– Jeg kan næsten ikke komme i tanke om noget mere skræmmende end at være ung midtjysk bøsse, siger 23-årige Kalle Straagaard Jensen.
Han ved godt, at det er en bastant udmelding, men han står ufortrødent ved den.
Han er selv homoseksuel og flyttede fra sin hjemby, Herning, som 19-årig. Han havde fået en kæreste i København, og så drømte han om et andet liv, end det han kunne få derhjemme. Han oplevede, at der var et fastlåst ideal for, hvordan livet burde se ud, som han ikke kunne se sig selv i.
– Den ideelle borger i Herning er én med en mellemlang eller lang videregående uddannelse, som arbejder i en privat virksomhed, er aktiv i det lokale foreningsliv, har jakkesæt på på arbejde, har to biler i indkørslen og et par børn. Og så er de selvfølgelig heteroseksuelle, siger han.
Netop dét ideal kritiserer Kalle Straagaard Jensen i et debatindlæg i Herning Folkeblad. ‘Kan Herning egentlig være stolt af mig nu?’ spørger han i indlægget og fortæller om en mangeårig identitetskrise, der bunder i en følelse af aldrig at have passet helt ind i idealet for den gode samfundsborger i provinsen.
LÆS OGSÅ:
Hans forældre flyttede til Jylland fra Sjælland, da han var to år gammel – og selv om han har brugt hele sin barndom og ungdom i Herning, følte han sig ikke “jysk nok”, siger han. Han gik ikke til fodbold, håndbold eller gymnastik, som var de sportsgrene, det lokale foreningsliv tilbød. De fleste af hans venner var piger – noget, der afstedkom stikpiller om, at han var “bøsse, gay og homo”.
Da Kalle Straagaard Jensen senere sprang ud som homoseksuel, blev følelsen af at være fremmedgjort fra lokalsamfundet kun forstærket.
– Jeg har jo ikke lyst til at blive i Herning af flere årsager, men dét er en af dem. Men det er også ærgerligt, for hvis vi – LGBTQ+-personerne – alle sammen flytter, så er der jo heller ikke nogen til at tage kampen. Så jeg synes, det er modigt af de få, der bliver tilbage i provinsen og lever deres åbne homoseksuelle liv, siger han.
Aldrig chikaneret
Han understreger, at han aldrig har oplevet decideret chikane for at være homoseksuel. Der var bare en stærk, “heteronormativ understrøm”, der drev igennem samfundet, og som homoseksuel mand er det let at føle sig forkert, siger han.
– Som barn er jeg jo ikke vokset op med at se to mænd kysse på gaden eller gå hånd i hånd ned ad Herning gågade. Jeg tror faktisk kun, jeg har set ét homoseksuelt par i byen – mig selv og min daværende kæreste.
Han havde ingen venner, der var åbent homoseksuelle og oplevede ikke, at det blev snakket om derhjemme eller i skolen.
– Der er ikke nogen, man kan spejle sig i. Jeg ville elske at kunne gå ned igennem gaden hånd i hånd med en mand uden at blive stirret på, siger han.
LGBT+ Danmark bekræfter
Ifølge Susanne Branner, sekretariatschef i LGBT+ Danmark, er der en udfordring med fællesskaber for LGBT+-personer uden for de større byer.
– Vi kan bekræfte, at LGBT+-personer flytter fra de mindre samfund ind mod de større byer. Det er en global tendens. Der finder man større netværk, og man kan nemmere være sig selv, siger Susanne Branner.
Hun peger samtidig på, at manglen på steder at mødes og nogen at spejle sig i er en særlig udfordring for unge LGBT+-personer, der vokser op i provinsen.
– Meget af det, der sker ude i provinsen, sker nede i sportshallen, og det er ofte ikke der, man kommer som LGBT+-person. Jeg tror, der er mange, der vokser op i provinsen, som oplever en stor grad af ensomhed, fordi de har svært ved at spejle sig i nogen.
LGBT+ Danmark har et netværk for unge under 18 år, Aura, der er fordelt på ti lokationer rundt i landet. De er “super velbesøgte”, siger Susanne Branner, men understreger, at ambitionen er, at alle kommuner har et synligt LGBTQ+-netværk, som både skoler og kommuner er opmærksomme på og støtter.
Pride i provinsen
Generelt taler Kalle Straagaard Jensen med stor forsigtighed, når han omtaler sin hjemby. Han bryder sig ikke om at generalisere og ved godt, at hans kommentarer vil gøre nogen sure.
Han så dog også gerne, at byer som Herning, hvor “mange ligner hinanden og drømmer om det samme liv” var mere åbne overfor, at man skiller sig ud fra mængden.
– Jeg har en oplevelse af, at Herning egentlig gerne vil være en storby. De vil gerne være rummelige og være med, hvor det sker. Men hvor er Hernings Pride? Der er Pride i Holstebro, der er Pride i Aarhus, i Aalborg, i Holsterbro, i Aabenraa. Men i Herning er der sgu ingen Pride, siger han.
Der er nok nogen, der vil mene, at du er en storbysnude, der unødigt udskammer din jyske hjemby…
– Det må de godt synes, tror jeg. Jeg har det jo godt, og jeg har jo aldrig haft det bedre, end efter jeg flyttede væk fra provinsen. Jeg tror, jeg rammer et ømt punkt. Jeg tror, at mange har et narrativ om, at de er meget rummelige, og når man så peger på sine egne oplevelser, bliver der pludselig helt stille.
Det havde gjort en forskel for ham at have et sted at gå hen og nogle at tale med om sin seksualitet, siger han.
– Der er ikke nogen tilbud. Der er ikke nogle steder, man kan gå hen, hvis man ikke kan snakke med sin familie og venner om det, siger han.
Han ville være den første i rækken, hvis Herning fik en Pride-parade, siger han. Han så gerne, at der var en større repræsentation af LGBT+-personer i provinsen – men det kræver også synlighed af tilbud, mener han.
– Det er da ærgerligt, at mange unge LGBT+-personer flytter fra provinsen og ind til de større byer, simpelthen fordi der er flere muligheder for at møde andre i samme situation. Og fordi man kan få lov til at gå på gaden i fred og være sig selv, siger han.
