I den forrige uge skulle jeg på en flyvetur til Grækenland. Det har jeg været utallige gange i mit liv for at besøge min familie. Somme tider har det været med bil, men dog de fleste gange med fly. Tre døgn i en bil er alligevel noget andet end tre timer i luften.
Da jeg var mindre, hadede jeg at flyve. Bare lyden og lugtene, som jeg forbandt med lufthavne, gav mig kvalme. Og jeg havde såmænd også i mine helt unge dage en pose i nærheden under hele flyseancen for en sikkerheds skyld. Det var ikke sjovt at skulle flyve. Det skulle bare overstås. Og sådan har jeg oplevet, at mange mennesker har det.
Jeg er dog med tiden efter mine mange oplevelser blevet en stærk flyvepige, som nu næsten elsker at flyve. Den længste tur, jeg har fløjet, var til Australien. Der er alligevel grænser for, hvor længe man er komfortabel i et flysæde. Men de gængse charterruter er faktisk for mig blevet et slags helle. Nogle timer i rummet, hvor livet på jorden står stille i den forstand, at alle digitale devices sættes på flytilstand. Det tvinger mig til at tænke over mit liv, som jeg efterlader derhjemme, min kommende flydestination, men samtidig også meget større tanker om hele rummet, menneskets størrelse og det gigantiske utrolige transportmiddel et fly er. Min fascination af menneskets opfindelse vil aldrig stoppe med at imponere mig.
Komforten, støjen og rutinerne ombord på et fly er, som man kender det. Ikke begejstrende, men det følger med. For mon ikke vi overlever, når vi opvejer det mod den gave det er at kunne rejse jorden rundt i luften.
Den danske astronaut Andreas Mogensen er netop opsendt i rummet. En tanke, der også optog mig på den seneste flyvetur. Den klaustrofobiske og samtidig agorafobiske oplevelse det må være at være i et rumskib i rummet. Utroligt, hvad mennesker har skabt og bliver ved med at skabe. Jeg er dybt imponeret og fascineret.
Nu er jeg landet i Danmark igen. På jorden igen. Endnu en rejse og oplevelse rigere. Jeg ved, at der også er en syndig side ved at flyve, og at det formentlig snart bliver en dyrere og sjældnere mulighed for os alle. Og det er nok også meget godt. Men jeg må indrømme, at jeg elsker det. Hvor er det fantastisk at være så privilegeret at kunne rejse.
/Nikoline Andersen
Protest som country
Det skulle efter sigende aldrig være sket tidligere, at en musiker er gået fra total ukendthed til at ligge nummer et på hitlisten i USA. Men nu er det sket, og det skyldes en rødskægget mand og hans guitar. Oliver Anthony har skrevet sangen ‘Rich Men North of Richmond’, og siden han smed den på nettet, er tingene så godt som eksploderet. På den positive måde. Næsten da, for sangen er hurtigt blevet omfavnet af højreorienterede politiker, der kan spejle sig i sangens protest mod for høje skatter og dårlige vilkår for arbejderklassen. Selv har amatørmusikeren sagt, at han politisk ligger lige i midten, og at han i øvrigt ikke har planer om at blive et kendt og sole sig i successen. Hvorom alting er, så er der noget smukt i, at noget så simpelt som en hjemmelavet countrysang fra en ærlig fyr Virginia stadig kan overhale alt og alle i 2023.
/Thomas Balslev
Mit livs værste sommer
Zissel har fået nyt job på Zetland. De første tre uger er hun top motiveret og begejstret for sit nye arbejde, men som dagene går, rammer hun en mur. En “ny i job”-mur. Hun har mistet overblikket og ved ikke, hvordan hun skal gribe noget an. Det hele kulminerer, da hun bryder grædende sammen i et mødelokale. Chefredaktør Lea Korsgaard fortæller hende, at det er helt normalt og en tilstand, alle nye medarbejdere har været igennem. Zissel bliver derfor sat til at udforske, hvordan hun kommer ud af sin nedtur. Det er der kommet en genial artikelserie ud af, som alle, der har været nye på en arbejdsplads, med al sandsynlighed vil kunne genkende.
Du kan høre eller læse artikelserien ’Mit livs værste sommer’ af Zissel Astrid Kjertum-Mohr på Zetland.
Fodbold på svensk
Med en sommer, hvor saudiske milliard-indkøb har præget billedet, kan man godt få lidt kvalmefornemmelse over moderne fodbold. Så jeg tog sammen med et par stykker en dagstur til nabolandet for at få fornemmelsen af stemningen der. Og det kan varmt anbefales. Vi tog et par timer over sundet og så Mjällby spille mod Stockholm-klubben Hammarby på, hvad der må være et af Nordens hyggeligste stadions.
Da vi ikke havde kontanter eller Swift (deres MobilePay), gav en flink svensk dame os kaffe og gratis billetter til pølser og brød. Kæmpe hyldest til den svenske gæstfrihed.
/Emil Norsker
Det bedste fra Heartbeats
Udvalgt af Emil Norsker
‘Gift ved første blik’ er tilbage. Og det måske bedste ved det er, at Thomas Balslevs analyser af programmet er det samme. Her er fx hans beskrivelse af Jeanette, som vi møder i første program.
”Vi konstaterer to ting om Jeanette: Sandheder er noget, der skrives med skråskrift på kroppen, og nervøsitet er noget, man ordner med en Cult Shaker.”
Tøjbutikken Jørnæs havde i mange år levet en upåagtet tilværelse klemt inde mellem de finere butikker på Østerbrogade i København. Men et par influencere, og folks behov for billigt, normcore træningstøj, fik interessen til at eksplodere under corona.
De fleste havde nok troet, at hypen vil dø ud, men nu udvider Jørnæs. Vi har mødt butikkens stifter, Ib Jørnæs.
Som ung kan man ikke skynde sig nok med at komme ud af sin opvæksts snærende bånd. Måske især hvis man er vokset op i provinsen, og villavejens ro truer med at kvæle en. Men når man har fået det hele på afstand, kan man som regel også se det hele i et mere nuanceret billede.
Frederikke Hinsby ser tilbage på fortidens Falster.
