En del mennesker kender nok til begrebet at have en arbejdsmand eller -kone. Altså ikke en person, der går til hånde i hjemmet eller haven, men derimod en kollega, som man har stærke følelser for på et venskabeligt plan og holder af at møde på sit job hver dag.
Anden sæson af komedieserien ’The Paper’ stiller spørgsmål ved, om de to hovedpersoner faktisk er blevet hovedkulds forelskede i hinanden, eller om de bare nyder at arbejde sammen som de eneste dedikerede mennesker på en arbejdsplads fuld af tosser.
Serien foregår på en lokalavisredaktion og kan herhjemme ses på SkyShowtime, som ellers er bedst kendt for Taylor Sheridans grumme machouniverser, der som regel højst byder på en smule dyster humor midt i westerndramatikken.
Som en spinoff af et af verdens største komediefænomener har den store sko at udfylde, men ånden fra ’The Office’ lever på bedste vis videre i ’The Paper’. Man bliver ganske enkelt glad af at lulle sig selv ind i det romantisk-sjove univers, og så gør det ikke helt så meget, at serien bevæger sig faretruende tæt på grænsen til at falde ned i fornøjelig stilstand.
Vanskelig nekrolog
I første sæson blev jeg glædeligt overrasket over, hvor godt det var lykkedes at skabe en serie, som både indfanger originalens særegne tone og samtidig er helt sin egen. Denne gang er det tilsvarende imponerende, at hele den opbygning formår at holde sig morsomt frisk.
Den nye sæson starter umiddelbart efter den førstes afslutning. Høje på adrenalin og hormoner vender chefredaktør Ned (Domhnall Gleeson) og hans stjernereporter/kærlighedsinteresse Mare (Chelsea Frei) tilbage til kontoret med sejrsmusikken blæsende efter at have vundet tre priser ved en uddeling for lokaljournalistik.
Her viser det sig imidlertid, at en af toiletpapirsælgerne for det firma, der ejer lokalavisen Toledo Truth Teller, er gået bort på tragisk vis. Derfor får journalisterne til opgave at skrive en glødende nekrolog, der både skal bringes i avisen og læses op ved begravelsen, men det vanskeliggøres af, at deres research afslører den afdøde som en styg fyr, der tidligere var lejesoldat i Wagnergruppen og solgte metamfetamin.
”Hans blære var fuld af alkohol, så hans penis var nærmest tændingen til en molotovcocktail,” siger retsmedicineren, og det er jo ikke lige til at smide ind i en overskrift.
Skabagtig italiener
Ned og Mares dynamik er ikke, som vi normalt kender den fra romcom-genren, hvor Ross og Rachel i ’Venner’, Pam og Jim i ’The Office’ og Nick og Jess i ’New Girl’ på hver sin måde kørte en klassisk will they won’t they.
De to journalister giver nemlig straks kærligheden en chance og tager i det skjulte på en hemmelig weekendtur, mens kameraholdet i vanlig mockumentary-stil følger efter og bryder alle etiske regler i jagten på den gode historie. Imens ringer medarbejderne med brug for hjælp, så Ned udbryder: ”Det er som at have børn, men de er gamle, og jeg elsker dem ikke.”
Mens den forelskede duo selvfølgelig står i centrum for ’The Paper’, skal serien mindst lige så meget ses for det resterende persongalleri.
Den italienske onlineredaktør Esmeralda Grand er i Sabrina Impacciatores vildt fabulerende skikkelse en skabet figur, der lyver og udnytter alle omkring sig. På hylende morsom vis kommer hun til at tage sønnen med i et udslusningshjem for misbrugere i stedet for et spøgelseshus til Halloween, og det lykkes hende faktisk at skrive en rammende artikel om oplevelsen, fordi hun argumenterer for, at der ikke var nogen monstre.
Serieskaberne Greg Daniels og Michael Koman har evnen til at dele castet op i gode konstellationer, hvor de får mulighed for at fremvise hver deres gakkede personlighed i blandt andet en elendig dinosaurforlystelsespark og på en skydebane.
Komik af den gamle skole
’The Paper’ er ren komik af den gamle skole, og man kommer til at grine mindst et par gange i hvert afsnit, hvis man da ikke er lavet af sten. Jeg har set de første fire i den nye sæson og nyder det gode selskab, man befinder sig i.
Det er sådan en serie, man indimellem har brug for til lige at rense ud, når man har haft med en langt mere kradsbørstig størrelse at gøre. Det ene er ikke finere end det andet, og der er en enorm kvalitet i at skabe fortællinger, der efterlader en med et smil på læben sidst på dagen.
’The Paper’ kommer næppe til at gå over i historien ligesom sin forgænger, men mindre kan også gøre det.
Jeg ser i hvert fald frem til resten af sæsonen og håber i uvant stil, at det ikke kommer til at stikke alt for dybt undervejs, så jeg kan beholde min hyggelige lille komedieoase i fred fra alskens ulykke og alt for tunge følelser.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
