Lige for tiden lytter jeg til det legendariske George Michael-album ‘Faith’ fra 1987. Sangene bringer mig direkte tilbage til min tidlige ungdom fyldt med længsel og tvivl. Jeg var ikke nogen særlig selvsikker teenager. Jeg følte mig for det meste forkert og malplaceret.
Her kunne George Michael hjælpe gevaldigt. Jeg anede selvfølgelig ikke, at han var uerkendt homoseksuel på det tidspunkt eller kæmpede med store personlige problemer. Jeg kunne bare genkende en smerte og en længsel i hans stemme, som ræsonnerede med min egen tilstand.
Et af mine yndlingsnumre, ’Father Figure’, har jeg hørt på repeat hele ugen – og pludselig slog det mig, at jeg meget vel kan have dannet hele min seksualitet rundt om lige præcis det nummer. Jeg var 13 år i ’87 og netop på vej ind i puberteten.
Tanken om en mand – en faderfigur – som kommer og tager min “tiny hand” og sørger for, at alt bliver godt. Overgivelsen til noget større, men også idéen om manden som en frelsende figur, en autoritet, der sørger for tryghed og varme. Det er selvfølgelig smukt – men sgu også en smule forkvaklet, nu hvor jeg tænker lidt over det. “I’ll be your daddy”, sang George – og det er jo mere end en tvivlsom udmelding, kan man roligt sige.
Ikke desto mindre, så syntes jeg dengang, at det var helt præcis, som det skulle være. Ikke et øjeblik læste jeg mellem linjerne og forstod George Michaels hjerteskærende beskrivelse af samfundets opfattelse af hans skjulte seksualitet – “sometime love kan be mistanken for a crime” synger han ellers rimeligt direkte. Jeg følte bare en sær identifikation med tanken om kærlighed og maskulin autoritet.
Feminisme var ikke på dagsordenen dengang. Vi var små piger, som skulle passes på. Det blev vi opdraget til af popkulturen, som væltede ind over grænserne i de år. Madonna med hendes tylskørter og masser af armbånd på armene, der sang om at være ligesom en jomfru og Kylie Minogue, der i musikvideoen til ’I Should Be So Lucky’ sidder på en seng i hvid natkjole og kigger på et indrammet billede af en mand i jakkesæt. Voksne kvinder klædt ud som små piger med sange, som alle drejede sig om overgivelsen til en mand.
Jeg tilbragte samtlige mine teenageår med at længes efter en at holde i hånden. Og hvis han dukkede op, så var jeg villig til at gøre alt for, at han ikke skulle give slip. Min generation af kvinder er dannet af ’Father Figure’-tanken. Fra matematiklæreren i folkeskolen til professoren på uni til chefen i hjørnekontoret har der ligget en forventning om at blive holdt i hånden, lade sig føre og ikke stille spørgsmål. Slet ikke sige fra.
Og derfor er det ikke fra os, at oprøret kom, da det endelig skete. Det kom fra generationen efter, som gav slip på den store, autoritære mandehånd, og som tog hinanden i hænderne i stedet for.
Der skulle gå mere end 10 år fra ’Faith’ til George Michael endelig sprang ud af skabet og erklærede sig som homoseksuel på live tv i et legendarisk interview med Jim Moret på CNN.
De to mænd sidder meget tæt overfor hinanden uden noget bord imellem. George Michael forklarer, at han aldrig har løjet i sine sange, og det er temmelig tydeligt, når han har skrevet om sin kærlighed til mænd.
“Jeg føler ingen skam overhovedet,” siger han på et tidspunkt. Det gør jeg bestemt heller ikke – hverken for at have lyttet til ’Father Figure’ eller for at være blevet en hel del klogere.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
