'Høst'.
Foto: Camilla Hjelm / DR

Ugens bedste streaming: DR er klar med næste store seriesatsning

Det er endelig blevet tid til at se et stjernespækket dansk familiedrama om landbrugslivet, mens der i denne uge også er sprudlende musik og vild spænding på tv-plakaten.

Velkommen til ugens streaming-anbefalinger, hvor der virkelig er et bredt spekter af spændende og forskellige serier og film at kaste sig over.

Vi skal blandt andet sige velkommen til DR’s næste store seriesatsning, et spritnyt musikprogram på TV 2 og nye sæsoner af voldsomt populære serier. Men også på de bredere linjer er der sket store ting de seneste dage.

Mediegiganten Paramount har endelig officielt købt konkurrenten Warner Bros. Discovery, og det får betydning på streaming-markedet, fordi det kombinerede selskab med det nye navn Skydance nu både ejer SkyShowtime og HBO Max.

Imens har Prime Video købt de globale rettigheder til Emmy-uddelingen, så danskere til næste år kan se tv-verdens største prisfest.

Vi går en usikker og spændende fremtid i møde, men på den korte bane ser de kommende syv dage også særdeles interessante ud.

Høst

Det nuværende billede har ingen alt-tekst. Filnavnet er: dr-260911084542182.jpg
Simon Bennebjerg og Katrine Greis-Rosenthal i ‘Høst’. Foto: Camilla Hjelm / DR

Tidligere i år fik DR’s nye, store seriesatsning ’Høst’ verdenspremiere på tv-festivalen Canneseries, og lige siden har den været ventet i nærmest åndeløs spænding. Det er en familiesaga om mennesker, der kæmper med landbrug og bitre følelser på slægtsgården Feldumgaard.

Serien er blevet kaldt ’Succession’ med traktorer, men kan nærmere beskrives som en krydsning mellem ’Festen’ og ’Arvingerne’. Den starter ved patriarken Gorms 65-års fødselsdag, hvor han skaber splittelse i familien ved at udpege datteren Astrid som sin efterfølger til at overtage gården, selv om alle havde regnet med, at hans ældste søn Erik fik det hverv.

Det er den tidligere Oscar-nominerede instruktør og manuskriptforfatter Martin Zandvliet, der har skabt serien, som har blandt andre Katrine Greis-Rosenthal, Lars Brygmann, Elliott Crosset Hove og Simon Bennebjerg på rollelisten. Vil du vide mere, kan du læse min særdeles begejstrede anmeldelse her.

’Høst’ havde premiere i fredags på DRTV og søndag på DR1.

Marshals

Det nuværende billede har ingen alt-tekst. Filnavnet er: skyshowtime-marshals.jpg
’Marshals’ sæson 2. Foto: SkyShowtime

Der er en lind strøm af serier at kaste sig over, hvis man simpelthen ikke kan få nok af det billedskønne western-univers, som blev skabt af Taylor Sheridan med ’Yellowstone’. Serien om Dutton-familien sluttede i 2024, men siden er der kommet spinoff-serier om både den rebelske datter Beth og den martrede søn Kayce.

Sidstnævnte hedder ’Marshals’, og første sæson af den kom for kun et halvt års tid siden. Folkene bag serien har dog sørget for at smede, mens jernet var varmt. Derfor kan vi allerede nu kaste os over endnu en sæson, hvor Kayce sammen med gamle og nye venner agerer lovens lange arm som såkaldte U.S. Marshals, en slags sheriffer af den gamle skole.

De benytter sig ganske vist af heste, men er ikke blege for også at trække de tunge skydevåben frem, når de håndhæver lov og orden i den del af USA, vi ikke ellers ser så tit på tv-skærmen.

’Marshals’ sæson 2 havde premiere fredag på SkyShowtime.

Oasis: Don’t Look Back in Anger

Det nuværende billede har ingen alt-tekst. Filnavnet er: screenshot-2026-07-09-112917.png
Foto: Simon Emmett

Nåede du ikke i biografen for at se dokumentaren om Gallagher-brødrenes comeback-tour med bandet Oasis, da den i sidste måned kunne opleves på det store lærred, er der gode nyheder. Filmen kan nemlig allerede nu streames i hjemmebiografen.

’Oasis: Don’t Look Back in Anger’ fik fem fuldfede hjerter af vores anmelder, der beskrev den som en film, hvor kærlighed, god musik og selvironi går op i en højere enhed. Vi er med som fluen på væggen, når de to (slags)brødre Liam og Noel Gallagher genforenes efter alt for mange år, hvor kommunikationen kun har bestået i skiftende stikpiller i pressen.

Der er smuk nostalgi i det musikalske fællesskab, som bliver skabt, når Oasis spiller deres generationssamlende perler som titelnummeret og ’Champagne Supernova’.

LÆS OGSÅ:

’Oasis: Don’t Look Back in Anger’ kan ses nu på Disney+.

Animals

Det nuværende billede har ingen alt-tekst. Filnavnet er: animals-20250311-wp-0082-r2.jpg
‘Animals’. Foto: Warrick Page / Netflix

Når det kommer til stykket, er vi mennesker bare påklædte dyr, der vil kæmpe til sidste blodsdråbe, hvis vores liv bliver truet. Den påstand synes at ligge i titlen på Ben Afflecks nye Netflix-film ’Animals’, der altså ikke er en dyrelivsdokumentar, men en barsk thriller om mennesker i store problemer.

Affleck har instrueret og været med til at skrive filmen, men han spiller også hovedrollen som en politiker, der midt i en valgkamp for at blive borgmester i Los Angeles gennemlever et sandt mareridt, da hans søn bliver kidnappet. Sammen med konen – spillet af Kerry Washington – går han på kompromis med sin integritet for at skaffe penge til at betale en løsesum.

Hovedbagmandens nære ven Matt Damon skulle oprindeligt have spillet rollen, men fik travlt med andre film. Til gengæld er gode skuespillere som Gillian Anderson og Steven Yeun på rollelisten.

’Animals’ kan ses nu på Netflix.

Simon siger

Det nuværende billede har ingen alt-tekst. Filnavnet er: image-1-fra-topgunn-0362.jpg
‘Simon siger’. Foto: Lasse Lagoni / TV 2

Du kender nok legen, hvor man for eksempel skal hoppe på kommando, men vel at mærke kun, hvis der bliver sagt ”Simon siger” forinden. Nu kommer så et nyt TV 2-program, hvor det er musiker Simon Kvamm, der dikterer, hvad deltagerne skal gøre.

Dertil kan man jo indvende, at han allerede har gjort netop det som tidligere dommer i ’X Factor’. Men i ’Simon siger’ har Kvamm inviteret otte kendte musikere – blandt andre Søs Fenger, Peter Sommer og Katinka – med på sin højskole, hvor de skal indtage scenen og kaste sig ud i musikalske udfordringer, som de aldrig selv ville have valgt.

TV 2 beskriver selv programmet som Danmarks mest uforudsigelige, sjove og nyskabende musikfest, og det lyder ikke af så lidt. Forhåbentlig bliver alle de forventninger indfriet.

’Simon siger’ havde premiere 10. oktober på TV 2 og TV 2 Play.

Kongehuse i krise: Norge

Det nuværende billede har ingen alt-tekst. Filnavnet er: dr-260916083825106.jpg
’Kongehuse i krise: Norge’. Foto: EBU / DR

Det går op og ned i showbiz, siger man som bekendt, men det må det i den grad også siges at gøre i Norge. Som et af verdens mest magelige samfund med oliemilliarder på bankbogen bliver man næsten irriteret, når de samtidig er en af verdens bedste film- og serienationer, mens fodboldholdet endda begynder at få succes på banen.

Til gengæld står det mildt sagt svært til i deres kongehus. Efter den alfaderlige patriark kong Haralds død har ældstesønnen Haakon overtaget pladsen som spydspids for et monarki, hvor snart sagt alt sejler, ikke mindst i hans egen nære familie. Hans indtil for nyligt dødssyge hustru Mette-Marit blev sat i forbindelse med den afdøde forbryder Jeffrey Epstein, mens hendes søn blev dømt for voldtægt og andet.

Dokumentaren ’Kongehuse i krise: Norge’ undersøger, om det nye kongepar mon kan få vendt folkestemningen.

’Kongehuse i krise: Norge’ kan ses fra 11. oktober på DRTV og 13. oktober på DR1.

VisionQuest

Seneste skud på stammen i Marvels superhelte-univers centrerer sig om androiden Vision, der besidder superkræfter ud over det sædvanlige. Han kunne også opleves i den eksperimenterende miniserie ’WandaVision’, der blev starten på en tv-trilogi, som desuden tæller ’Agatha All Along’, og som ’VisionQuest’ nu er kulminationen på.

Det er om at holde tungen lige i munden, for det er et yderst komplekst og fintmasket net, som er blevet spundet i de tre serier. Paul Bettany gentager rollen som Vision, der i den nye serie er blevet rebootet og gået under jorden. Der er dog en dusør på hans hoved, og han tager flugten med en gådefuld dreng, som måske er en reinkarnation af Visions egen søn.

Har man ikke totalt styr på enten de mange Marvel-film og -serier eller tegneserieforlægget, er man muligvis stået af for længst. Men med forgængerne i baghovedet er der chancer for en lille perle om sorg og tab.

’VisionQuest’ får premiere 14. oktober på Disney+.

The Diplomat

Nuværende billede: "Two people in formal coats sit on outdoor stone steps, appearing serious and deep in conversation, with an old stone wall in the background. The man wears a suit and tie with an American flag pin, suggesting a political or official context."
’The Diplomat’ sæson 4. Foto: Netflix

Når man som undertegnede ikke har set de første tre sæsoner af Netflix-succesen ’The Diplomat’, er det en vild verden at blive kastet ind i, når man ser traileren og læser om den nye sæson. Måske er det lige så hektisk for faste seere, men den politiske thrillerserie er også af vores anmeldere blevet beskrevet som en af tidens skarpeste.

Altid forrygende Keri Russell spiller titlens diplomatiske Kate Wyler, der lever et liv i den politiske overhalingsbane som amerikansk ambassadør i England. Desuden er hun gift med vicepræsidenten og har dermed et både privat og professionelt forhold til den kvindelige præsident og hendes førstemand.

Det er et knudret spindelvæv af relationer, og det skaber da også problemer i fjerde sæson af serien, hvor storpolitik og personlige fejder smelter sammen i skøn forening. Kate kæmper både for sit eget ægteskab og landets fremtid i et spil, hvor indsatserne er tårnhøje.

’The Diplomat’ sæson 4 kan ses fra 15. oktober på Netflix.

Crystal Lake

Det nuværende billede har ingen alt-tekst. Filnavnet er: nup-211121-00008.jpg
’Crystal Lake’. Foto: HBO Max

Vi nærmer os med hastige skridt Halloween den 31. oktober, og mange streamingtjenester har gjort det til en tradition at skrue op for uhyggen i hele måneden som optakt til den skræmmende mærkedag.

På HBO Max gør man det blandt andet ved at have premiere på den nye gyserserie ’Crystal Lake’, der foregår i samme univers som den hæderkronede slasher-filmserie ’Fredag den 13.’ Serien er en prequel, hvis handling udspiller sig inden Jason Voorhees blev den frygtede morder med ishockeymasken. Han er i serien en lille dreng, der drukner i en sø, mens fokus er på hans sørgende mor Pamela.

Linda Cardellini var senest aktuel på HBO Max som det ene ben i den svært inciterende miniserie ’DTF St. Louis’, der skildrer et trekantsdrama på helt unik vis. Det må siges at være en noget anden verden, hun befinder sig i denne gang, men skuespilleren er altid interessant at kigge på.

’Crystal Lake’ får premiere 15. oktober på HBO Max.

Stormen

Det nuværende billede har ingen alt-tekst. Filnavnet er: the-storm-u1a8193-johanpaulin-netflix.jpg
’Stormen’. Foto: Netflix

Vi slutter med noget lige så karakteristisk for årstiden som uhygge, nemlig blæsevejr. I den svenske Netflix-film ’Stormen’ er der både et bogstaveligt og et metaforisk stormvejr under opsejling.

Komedien foregår under en snestorm, hvor en flok venner forskanser sig i en luksushytte i det nordlige Sverige under Filips 45-årsfødselsdag. Han har inviteret de nærmeste til fejring, men under den smukke fernis truer problemerne med at bryde ud i lys lue, da skeletter vælter ud af skabene og kontrol udskiftes med kaos.

Josephine Bornebusch, der har stået bag afsnit af udenlandske serier som ’Baby Reindeer’, ’Bad Sisters’ og ’Vladimir’, har skrevet, instrueret og medvirker i filmen, hvor også Gustaf Skarsgård og Aliette Opheim er på rollelisten.

’Stormen’ kan ses fra 15. oktober på Netflix.

Find mere om
Footer graphics