Man kan godt få den tanke, at Alexander Skarsgård vælger roller ud fra, hvor underlige de lyder på papiret. Og er de samtidig sexede med både varme og mening bag vanviddet, er det bare et plus.
Det gælder i den grad også for hans rolle som flettet ægtemand i ‘Wicker’ – filmen, der fik IKEA til at lancere en kampagne for en flettet bænk med sætningen “Made from husband material”.
Olivia Colman spiller en fattig fiskerkone i en lille landsby i England engang for mange år siden. Hun fører en ensom tilværelse i den lille hytte, hvor hun har boet hele sit liv. Alle håner hende for hendes fiskelugt og mangel på både hygiejne og ægtemand.
Da hun ved en fejl griber et magisk flettet æg, der udpeger hende som den næste i landsbyen til at stå brud, bliver drillerierne bare endnu værre. For hvem ville dog nogensinde gifte sig med hende?
Men fiskerkonen har ben i næsen og er ikke den, der bare kryber ind i et hjørne og gemmer sig. I stedet opsøger hun den pilefletter, der stod bag det famøse æg, og beder ham om at flette hende en ægtemand. Bare for at flette næbbet på dem.
Magiske hænder
Pilefletteren, spillet af Peter Dinklage, har imidlertid magiske hænder og giver hende mere, end hun nogensinde kunne have håbet på. Han leverer en ægtemand, der ikke alene er smukt flettet med brede skuldre og et varmt hjerte, men som også ved, lige hvad en kvinde har brug for. Ikke kun udadtil, men også i hjertet og i særdeleshed i ægtesengen.
I takt med at han igen og igen får hendes seng til at brase sammen – og bygger den op igen – får livet både farver og mening for fiskerkonen, der opdager det smukke i at være to om alt det, hun før måtte klare alene.
Med alle de nyvakte følelser følger dog en, hun ikke havde regnet med – nemlig jalousi. Ikke kun fra de andre koner i landsbyen, der ser, at hendes ægtemand er mere en drømmemand end deres egne dovne drog. Men også fra hende selv, der pludselig for første gang i sit liv har noget at miste.
Brændende hjerter kan være særdeles farlige, når man er en sexet træmand lavet af pileflet. Selv den mindste gnist kan blive skæbnesvanger.
Det lyder måske vanvittigt og tosset, men det kunne ikke være mere forkert. For selvom ‘Wicker’ også er sjov og fyldt med gode grin og rigelige mængder social satire, er den først og fremmest en både dyb og oprigtigt rørende kærlighedshistorie, der kommer omkring et væld af menneskelige følelser som kærlighed, begær, håb, længsel, magt og misundelse. Og så er den dampende sexet.
Blød og øm
Faktisk fungerer ‘Wicker’ på alle parametre, netop fordi den ikke gør grin med sin sære fortælling, men tager den dybt alvorligt.
I en sådan grad, så vi tror på, at en flettet mand kunne være en vaskeægte drømmemand. Ja, måske endda får os til at drømme lidt om det.
For lige meget, hvor gakket det bliver, og hvor absurd satiren folder sig ud, så glemmer instruktørparret Alex Huston Fischer og Eleanor Wilson aldrig, at filmens bankende hjerte er den ømme og altopslugende kærlighedshistorie mellem en kvinde, der aldrig har oplevet ømhed og kærtegn, og en mand, der er skabt med det ene formål at elske hende – med en blødhed, der står i skarp kontrast til de strittende grene, der udgør hans krop.
Alexander Skarsgård og Olivia Colman er vidunderlige i rollerne som parret, der åbner sig for hinanden. De har så god kemi, at vi ikke et sekund tvivler på det logiske i romancen mellem en kvinde af kød og blod og en flettet mand.
Olivia Colman spiller med hele sin krop, sit sind og sit hjerte. Alexander Skarsgård spiller mest med øjnene – men det er nok til, at vi falder pladask for ham.
Stikker i selvforståelsen
Og så er der Peter Dinklage som pilefletteren, der går for sig selv og filosoferer over menneskets og kærlighedens natur og unatur. Og hvordan den undertiden kommer i en helt anden forklædning, end vi forventer.
I filmens univers er det det mest naturlige i verden at elske (med) en mand lavet af pileflet (ikke et ord om splinter i ømtålelige steder!). Det unaturlige er den måde, samfundet er bygget op på, hvor kærligheden bliver en købsvare, og kvinden mest af alt er til pynt, avl og arbejdskraft.
Ømhed og fællesskab er der ikke meget af. Den slags pjat er ikke for rigtige mænd. Eller er det? For selvom han er en træmand, er ægtemanden mere mand end nogen anden i byen.
Filmen udstiller på skarp, men ikke ukærlig vis menneskeligt hovmod, sårbarhed og fejlbarlighed.
Men tag ikke fejl. Selvom filmen ved første øjekast forekommer blød og føjelig som friske pileskud, afslører den undervejs også en række skarpe torne, der stikker lige der i selvforståelsen, hvor det gør både ondt og godt.
🖤🖤🖤🖤🖤🤍
