kidd wood wood
Foto: Wood wood

Pasta, guldkæder, espresso og mafiastil: Alt fra Italien er hipt og dufter af det gode liv

Kære læser, velkommen til en ny uge og helt friske Morgenbeats, hvor redaktionen som altid ransager tidsånden og kulturen lige nu og her.

Mambo italiano

thomas balslev
Ugens kommentar er skrevet af Thomas Balslev.

Er det bare mig, eller er der en hip trend omkring Italien i gang? En slags retro bølge. Især denne sommer har alting peget i den retning. Der har været sydlandsk stemning galore på de københavnske caféer, folk er gået mere ud end normalt, alle drikker pludselig espresso, drikker caffè soda på Depanneur og spiser pasta på restaurant Fabro eller pizza på Corsa Pizza, hvis ikke de selv laver den derhjemme og poster billeder på Instagram af, hvor frækt og lækkert det er at overøse ting med mozzarella og parmesan. Kidd har lavet en sang, der hedder ‘Buongiorno’, og de unge fyre har tynde guldkæder hængende om deres solbrune halse, de går i stramme hvide undertrøjer og åbne hørskjorter, sådan som de gamle mafia-ikoner. Alting synes at handle om det gode liv lige for tiden. Noget, Italienerne som bekendt er verdensmestre i at dyrke på en helt naturlig måde, man kun kan misunde som pæredansk protestant. Måske er det pandemiens skyld, at vi søger ud i gaderne og socialiserer på den italienske måde, måske er det efterdønninger fra ‘Call me by you name’? Jeg ved ikke, hvad det er for en dans, vi danser med Italien lige nu, men jeg kan lide det. Ciao.


Kan du gætte, hvem jeg er?

Den årlige Met Gala løb af stablen i sidste uge, hvilket endnu en gang beviste, at det bare er de riges fastelavnsfest. Alle var enige om, at Kim Kardashian lignede en Dementor, men ingen ved dog stadig: Hvad er Met Gala egentlig? Og hvor skal de hen efter den røde løber?


På dybt vand

To 11-årige interviewede i sidste uge Merkels efterfølger, Armin Laschet, og aldrig har en politiker set så presset ud. Den her ti minutter lange opvisning i udenomssnak er nu tilføjet til Laschets lange liste af uheldige tv-optrædener op til valget den 26. september. Es tut uns Leid!


Vanvittigt plot

Til oktober lander Kaspar Colling Nielsens nye samfundssatiriske dystopi af en bog, ‘Frelseren fra Hvidovre’, på hylderne, og den ser ærligt talt for vild ud. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad vi skal sige, men jeg glæder mig pænt meget. Tjek selv det vanvittige plot ud her.


Don’t do snus i numsen, kids

Daus, snulle eller bare snus. Kært barn har mange navne, og nu er det nyeste partytrick blandt gymnasieelever åbenbart at stikke de små hvide nikotinposer op, der hvor solen aldrig skinner. Manøvren skulle eftersigende gøre ondt ad helvedes til, og rådet fra sundhedseksperter er klart: Don’t do snus i numsen, kids!


Repeat, tak

Trentemøller har annonceret sit kommende album ‘Memoria’. Førstesinglen ’In the Gloaming’ handler om at være forelsket i en person, som konstant holder én nede, og den tager os fuldstændig tilbage til slut 80’ernes shoegaze. Tak.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics