidt blank ud imens og tænker sikkert: Hvad fuck er en kontaktbog?
Så synger alle deltagerne – som sædvanlig – en sang fra Højskolesangbogen. Man kommer let til at second screene, for nøj, hvor er det kedeligt og langtrukkent.
De 24 timer er nu gået, og Natasja Crone møder nogle af deltagerne på vej ud af døren. Magnus Heunicke, især, er helt overvældet over opholdet.
– Hold da kæft. Overvældende. Men på den virkeligt gode måde. Virkelig intenst. Blod på tanden, siger han.
Ah, hva? Der er ingen tvivl om, at afsnittets deltagere brænder for en bedre folkeskole. Men tredje og sidste afsnit af ‘Højskolen’ er en noget undervældende omgang. Deltagerne ligner ret meget hinanden, mener ret meget det samme og bekræfter hinanden i, at en forbedret folkeskole er et spørgsmål om færre skærme, mindre forældreindblanding, mere fysisk samvær og flere midler.
Ting, vi godt vidste i forvejen. Men hey, i det mindste er stemningen halvtreds gange bedre end i sidste uge. Og den får da et minimum af spræl med Jim Lyngvilds deltagelse. Hver gang den mand åbner munden, falder der guldkorn ud – og hans bramfrie sprog fungerer som en Mentos i et glas cola i dette program.
Heldigvis.
