Det lå ikke i kortene ved premieren i 2021, at ’Hacks’ skulle udvikle sig til en af tidens absolut bedste komedieserier.
HBO-serien landede midt i lanceringsforvirringen om, hvad det nye Max egentlig var for noget. Og var det ikke alt for snævert med en historie om to kvindelige komikeres kamp for succes i den misogyne underholdningsbranche?
Fem år og lige så mange sæsoner senere står det nu fuldstændig klart, at ’Hacks’ ikke bare er en af de bedste serier i nyere tid, men også nok den mest rammende skildring af det forvirrende vadested, som verden og mange af os befinder sig i lige nu.
Med slående generationskomik er der blevet bygget broer mellem hovedpersonerne, Jean Smarts ældre ikon Deborah Vance og Hannah Einbinders unge talent Ava, der tjener som forbilleder for gensidig, om end bramfri, respekt.
Den afsluttende sæson fortsætter den forrygende stime og byder på en stribe humoristiske og rørende højdepunkter, så man efter alle 10 afsnit får lyst til at rejse sig og give et stående og fortjent bifald.
Et vibrerende kanvas
Femte sæson starter med Deborah Vances begravelse. Hendes fanklub, Little Debbies, lægger tårevædede blomster ved hjemmet i Las Vegas, men det er naturligvis falske nyheder, for den ukuelige fighter lever i bedste velgående.
Efter miseren med talkshowet i fjerde sæson har hun dog fået mundkurv på og må ikke udtale sig offentligt i en periode. Som comeback planlægger Deborah et stort opsat show på det legendariske spillested Madison Square Garden, der kun har plads til hende på den for newyorkere skæbnesvangre dato 11. september.
Ved ophævelsen af taleforbuddet promoverer hun begivenheden i radioen på kradsbørstig vis, som kun hun kan: ”Vi gør alt for at sikre os, at det her bliver den bedste 9/11, New York nogensinde har haft!”
Serieskaberne Lucia Aniello, Paul W. Downs og Jen Statsky har en evne til at skrive dialog, som på samme tid er bidende morsom og ekstremt følelsesladet.
Hvert afsnit har sin egen klare ramme og kommer derfor til at stå som et værk i egen ret – ikke bare en brik i et større puslespil, som det er tilfældet i mange andre serier. Med afstikkere til alt fra fankongresser over et bryllup til en dobbeltdate hos en af Deborahs mange konkurrenter arbejder serieskaberne på et vibrerende kanvas, der emmer af liv og løjer.
Smukke sløjfer
Rundt om Deborah og Ava, hvis komplicerede venskab – som hund og kat fra hver sin generation – er det store omdrejningspunkt, får bifigurerne masser af plads til at boltre sig i herlig vildskab.
Kvindernes manager Jimmy (Paul W. Downs) kæmper som sædvanlig med næb og kløer for at sikre både sine klienter og sig selv de bedst mulige arbejdsbetingelser.
Sammen med partneren Kayla (den elskeligt overdrevne Megan Stalter) tager han blandt andet på mission for at engagere en komiker i forbindelse med Deborahs comeback. De kommer alle tre skægt nok til at lege den samme farlige drukleg som i den biografaktuelle ’The Drama’, og det får ligeledes store konsekvenser.
Serien har skabt en uhøjtidelig tone, hvor intet er helligt, og alt kan gøres sjovt, fordi alle involverede konstant har hjertet med sig.
Jeg vil meget nødig afsløre for meget og ødelægge oplevelsen for andre. Men jeg kan da løfte sløret for, at begge de kvindelige hovedpersoner har mindst ét romantisk forhold undervejs, kommer på kollisionskurs med en AI-begejstret techbro og rejser til Paris, hvor selveste Mona Lisa på et tomt Louvre får det skudsmål ikke at være noget særligt.
Vi kommer vidt omkring – ikke mindst tematisk – men det hele bindes sammen med smukt iscenesatte sløjfer. Det meste af sæsonen er Deborah optaget af at sikre sit eftermæle, som trues af den hævngerrige chef for det selskab, hun lavede talkshowet for.
Mod slutningen står det klart for hende, at det ikke så meget handler om, hvad de sidste ord er, men hvem man vælger at sige dem sammen med.
Kærligheden flyder frit
’Hacks’ er en serie, der tager publikum ud af hverdagens trummerum for at grine højt og rase i deres følelsers vold.
Over fire sæsoner har man vænnet sig til, at Deborah og Ava langt fra hele tiden er søde ved hinanden, men i seriens svanesang føles det helt rigtigt, at de bortset fra enkelte udfald lader kærligheden flyde frit mellem sig.
Det ender som et kærlighedsbrev til underholdningsindustrien i bred forstand, men med så skarpt tegnede personer og en helt unik stemme, at serien kommer til at leve videre i bevidstheden.
Er du ikke allerede i gang, kan jeg kun anbefale at starte ved begyndelsen og nyde hele den forrygende rejse.
🖤🖤🖤🖤🖤🖤
