Det mest kurtede Kurt Vile-album
Jeg skal ikke kunne sige, hvordan det egentlig giver mening, det jeg har tænkt mig at sige nu, så det må være op til nogen med et højere intellekt at afgøre. Men jeg synes, du skal lytte til Kurt Viles nyeste album, der bærer titlen ‘Philadelphia’s been good to me’. Grunden til, at det godt kan virke som en lidt paradoksal anbefaling, er, at det i grunden er et ret dårligt album. Jeg vil imidlertid argumentere for, at visse ting kan være dårligt gode – præcis ligesom visse mennesker kan være grim-pæne (i den kategori er Serge Gainsbourg mit yndlingseksempel på grund af de udstående ører). 46-årige Kurt Vile har vel aldrig rigtig været en god musiker, men han er nu alligevel en gudsbenådet kunstner indenfor sin egen lille musikalske niche, slackerrock. På sin nye plade slacker han sammen med sit band mere end nogensinde, visse steder har de svært ved bare at ramme et-slaget, mens de repeterer det samme guitarriff i 9 minutter. Men deri ligger charmen. I en perfekthedstid med fejlfri stavning og generel falskhed, bliver det næppe mere velkomment med et album, der er så fuld af menneskelige fejl som lige her. Ægte dårligt spillet. Ægte godt. Og stenet.
Cafeteria på gudsforladt adresse
Der er mere fra den autentiske skuffe nu. Mine gastrofile tendenser tager mig sommetider ud på den gudsforladte københavneradresse Støbegodsvej 1, et sted mellem Sydhavn og alle hovedbanegårdens jernbaner, fordi man her kan handle i det italienske supermarked Supermarco. Det er i sig selv en anbefaling, fordi der er så mange specialiteter, tapenader og en slagter med gode skinker og pølser, men min egentlige anbefaling er butikkens tilhørende cafeteria. Det er meget italiensk. Her kan man få bløde croissanter og bagværk med pistaciecreme og gelato, men det er nu især deres panini, man skal gå efter. Og navnlig deres variant med porchetta og rucola, og det hjælper, hvis man er lidt masochistisk anlagt, idet brødets skorpe har den karakteristiske flænsende effekt på ganen. Man må desuden forvente at ekspedienten tiltaler en på italiensk, og at der er håndværkere i refleksbukser omkring plastikbordene. Slut måltidet af med en espresso, som serveres i et lille hvidt plastikkrus, hvis man har travlt.
Chablis på en tirsdag
Der findes ikke nogen bedre og mere feteret madanmelder i dette kongerige end den navnkundige Martin Kongstad. Jeg har altid holdt meget af at læse hans tekster, det er bare en skam, at de – foruden hans bøger – altid handler så meget om mad. Derfor er det en lise, at han nu har udgivet en bog på Gyldendal, der samler hans bedste tekster om mad og vin fra Weekendavisen, men med det kvalitetskriterie, at de handler lige så meget om alt muligt andet. ‘Chablis på en tirsdag’ er en vidunderlig lille bog at læse i, både sjov, inspirerende og med et farverigt persongalleri (eksempelvis Søren T-shirt), og så har bogen den ekstra fordel at være udsmykket med et virkelig flot fotografi taget af Rita Kuhlmann, der i sin tid arbejdede her på Heartbeats.
Ugens af-befaling: Sam Fender-brøler
Det sker sjældent, at der præsenteres noget ny musik for mig på Spotify, som er godt, og det skete heller ikke denne gang. Jeg var ellers lutter øren, da jeg så, at den britiske rockmusiker Sam Fender havde udgivet en ny sang, som tilmed var en coverversion af en rigtig god sang, nemlig Rolling Stones-klassikeren ‘You Can’t Always Get What You Want’. Men hvis man begiver sig ud i sådan et cover, eller såmænd bare et cover af enhver art, skal man jo som minimum gøre noget anderledes end originalen. Det gør Sam Fender ikke, han tager ikke sangen noget nyt sted hen, men mimer i stedet sine legendariske landsmænd. Hvorfor skulle man så overhovedet høre hans version? Den er en vandet udgave af den ægte vare, en musikalsk brøler fra en ellers stor stjerne, og det er jo på sin vis dybt ironisk med netop dén sangtitel.
Her er en liveudgave i stedet – og læs så lige den øverste kommentar på YouTube. God weekend!
