Først en disclaimer: Jeg er ikke stor tilhænger af generationsdiagnoser. Især ikke hvis de bliver brugt som redskab til at slå mennesker i en bestemt aldersgruppe oven i hovedet og over én kam.
En mere: Jeg er født i 1991, er 34 år og dermed “millennal”.
Og en sidste: Jeg har lige meldt mig ledig. Jeg forventer naturligvis, at det bliver midlertidigt og kortvarigt, idet jeg forestiller mig, at jeg ser frem imod endnu en tidsbegrænset ansættelse til samlingen inden ikke alt for længe. Men altså, karrierekrise, jo, jeg er med.
Samlet set gør lige netop de karakteristika mig vel nok til læseren fra helvede for Thomas Balslev, der i artiklen Hvorfor har alle vi millennials karrierekrise lige nu? (Heartbeats, 5. maj 2026) undersøger den desillusion over arbejdslivet, der synes at præge “millennial-generationen”. Hos Balslev og mange andre betegner begrebet millennials alle mennesker født mellem de to mere eller mindre tilfældigt udvalgte årstal 1981 og 1996.
Jeg mener, at Balslevs indlæg fortjener kritisk offentlig opmærksomhed – dels fordi den tager fat i en vigtig og relevant problemstilling (hvorfor ser arbejdslivet håb- og udsigtsløst ud for så mange voksne mennesker på tværs af landegrænser?), og dels fordi den gør det ved brug af nogle velkendte (slidte) troper, som vi ikke kan være tjent med at blive ved med at reproducere ukritisk som sandheder.
Thomas og vennerne
Helt kort handler omtalte artikel om det, der bliver kaldt The Great Millennial Career Crisis – en betegnelse for den tilsyneladende udbredte oplevelse af udbrændthed, håbløshed og manglende muligheder for at opnå økonomisk og karrieremæssig stabilitet, sikkerhed og udvikling. Det er temaer, som fylder på den politiske agenda på tværs af generationer, men som for tiden særligt bliver koblet til de årgange, der er i 30-40’erne – et sted i livet, hvor mange har brug for netop stabilitet og sikkerhed, idet man typisk her også er eller er på vej til at blive primær omsorgsperson for andre (partnere, børn, ældre forældre, osv.).
Balslev rejser så det udmærkede spørgsmål om, hvorfor denne krise udfolder sig netop nu, og for at besvare det taler han med en anonym skuespiller, en radiovært, en kvinde i et “kreativt kommercielt job” og humanisten Michael, som alle synes at være folk fra hans eget umiddelbare netværk. Han taler også med livsstilseksperten Emilia van Hauen, der både har pudset krystalkuglen og den gamle plade fra 1999 med titlen Curlingbørn og veloplagt leverer klarsyn om, at millennials har “ligget for meget i kuvøse”, er “uberettiget berettiget” og så videre til anledningen.
Vi møder gennem disse kilder og Balslevs spredte associationer familiære figurer som den forkælede, navlepillende voksenbaby, den arbejdsløse humanist og den uforløste, misforståede kunstner, som bliver brugt som illustrative eksempler på, hvorfor millennials er frustrerede over arbejdslivet. Jeg får lyst til at hviske “tal for dig selv, Thomas”, når han skriver “os” frem som dovne mennesker med et kronisk opblæst selvbillede (eller hyggebrokker sig over det trivielle, priviligerede liv med fast arbejde, rækkehus og realkreditlån, som netop er noget af det, der for mange yngre voksne virker uopnåeligt). Men jeg mener også, at der kan være en pointe i at fremskrive et fælles politisk “vi” – det er bare et spørgsmål om, hvordan man gør det, og der synes jeg måske – rent strategisk – ikke at snowflake-mytologien er det mest hensigtsmæssige eller retvisende “vi”, vi kan samles om. Men fred nu være med det.
Kammerater, rekalibrer jeres mindset!
Helt i tråd med mobiliseringen af denne palette af ynkelige og grinagtige generations-stereotyper, er artiklen illustreret med det der ‘sjove’ meme, hvor en alpaka-hjort med emo-hår fortæller sin mor, at den har brug for at fokusere på sin kunst. Antropologer og kunsthistorikere ryger helt rutinemæssigt under bussen, når Balslev skriver:
“Det kan virke tragikomisk med nutidens briller, når man ser, hvor mange antropologer og kunsthistorikere vi fik uddannet i de år, fordi virkeligheden ret hurtigt ramte millennial-generationen som et godstog. Finanskrisen kom i 2007, der var krig i Mellemøsten, klimakrise, boligmarkedskrise, David Bowie døde og så kom Coronakrisen og ryddede bordet. Hvad skulle en sølle kunsthistoriker stille op med det?”
Tjo, nu har både antropologer og kunsthistorikere stillet ret meget op med lige præcis de her sammenflettede kriser (vi undtager her David Bowies død), men altså: hvem kan også forvente at en journalist sætter sig ind i forskningslitteraturen? De seneste års afvikling af humaniora på universiteterne, fald i antal ledige humanister siden 2007 og udsigt til mangel på humanistiske kompetencer på arbejdsmarkedet, synes heller ikke at have strejfet forfatteren.
Jeg er med på, at de fremskrevne pointer er overlagt overdrevne og nok skal være lidt sjove. Jeg er da også sikker på, at analysen allerede har frembragt mindst et tøhø på den humaniora-bashende højrefløj. Hvis ikke over andet, så over at opleve netop en millennial-kulturjournalist glad og fro og sikkert ret uforvarende bruge Alex Vanopslaghs privillegieblinde “du kan godt”-credo i varierende formuleringer, som velment råd til sine fellow følsomme alpaka’er.
For, ja, Balslevs svar på spørgsmålet om, hvordan vi skal forholde os til krisen er meget sigende, at: “lige nu handler det måske for en hel generation om at kalibrere det grundlæggende mindset omkring det at gå på arbejde. Med kriser, rentestigninger og regression, der konstant afløser hinanden og kolporterer rundt i den globale verden, er øvelsen muligvis at være glad for overhovedet at have et arbejde.” Kammerater, rekalibrer jeres mindset og elsk jeres arbejde! Vi lader den bare hænge. Så meget man kan lyde som en nyliberal selvhjælpsbogsforfatter og samtidig skrive for Heartbeats.
Voluntaristisk og psykologiserende
Tilgangen er gennemgående voluntaristisk og psykologiserende. Millennials er for XXX (vælg selv et ubehjælpsomt personlighedstræk), og derfor er de så utilfredse. Hvis der er problemer, er det indstillingen, den er gal med. Helt grelt bliver det, når Balslev skriver om millennial-årgangenes “villighed” til at skifte job. Kunne det tænkes, at mennesker i “vores” generation ikke skifter jobs hele tiden, fordi vi bare er sådan nogle frie sjæle, der elsker ikke at slå rødder og synes, at det er en fest at flytte kontor, sige farvel til gode kollegaer, pendle, skifte fokusområder, undlade at bygge videre på den viden, vi har samlet på et bestemt område – men fordi det er de muligheder, vi har? Og det er de muligheder, vi ser ud til at have fremadrettet, fordi tiltagende prekarisering, stigende ulighed, meningsløse, fremmedgørende arbejdsopgaver er observerbare fænomener og politisk realitet, også uden for folks hoveder. Det er selvfølgelig dér, vi skal finde svaret på spørgsmålet om arbejdslivskrisen, snarere end i vores “mindset”.
Hvis der er noget, der kendetegner “os” millennials (måske især “os” millennials i det globale nord) på tværs, så er det, at vi er opvokset med en stærk kulturel fortælling om at forandring er en individuel, nærmest indre, proces. Mange af os har gennemlevet en ret apolitisk ungdom. Mange af os har ikke rigtig fået trænet vores sans for at sætte vores liv og muligheder i samfundsmæssig kontekst. Mange af os har ikke fundet meget mening i og mulighed for at organisere os politisk sammen – som Anton Jäger også peger på i sin læseværdige samtidsdiagnose ‘Hyperpolitik – Ekstrem politisering uden politiske følger’ (2024). Til gengæld kan mange af os i søvne kvæde med på sangen om, at hvis bare man arbejder med sig selv, investerer i at optimere sin profil, sit cv, sin appearance, sit mindset, så…. Det illustrerer Thomas Balslev til fulde i sin analyse, som jo på den måde er utrolig millennial’sk i sin optimistiske tro på selv-arbejdets potentialer.
Jeg tror, at “vi” millennials gør klogt i at tage “vores” krisetegn lidt mere alvorligt. De er (selvfølgelig) ikke tegn på, at vi er dovne og forkælede. Mit personlige håb er, at de er tegn på, at vi er ved at vågne lidt op. Jeg tror i hvert fald, at vi gør klogt i at forstå dem som et en del af et kollektivt problem, der handler om organiseringen af arbejde og liv i dag og kræver politiske, samfundsmæssige forandringer, snarere end individuelt-mentale.
