Første gang vi kom til Mjällby for tre år siden, var vi på røven. Vi havde ikke lige regnet med, at man kun kunne betale med Swish (det svenske mobilepay) eller kontanter, og vi havde ingen af delene.
Vi havde taget turen på to en halv time fra København for at opleve noget svensk fodbold. Gennem mange, lange snakke talte vi tit om, hvordan moderne fodbold var korrumperet af penge, magt og spillere uden forbindelse til virkeligheden. Men der måtte findes små lommer af ægthed og spilleglæde rundt omkring, og det ville vi gerne opsøge.
Min ven fotografen Anders Bach Petersen (der også har taget billederne) havde kigget lidt på kortet og fundet Mjällby som et godt (og meget tilfældigt) mål for en lille dags udflugt for vores lille tremandsgruppe. Det ligger lidt mere end et par timer fra København, men langt, langt ude på landet.
Men vi ankom altså uden midler til det lille stadion, der ligger ved siden af en campingplads, hvor en række høje grantræer adskiller det fra den idylliske vandkant. Stadionet hedder ’Strandvallen’, der på svensk betydet stadionet ved stranden. Ved siden af stadionet og campingpladsen er der spredt små svenske træhuse ud, og der er kun én vej til og fra.
Vi mødte en sød, midaldrende kvinde, der gik rundt med fem termokander og generelt virkede som en, der havde styr på det meste. En af den slags, der er fundamentet for idrætsliv over alt.
Vi prøvede at spørge hende, hvordan vi kunne hæve nogle kontanter, og da viste sig at være en umulighed, forbarmede hun sig over os.
– Jeg har lige været i Danmark og elsker Bornholm, sagde hun, mens hun hentede nogle billetter, så vi kunne få kaffe og pølse med brød. Kort tid efter vendte hun tilbage og gav os hjemmebagte kanelsnurrer.
Vi var lige ankommet. Sikke en start.
På mange måder er Mjällby et andet sted, end hvor man ellers kan se fodbold – i hvert fald i de bedre rækker. Man kan fx købe ’nystegte’ sild med kartoffelmos, der er et telt med et jazzband, og i det hele taget en afslappet landsby-stemning.
I 2016 var de tæt på at gå bankerot og blev kun reddet i sidste øjeblik af den lokale erhvervsmand Magnus Emeus. Siden har de med en sparsomlighed (og kløgt) bygget et hold op med erfarne kræfter og spændende talenter som fx de to danskere Jeppe Kjær og Abdullah Iqbal. De rykkede op stille og roligt mellem rækkerne, og i 2023 kulminerede det med en plads i pokalfinalen. Men i år skete noget, ingen havde regnet med. Hele Sverige (og store dele af fodboldverdenen) har nu rettet spotlyset mod den lille flække.
Forbløffet har vi fulgt med i, hvad der er blevet en vanvittig sæson for Mjällby. De er gået fra sejr til sejr og kunne i sidste uge erklære sig som svenske mestre – foran alle storklubberne fra Göteborg, Malmø og Stockholm.
Sportschefen Hasse Larsson var rørt, da han gav interview til HBO Max.
– Jeg har været i Mjällby i 45 år, alt for længe egentlig. Måske. Nu fik man belønningen. Jeg er bare så fandens glad, jeg kan næsten ikke sætte ord på det.
I byen bor der omkring 1.400 mennesker, hvilket svarer til Lem eller Øster Hurup i Danmark. Det er dem, der nu er svenske mestre. Det er dem, der skal spille kvalifikation til Champions League. Måske kommer Arsenal og Real Madrid på besøg næste år.
Det tager man nu meget roligt i Mjällby. I søndags vendte vi tilbage for tredje år, og selvom der var gjort en smule ekstra ud af det (de havde fx hyret et ekstra jazzband foran tribunen), så er de ikke blevet revet væk af nogle manier.
Der var dog små tegn. Man kunne nu betale med Apple Pay, der var 30 meter kø til merchandise-shoppen (der var ingen for tre år siden), og allerede tidligt i anden halvleg var der udsolgt af pølser.
Svensk tv sendte live fra kampen, og der var et langt større medieudbud. Min ven lavede sjov med svensk radio og skubbede mig hen til mikrofonen.
– Ham her er kommet helt fra Danmark for at se dem.
– Er det virkelig sandt, spurgte hun.
– Nej, nej, sagde jeg og hastede videre.
Lige inden kampstart mødte vi danskeren Magnus Wørts, der har spillet i klubben, men stoppede i for tre år siden.
– Det er et dejligt sted og sjovt at hilse på de gamle drenge. Der er ikke meget, der har ændret sig, siden jeg var her. Det er fedt at mærke, fortæller han.
– Nu har jeg taget hele familien med for, at de kunne se det her sted. Det er jo helt uvirkeligt.
Efter turen til Mjällby stoppede han sin professionelle karriere og er i dag bestyrer af en café i København.
I første halvleg denne søndag kom Mjällby bagud 0-1. Vi mødte vores svenske veninde i pausen.
– Bare rolig, de skal nok komme, sagde hun, inden hun hastede videre mod en ny praktisk opgave.
Fem minutter inde i anden halvleg udlignede Mjällby, og 10 min senere scorede de til 2-1. Dermed cementerede de ikke bare deres mesterskab, men slog også rekord som det hold med flest point nogensinde i den bedste svenske række.
Sangene fra tribunen begyndte i anden halvleg at bølge ned mod spillerne. Efter kampen kom de hen, og anføreren stillede sig op på hegnet med en megafon og sang med. Folk var glade, og det hele var i en hyggelig atmosfære. Ingen vilde hooligans, ingen romerlys.
Der har enkelte gange i nyere tid været disse vildskud i topfodbold. Tiden er ellers mest præget af en større forudsigelighed. Det er nemlig godt for business (for de store). Her er kommet konglomerater, hvor en storklub som fx Chelsea ejer mod 20 satelitklubber rundt om i Europa, som føder talenter ind til dem. Priserne på spillere er også eksploderet. Liverpool sprængte i år transferrekorden i England med at købe to spillere til rundt regnet én milliard kroner – stykket.
Man kan mene, hvad man vil om det. Men distancen mellem en topspiller og en almindelig europæer har aldrig været større. Der findes formentlig ikke en fodboldfan, som ikke elsker, når underdogs som Leicester, Herfølge eller Mjällby snyder de store. Det sker bare næsten aldrig.
Men det har det gjort i år. Om dette hold til samme tid næste år vil være sprængt, og de bedste er strøget videre til større steder, er ikke til at sige, men nok sandsynligt. Men vores lille gruppe vil være tilbage, for ånden ved stedet kan man ikke sælge, og denne lille usandsynlige flække på kortet har mindet alle os fodboldkynikere om, at det usandsynlige stadig kan ske.
Som stadionspeakeren sagde:
– Historien om Mjällby er et mirakel, men det sidste kapitel er ikke skrevet endnu.
