Timothée Chalamet i 'Dune: Del 2'.Foto: Warner

Romanen ‘Dune’ tog science fiction-genren alvorligt og banede vejen for Star Wars og Avatar

Fortællingen i Denis Villeneuves to ‘Dune’-film ligner muligvis noget, du har set før. Men den 60 år gamle roman, som filmene baserer sig på, var banebrydende med både sin fortælling, sit univers og sin tilgang til genren.

Jeg fucking elsker science fiction-film. Af den grund var jeg virkelig klar på at elske Denis Villeneuve ‘Dune: Del 1’, da jeg så den i biografen i 2021. Men jeg blev en lille smule skuffet. Jeg følte, jeg havde set den historie virkelig mange gange før. Og det havde jeg også. ‘Dune’ er meget ‘Avatar’ møder ‘Star Wars’ med et strejf af ‘Mad Max: Fury Road’. Og historien kender vi også fra fantasy: Det er den klassiske fortælling om en ung mand i et magisk univers, der er udvalgt til at redde sin verden ved at bekæmpe en stor ondskab og i samme omgang hævne sin fars død. Han forelsker sig i en ‘Pocahontas’-agtig prinsesse fra et indfødt folk, der bliver symbol på en planet/et stykke land, de onde kræfter vil udnytte. 

Så ja, jeg var ikke helt så imponeret som mange andre sci fi-nørder i min omgangskreds, da jeg først stiftede bekendtskab med ‘Dune’. Men så faldt jeg over romanen på et loppemarked i Lissabon. Og jeg kan love for, at jeg lavede en hurtig uvending. Jeg sad der i varmen og læste om sand og orme og religionshistorie og intergalaktisk politik, og det var som at få en åbenbaring. I get it now. 

‘Dune’-romanen er skrevet af amerikanske Frank Herbert og udkom for første gang som et serialiseret format i science fiction-magasinet ‘Analog’. Historien blev bragt som føljeton i magasinet fra 1963 til 1965. Det er altså hele 60 år siden. I 1965 udkom også den samlede version af romanen, som er den, man kan købe og læse i dag, og som Denis Villeneuve nu har filmatiseret i to dele.

1963-65 er jo ligesom en del år før både ‘Avatar’ og ‘Star Wars’, og når man først har læst bogen, er det ret åbenlyst at se, hvor de to fortællinger har fået deres inspiration fra. Dog vil jeg gerne understrege, til dem derude, der ligesom mig måske er lidt metaltrætte af ‘udvalgt teenage-dreng tager ansvaret på sig og sparker røv’-fortællingen, at der også er virkelig meget mere at hente i romanen ‘Dune’. Det vil jeg vende tilbage til, stay tuned.

Frank Herbert. Foto: PR

Først skal vi nemlig på en lille tidsrejse tilbage til 1960’erne. Her sendte Frank Herbert håbefuldt den samlede ‘Dune’-fortælling ud til forlagene for at få den udgivet som roman, efter den var blevet bragt i ‘Analog’ som føljeton. Omkring 20 forskellige forlag afviste ham. En redaktør ved navn Julian P. Muller fra forlaget Harcourt, Brace & World skrev (i retrospekt ganske ironisk) i et afslag: “Det er muligt, at vi begår årtiets fejltagelse, når vi takker nej til ‘Dune’ af Frank Herbert.” Da ‘Dune’ endelig blev godkendt og udgivet, var det på forlaget Chilton, der på det tidspunkt primært var kendt for manualer til, hvordan du reparerer din bil.

Og ‘Dune’ blev virkelig heller ikke en succes fra den ene dag til den anden. Bevares, romanen modtog de to mest prestigefyldte litteraturpriser inden for science fiction, Hugo-prisen og Nebula-prisen, så udgivelsen gik ikke helt uopdaget hen. Men den kunne ikke kaldes en læsersucces i begyndelsen. Faktisk gik der næsten ti år, hvor salget af romanen langsomt steg, før Herbert blev i stand til at leve udelukkende af at skrive fiktion.

Både forlagenes skepsis og den tøvende læsertilslutning skyldes nok især romanens længde. Lige knap 900 sider var i tresserne uhørt for science fiction, der kom af kortere formater, som blev udgivet i magasiner og som triviallitteratur (det såkaldte ‘pulp fiction’). Og så adskilte ‘Dune’ sig også mærkbart fra anden sci-fi fra dens samtid ved fuldstændig at udelade computere og maskiner, hvilket nok tændte nogle af genrens dedikerede fans af. 

Fra 1975 og frem blev romanen dog mere og mere populær og er siden da adskillige gange blevet omtalt som et af de bedste science fiction-værker nogensinde. ‘Dune’ ses i dag også som en milepæl inden for ikke-teknologisk, såkaldt ‘blød’ science fiction. Og den har med sit fokus på menneskets relation til naturfænomener været med til at etablere en form for økologisk science fiction, en genre, der i dag har udviklet sig til det ultra-aktuelle cli-fi (spekulativ fiktion, der fokuserer på klimaforandringer og klimakatastrofer). For Frank Herbert selv var ‘Dune’ et udpræget miljø-fokuseret værk. Og han tog en fremtidig klimakrise meget alvorligt, i 1970 skrev han i introduktionen til en ikke-fiktiv bog ved navn ‘New World or No World’: 

“Der er ingen uopdagede øer her, hvor vi kan løbe væk til solskin og funklende hvide strande. Vi har kun denne ene verden, og vi begynder at få en fornemmelse af det gigantiske fysiske projekt, vi står overfor. Vores opvågnen er berørt af forfærdelse, vi må komme overens med denne verden, ellers vil den tage livet af os. Når vi taler om at forsvare miljøet, taler vi om at forsvare vores eget liv.”

Lavpraktisk fantasi

Det giver virkelig god mening, at ‘Dune’ har været et kæmpe fænomen, med cirka 100.000 efterfølgere (okay 22 but you get the point), store fanskarer og gendigtninger i brætspil, computerspil og også film fra før Villeneuve fik fingre i den. Det er en helt vild bog. Den har både det her vanvittigt fantasifulde og omfattende univers, hvor naturressource, brændstof og narkotikum smelter sammen i råstoffet ‘spice’, som er uhyre kostbart og kun findes på Dune-planeten Arrakis, hvilket selvfølgelig skaber stort drama i den intergalaktiske politik. 

Der er en virkelig solid heltefortælling om den unge Paul Atreides, der har chancen for at redde universet, men også risikoen for at ødelægge det. Og han kan se begge disse mulige udfald hele tiden. Der er også en skæbnebestemt, starcrossed romance. Det hele spiller bare. Men det, der er så fedt ved romanen ‘Dune’, og som gør den så anderledes end alt det, man har set inden for de ikke-realistiske genrer, som minder om, er dens enorme selvbevidsthed. 

Fra David Lynchs filmatisering af ‘Dune’ i 1984. Foto: Universal Pictures. Mary Evans/Af Archive/Ritzau Scanpix.

Det er på den ene side et univers, der er eventyrligt, syret og gennemført ikke-realistisk, og på den anden side er den nærmest helt lavpraktisk i tilgangen til sit eget fantasy-univers. Den tager virkelig sine eventyrlige elementer dødsens alvorligt. Folk kan ikke bare et eller andet magisk uden grund. Når en karakter kan styre andre mennesker eller forudsige fremtiden, så er det næsten slet ikke magi, men ultra fintunede sociale kompetencer i sammenspil med strategisk matematisk tænkning og databehandlingsegenskaber.

Når religionen i ‘Dune’ er ægte, så er den det ikke på nogen metafysisk måde. Den er strategisk plantet propaganda, som organisationer har opbygget med det mål at beskytte sig selv. Når en person er den udvalgte og har evner, der overgår alle andre, så er han det, fordi en magtfuld sammenslutning målrettet har avlet mennesker på baggrund af specifikke egenskaber gennem årtusinder, netop for at fremavle præcis disse evner. Intet er tilfældigt. Og intet kan bortforklares med magi eller teknologi. Fokus er på menneskelige evner, evner vi alle sammen kender til fra vores kedelige virkelighed. Og fordi det magiske er realistisk i ‘Dune’, minder det os om, at vores realisme er magisk.

På den måde gør ‘Dune’ lige præcis det, som er grunden til, at jeg elsker science fiction. Den giver læseren et nyt blik på dele af den hverdag og virkelighed, vi tager for givet. Ved at fremskrive det, vi kender, i en eller anden potens, ved at sætte det i lyset af noget radikalt anderledes, kan vi pludselig se det med nye og friske øjne. Som ‘Dune’ bruger genren, er science fiction ikke underholdning eller teknologi-porno, det er samfundskritik og samfundsundersøgelse. 

Ved at foregå i en opdigtet fremtid muliggøres i ‘Dune’ en kompliceret fortælling om menneskers potentiale, om hvordan vi skal forholde os til politik, religion, filosofi og magt. Det var fuldstændig banebrydende for genren på romanens udgivelsestidspunkt, og har været med til at forme den retning, sci-fi har taget siden da.

Så læs romanen ‘Dune’, der er 60 år gammel og alligevel åbner nye perspektiver på nutiden. (Der er selvfølgelig aspekter, der ikke er ældet med ynde, og vidner om, at bogen er skrevet i 60’erne. I ved lidt homofobi, væmmelse ved tykke mennesker, ‘den gode kolonisator’-tanker osv. Men de fylder overraskende lidt.) Og gå ind og se ‘Dune: del 2’ i biografen. Jeg håber, den kan fange noget af det her på skærmen, måske endda lidt bedre end dens forgænger gjorde det.

Find mere om
Footer graphics