I første sæson af Netflix’ populære basketballserie ‘Running Point’ kæmper Isla Gordon (Kate Hudson) for at blive taget seriøst i en mandsdomineret organisation præget af interne magtspil – især fra broderen Cam. I finalen eskalerer konflikten, da Cams destruktive adfærd og dårlige beslutninger ikke længere kan accepteres. Han mister opbakning fra både bestyrelsen og samarbejdspartnere.
Isla griber ind, tager ansvar og viser, at hun kan træffe svære beslutninger under pres. Hun får fyret Cam og begynder samtidig at etablere sin egen ledelsesstil – og har nu officielt ansvaret for Waves.
Presset vokser
Det er udgangspunktet i anden sæson, hvor Isla nu leder Waves, men stadig må kæmpe for autoritet over for bestyrelsen. Hendes position udfordres, da Cam uventet vender tilbage fra rehab. Han påstår, at han ikke vil have sin gamle rolle igen, men begynder alligevel diskret at genopbygge sin indflydelse bag kulisserne.
Samtidig træffer Isla en risikabel beslutning ved at ansætte den kontroversielle træner Norm Stinson (Ray Romano), hvis fortid er præget af skandaler og tragedier. I starten skaber Stinson god energi på holdet, men hans ustabile temperament begynder hurtigt at skabe problemer.
Dermed vokser presset på Isla – både fra bestyrelsen og internt i organisationen, hvor flere begynder at tvivle på hendes dømmekraft. Samtidig underminerer Cam hende ved at påvirke højtstående personer og lække intern information.
Isla konfronterer ham, men uden at få en klar indrømmelse. I sidste ende vælger hun at beholde Norm trods problemerne, hvilket understreger hendes behov for at bevise sit værd.
Isla mærker presset komme fra flere sider på én gang: udefra i form af en mere aggressiv konkurrence og en omverden, der er hurtig til at dømme, og indefra i form af nye spillere, medarbejdere og magtbalancer, der udfordrer den eksisterende holdånd.
Det er altså et klassisk sportsdrama, der heldigvis er mere fokuseret på sin præmis, end det var tilfældet i første sæson. Fra start har den en tydelig retning: Det handler ikke bare om at vinde igen, men om at finde en måde at lede på.
Hudson er seriens motor
Kate Hudson er seriens motor, og sæsonen lever højt på hendes evne til at gøre Isla både effektiv og fejlbarlig. Hun spiller lederrollen med stor overbevisning og selvtillid, hvilket især mærkes, når hun bliver presset af både sine brødre, medierne og konkurrenterne.
Vi ser hende også fra mere menneskelige sider, når privatlivet udfordres. Der er blandt andet et forestående bryllup, der ikke går som forventet, og da hendes bedste veninde og ansatte Ali (Brenda Song) forlanger lønforhøjelse, begynder tingene for alvor at krakelere for den udadtil stærke Isla.
Også i disse rørende situationer spiller Hudson glimrende, så man mærker mennesket bag lederen, uden at det smøres for tykt på og bliver overdramatisk.
Hudsons timing gør dialogen let og giver serien en herlig fremdrift. Hun kan på få sekunder skifte fra kontrolleret overblik til ægte irritation og sårbarhed, uden at karakteren knækker midt over.
Hun er igen omgivet af et cast bestående af flere veloplagte skuespillere, hvis karakterer ofte fremstilles som inkompetente eller dumme. Især broderen Ness, der spilles fremragende af Scott MacArthur, gør det nemt for Isla at fremstå både stærk, intelligent og skarp.
Serien er bedst, når Isla får lov til at være en person, der både vil det rigtige og samtidig er for stolt, stædig eller impulsiv – det giver sæsonen en menneskelig spænding og et lag, der gør den til mere end bare en underholdende sportsserie.
Gentager sig selv
Gennem sæsonen lader ‘Running Point’ spillet og privatlivet flyde sammen, og sæson to gør Islas private kampe lige så interessante som dem, der foregår på banen. Nogle af dem er underholdende, som når hun mod slutningen indleder en seksuel relation med en nøgleperson fra et rivaliserende hold.
Disse situationer er med til at give serien en følelsesmæssig puls, men udstiller samtidig en af seriens tilbagevendende svagheder: Det går for hurtigt mellem komedie, sportsdrama og romantik, så flere sideplots ender med at blive behandlet for overfladisk og derfor aldrig bliver rigtig medrivende.
‘Running Point’ er stadig både charmerende og stærkt binge-værdig, og man kan sagtens se samtlige afsnit i løbet af et par dage. Men den er sjældent overraskende, og når vi nærmer os slutningen, kan man på lang afstand se, hvor det ender, fordi vi har set det før.
For selv om Cam igen er blevet smidt for porten, betyder det ikke, at vi har set det sidste til ham – og der lægges derfor op til endnu en sæson. Om det er noget, man ser frem til, kan diskuteres.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
