”Vi er kun på computere i alle fag, fordi det kan vores lærere godt lide. Omkring 95 procent af dagen og også vores lektier er på skærm,” fortæller en pige på 14. Faktisk er det kun i idræt, at hendes klasse ikke bruger skærm.
Hun fortæller, at når skoledagen er slut, så har hun ofte ondt i hovedet og øjnene, fordi hun har stirret ind i en lille skærm hele dagen. Samtidig kan hun se, at mange elever i klassen slet ikke følger med i undervisningen, men spiller skak eller ser på videoer.
Skærme i skolen er en brandvarm politisk kartoffel, hvor undervisningsministeren også er gået ind i sagen for at opfordre lærerstanden til at huske, at der var en tid før skærme, hvor bøger, en personlig håndskrift, diktat, papir og blyant var en naturlig del af børnenes skoledag. I dag får mange udleveret en iPad i 0. klasse, og derfra går det stærkt.
Denne syvende episode af ’Skærmbarn’ handler om skoleskærme, og i studiet har vi Mikkel Offenberg fra Den Digitale Skole, som er uddannet lærer, og Kathrine Elmose Jørgensen, digital ekspert hos Børns Vilkår. Vi har også et børnepanel med tre teenagere, der synes, at det har taget lidt overhånd med lærernes begejstring for skærmundervisning.
Men hvem bestemmer? Eleverne, lærere, forældre, skoleledelsen eller politikerne? Der findes ikke meget evidensbaseret viden om, hvad skærme i undervisningen betyder, men Børns Vilkår har talt med en masse skoleelever, som gerne ser, at de voksne skærer ned for skærm i skolen.
”De gider ikke sidde foran en skærm og være overladt til sig selv,” fortæller Kathrine Elmose Jørgensen.
”Man bruger skærm så meget derhjemme og så skulle man tro, at når man tager i skole, var der lige en pause fra skærm. Men det er der ikke, og når så mange tager hjem, skal man også lave lektier på en skærm, og når man er færdig, er man på sin telefon. Det er bare en hel dag med skærme. Det er ikke så fedt,” siger en pige på 14 år.
Lyt til debatten i podcasten.
Podcasten er blevet til i samarbejde med Børns Vilkår og med støtte fra TrygFonden.
Producer: Cecilie Wortziger
Musik: Frej Levin
Vært: Ditte Giese