Parmiddage er helst noget, man helt bør undgå, hvis det står til Annika Aakjær. Hun mener, at det mest af er en måde, man som ungt par kan forstille sig voksen på.
”Jeg tror, jeg har haft en ide om, at jeg skulle dyrke det i starten af mine tyvere med min kæreste. Der havde jeg en idé om, at det er det, man gør. ’Så er man voksen nu’. Efter jeg fandt ud af, at det var man ikke, så stoppede jeg. Det er bare noget, vi leger,” fortæller hun i dette afsnit af ’Venskabt’, der handler om parmiddage og selvfølgelig ’Gift ved første blik’.
For Sebastian er parmiddag-konstellationen også en ubekvem størrelse, hvor man kommer til at sætte sit eget parholds mønstre under, ofte, kritisk opsyn.
”I sidste ende ligger der en underliggende frygt for, at hvad nu, hvis den måde, de gør det på, er den helt rigtige. Deri ligger der jo så også en forståelse for, at der er noget, der hedder det objektivt rigtige.”
Denne uges indbakke er fyldt op med beskeder fra singler, der ofte ikke kommer på gæstelisten, når der er meldt parmiddag på menuen. Derudover stikker kønsrollerne også deres ansigter frem, hvor en lytter fortæller om, at det åbenbart ikke er muligt at være venner på tværs af køn, når man kommer i par.
”Det er helt klart min erfaring, at parmiddage er en eksplicit trussel mod venskaber på tværs af køn. Der sker nogle gange en fysisk opdeling, så hvis der skal grilles, så skal mændene stå ude omkring grillen. Der er bare nogen ting, hvor man falder i en form for, ikke laveste fællesnævner, men et sted, hvor man ved, man kan møde hinanden.”
Når værterne vender denne uges afsnit af ’Gift ved første blik’, er det helt klart Sara og Rasmus, der indtager hovedrollerne. Hvor de to resterende par får stillet ret positive prognoser, ser det ud til, at de to har ramt hovedkulds ind i ægteskabsmuren. Generelt er der fyldt godt op på drama-kontoen.
”Det her afsnit i den her serie, er noget af det mest voldsomme tv, jeg nogensinde har set,” slutter Sebastian af.
Du kan høre hele episoden her.
Værter: Annika Aakjær og Sebastian Lynggaard
Producer: Maja Vase Kvist
Redaktør: Emil Norsker