For cirka 10 år siden sad Michael og skrev sin første jobansøgning. Han var nyuddannet fra KUA, hvor han havde studeret i fem gode år og nu kunne kalde sig cand. mag. i dansk. Nu søgte Jyllands-Posten så en kulturredaktør, og selvom Michael egentlig altid havde troet, at han skulle arbejde på Politiken, søgte han selvfølgelig jobbet på den borgerlig-liberale avis.
– Bare vent, til de ser det her, tænkte han, da han gennemlæste sin ansøgning, sit lille opus med dertilhørende CV. Han havde jo skrevet speciale med en komparativ analyse af ny dansk litteratur.
– De kommer til at falde ned af stolen derinde.
Så gik dagene, så ugerne, og som du nok kan regne ud, hørte Michael aldrig fra avisen, før de i neutrale vendinger meddelte ham skriftligt, at han ikke havde fået jobbet.
Den her lille historie fortalte Michael mig selv, da jeg forleden sad og drak kaffe og spiste citronmåne i hans rækkehus lidt nord for København. Han er – ligesom jeg selv og cirka 1 million andre danskere – en del af millennial-generationen, og hans anekdote er et glimrende billede på, hvorfor der er så mange millennials, der har karriere-krise lige nu.
Millennials (eller generation y) er født cirka mellem 1981 og 1996, og det vil sige, at mange af os efterhånden er godt oppe i trediverne. Vi voksede op i 90’ernes optimisme, hvor alle havde jobs og statsministeren gik med en sjov cykelhjelm, og derfor bliver vi ofte betegnet som en temmelig forkælet generation, der føler, at vi har en naturlig ret til samfundets privilegier. Vi føler os unikke, er lidt dovne og vil helst have, at tingene kommer let til os. Det er ikke tilfældigt, at det var vores generation, der var børn, dengang curlingbørn blev opfundet som begreb.
Hvis du mangler et konkret billede på generation Y, så tænk på Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag i serien ’29’. Den, og de efterfølgende sæsoner, er på mange måder millennials kogt ned i en filmisk maggiterning.
Nu står mange af os så her på kanten af den livsfase, som undersøgelser gang på gang har stadfæstet som den mindst lykkelige, nemlig start-fyrrene, hvor ansvar på jobbet, små børn og realkreditlån lægger pres på livskvaliteten.
Det var sgu da ikke det, vi skrev os op til, var det?
I runde tal har millennials været på arbejdsmarkedet i 10 års tid, og det er det, der er problemet. En del af det i hvert fald. Mange sidder med en fornemmelse af utilfredshed over deres karriere, fordi den måske ikke helt ser ud, som man havde håbet. Måske føler man sig fastlåst og genovervejer, om man overhovedet valgte den rigtige karriere-vej i første omgang. It’s official, som et amerikansk tidsskrift skrev for nylig, we’ve entered the great millennial career crisis.
Du kan blive, hvad du vil
Det skulle jo ske, fristes man til at sige. Spørgsmålet er bare, hvem det er, der var den naive part; de studievejledere og politikere, der fortalte en hel generation, at de kunne blive, hvad de ville, eller de unge mennesker, der rent faktisk troede på det?
Men tilfældet er under alle omstændigheder, at millennial-generationen voksede op i en tid, hvor man satsede benhårdt på uddannelse og dybest set betragtede det som en stor buffet af livsmuligheder, hvoraf allesammen underforstået var vejen til succes. Grafisk design, psykologi, antropologi, journalistik… mulighederne var endeløse, og det handlede bare om at mærke efter i maven og finde ud af, hvad man ville – hvordan man på bedste vis fik realiseret sig selv.
Det kan virke tragikomisk med nutidens briller, når man ser, hvor mange antropologer og kunsthistorikere vi fik uddannet i de år, fordi virkeligheden ret hurtigt ramte millennial-generationen som et godstog. Finanskrisen kom i 2007, der var krig i Mellemøsten, klimakrise, boligmarkedskrise, David Bowie døde og så kom Coronakrisen og ryddede bordet.
Hvad skulle en sølle kunsthistoriker stille op med det?
Da millennial-generationen endelig var færdiguddannet, var alle de magasiner og gratisaviser, som de troede, de skulle redigere og designe, gået nedenom og hjem. Og i stedet for at entrere et kreativt jobmarked i fuldt økonomisk vigør, har de i dag vænnet sig til et arbejdsliv, hvor fyringer og nedskæringer kan ramme når som helst.
Dermed er den karriere-kontrakt, som millennial-generationen blev lovet, ikke gyldig længere – eller sagt mere ligefrem: den eksisterer slet ikke. Det er den ene forklaring på, at man som millennial får en krise.
– Jeg har det meget bare sådan wah, sagde en bekendt millennial til mig, da vi talte om det her. Hun er 39 år, har et kreativt kommercielt job i København, hvor hun tit er på photoshoot.
– Det går jo også meget godt, jeg tjener fint, men ofte har jeg en følelse af “var det virkelig det?”. Jeg tror ikke, det er det her, jeg skal lave resten af mit arbejdsliv, sagde hun og vedkendte sig “totalt”, at hun havde karriere-krise. Og i øvrigt også havde en galoperende 40-års krise coming up.
Det hjælper selvfølgelig ikke på det, men det er også et vigtigt element at have med sig her. Det er nemlig den perfekte cocktail af arbejdsliv og livsfase, der kolliderer og skaber the great millennial career crisis. Det fortæller sociolog og forfatter Emilia Van Hauen mig, da jeg ringer til hende.
– I bliver ramt af forestillingen om det frie, åbne og grænseløse liv, som i fik at vide, I ville få på jobmarkedet. Nu har I fået et hus og jeres to børn, I orker ikke at blive skilt, fordi I har jo set, hvordan det gik med jeres forældre, og så sidder I der og tænker: “var det det bare det?”. Det er en helt naturlig livsfase-tanke.
Forskellen på vores generation og den, der kom før os, den berygtede generation x, er i den her sammenhæng, at vi blev opdraget forskelligt. Sagt meget billedligt fik x’erne at vide, at livet (herunder arbejdslivet) var én stor lort, og hver dag handlede det om at tage en bid af den. Bare det at have et job i en tid, hvor ungdomsarbejdsløsheden var tårnhøj, var jo en god ting, forklarer Emilia Van Hauen.
Og hvis vi tillader os at blive lidt i den terminologi, var det millennials’ opdrag, at arbejdslivet ville være en stor lagkage, som man skulle mæske sig i dag ud og dag ind.
– X’erne vidste godt, at det ville være hårdt arbejde. De var preppet til det. Men millennials var preppet til, at alt var fedt hele tiden, og derfor er I også meget mere preppet til at opleve skuffelse.
At den skuffelse rammer lige nu hænger i høj grad sammen med, at mange millennials netop har overstået de hårdeste år med små børn, lort på lort, nul søvn og en eksistentiel følelse af at hænge i en klokkestreng. Nu er børnene blevet lidt større, og man får lidt mere luft i hovedet til at overveje sin egen situation og karriere. I stedet for bare at være glad for at have et job (som x’erne), ligger det ifølge Emilie Van Hauen til millennials som generation at føle sig berettiget og derfor skuffet over ikke at have realiseret sig selv. Det er den anden forklaring på krisen.
– Millennials er det, jeg kalder for uberettiget berettiget. De oplevede ikke kartoffelkuren og fattigfirserne, men blev opdraget af boomerne, som trænede deres børn i deres kollektive rettigheder. Skyggesiden ved det er deres følelse af entitlement, siger Emilia Van Hauen.
Work life balance og nul gnist
Ser man på tallene, er millennials især karakteriseret ved deres villighed til at skifte job. Gallup har decideret kaldt dem for the job hopping generation. Samtidig viser deres data, at millennials i disse år er mindre engagerede i deres arbejde end ældre generationer. Siden 2020 er deres engagement dykket markant i forhold til de ældres.
Ifølge Deloittes årlige millennial-undersøgelse er tre ting særligt vigtige for millennials på arbejdet: penge, trivsel (well being) og mening. Det er den klassiske taburet-logik, der er på færde her, og hvis én af delene ikke er der, ja, så vælter læsset.
Det problematiske for millennial-generation er sandsynligvis, at de i høj grad blev ansporet til at gøre karriere indenfor kreative brancher, skuespil, teater, musik, medier, kunstarbejde, hvor meningen og idealismen var stor, men pengene har vist sig at være små (dette gælder selvsagt ikke alle i denne generation – og der er masser af millennials, der i dag arbejder i andre sektorer, finans, sundhed og marketing).
Ligesom generation Z er millennials ret optaget af work life balance, og de forventer guidance, inspiration og læring af deres ledere snarere end at få leveret et klart overblik over dagens opgaver.
Det mest plausible er, at det ikke er én af alle disse faktorer, der skaber en karrierekrise-situation lige nu, men i højere grad summen af dem alle sammen, og at realiteterne på arbejdsmarkedet føles skuffende.
Det omvendte imposter syndrom
Der findes også en tredje forklaringsmulighed på the great millennial career crisis, og den er ret interessant. Den handler om, at millennials har en indøvet tendens til at overvurdere deres egne evner og talenter. Kort sagt, at de føler sig lidt for gode til deres arbejde.
Det kan måske lyde en smule paradoksalt, når man tænker på, hvor meget vi har talt om det famøse imposter syndrom: følelsen af at være uduelig til sit arbejde, og at det bare er et spørgsmål om tid, før nogen afslører én i at være en total talentløs dagdriver. Men det modsatte syndrom sameksisterer efter alt at dømme med den oprindelige følelse af at være en bedrager.
Og dét er peak millennial. Vi er den første X Factor- og Idols—generation og bærer stadig rundt på en lidt præpubertær tanke om, at vi er dybt talentfulde – det mangler bare lige at blive opdaget af nogen.
Det var den analyse, Morten Albæk sin tid lavede og langede ud efter i bogen ‘Det gennemsnitlige menneske’, men det virker ikke til, at vi har hørt efter. Inderst inde tror vi millennials stadig, vi er unikke. Hvis der er ét meme, der indkapsler den selvopfattelse, må det være denne millennial-klassiker:
I forbindelse med den her artikel har jeg talt med en række millennials fra forskellige brancher, og de nikker allesammen genkendende til oplevelsen. Men de har ikke lyst til at stå frem med navn, fordi de ikke vil skade deres karrierer.
Én af dem, jeg talte med, en radiovært, bragte det selv på banen og forklarede det meget præcist sådan her:
– Meget af tiden sidder jeg jo og laver noget, som enhver idiot kunne gøre. Jeg er vitterligt for god til det her. Det må du ikke skrive!
Jeg har også talt med en skuespiller i midt-trediverne, som nu i 10 år har lavet film og teater og egentlig er en succes, men stadig føler sig mere ambitiøs og genial end sin nære omverden.
– Jeg sidder også bare og venter på, at de ringer. Hvorfor ringer de ikke, når de ved hvor god jeg er? På en måde føler jeg ikke, jeg har nogen agens i min egen karriere, sagde han og drak lidt af sin cortado på sødmælk.
Her er han inde og røre ved noget ret centralt for millennial-generationen. Altså, følelsen af ikke at have agens. Det er meget generationstypisk, at vi forventer, at systemet kommer og hjælper os. Vi har ikke den samme penetrationskraft og autonomi som X’erne og Z’erne for den sags skyld.
Emilia Van Hauen forklarer det på den måde, at vi har været “for meget i kuvøse”, og ikke er trænet i at skabe mulighederne for os selv, hvis der ikke kommer nogen og giver dem til os. Derudover bliver vi, som Deloitte viste, mindre motiveret af selve arbejdet og mere motiveret af mening, og hvad der føles sjovt og godt inden i os selv.
– Hvis du ikke realiserer dig selv på dit arbejde og ikke synes, det du laver, er særlig fedt, så vil du som millennial føle dig som en fiasko, siger hun.
Læg dertil, at tiden, hvor det var fedt at have et 25-års jubilæum på sit arbejde, er totalt forbi. Hvor det engang var et hædersmærke, vil man i dag se det som et udtryk for at være groet fast. Ingen millennials vil sige tillykke, de ville spørge, om du er okay. Om det ikke var på tide at lave noget andet.
Vis mig en millennial, der siger, at hun vil lave det samme resten af sit liv, og du vil få en præmie. Som skuespilleren sagde til mig:
– Hver dag krænger jeg mit hjerte ud i den her forestillingen, men pengene er osse bare lidt øv, og jeg har gjort det i 10 år nu og skal stadig tage bad hjemmefra og selv købe min kaffe. Det er også bare lidt hårdt og nederen, og jeg gider ikke arbejde på den her måde for evigt.
Det store spørgsmål er nu, hvordan vi løser den her krise. Og om det egentlig er så slemt at opleve en karrierekrise? Sandsynligheden for, at arbejdsmarkedet kommer til at ændre sig fundamentalt, er i den her sammenhæng, forsvindende lille – om 10 og 20 år vil vi stadig gå på arbejde, selvom noget tyder på, at det bliver lidt mindre og med lidt mere hjælp fra kunstig intelligens.
Den her karrierekrise er, som Emilia Von Hauen sagde, den mest fantastiske mulighed for at udvikle sig. Og lige nu handler det måske for en hel generation om at kalibrere det grundlæggende mindset omkring det at gå på arbejde. Med kriser, rentestigninger og regression, der konstant afløser hinanden og kolporterer rundt i den globale verden, er øvelsen muligvis at være glad for overhovedet at have et arbejde.
Så må vi – for nu at parafrasere den geniale Ditte Giese – lave kimchi og keramik i vores fritid.
