Der er et farvel, der indeholder alle afskeder i sig.
Det minder lidt om mit første kæreste-breakup, eller da min bedste ven fandt en anden ven, og så er det alligevel anderledes, selvom de alle smager af en form for salt.
Jeg taler om den sorg, der har ramt mig som en melankolsk dyne denne sommer: Mine børn er store og ved at blive voksne.
Min datter er netop blevet student, og min søn har afsluttet folkeskolen og er på vej på efterskole. Snart bliver vores lille lejlighed noget større. En masse rod, beskidte tallerkener og en vind af liv er på vej ud ad døren. Egentlig bor de stadig hjemme, men det er primært, når en Mobilpay-anmodning tikker ind, at jeg bliver mindet om det.
Det er en underlig sorg, for den har jo været mange år undervejs. Faktisk lige siden de tog deres første skridt har der været en stadig større løsrivelsesproces. Man opdager det bare først rigtig tydeligt, når de står med kufferten pakket og allerede i deres tanker er mange kilometer væk.
Det er også en sorg, omverdenen og mig selv ikke rigtig har plads til. Det ville være underligt, hvis jeg åbent (udover denne tekst) flæbede alt for meget, da det er den mest naturlige og uundgåelige proces i verden. Slægt skal følge slægters gang. Men ikke desto mindre er det svært at slippe det.
Den mest rammende episode denne sommer var, da min datter netop var blevet student. Senere på dagen skulle vi hen til min søns afslutning på folkeskolen, hvor de begge har gået. Efter ceremonien skal min datter videre til studentergilde, og hun vender sig om med tårer i øjnene og siger:
– Jeg skal videre.
Symbolikken var tydelig ikke bare for os forældre, men også for hende. Hun skal videre. Fra sin barndomsskolegård. For alle – også unge – ligger der i en enhver ny livsfase en afsked til det gamle.
Måske fordi det er en så naturlig del af tilværelsen, bliver der ikke talt så meget om det, hverken i kulturen eller dagligdagen. Men de fleste elsker deres børn højere end noget andet, og det giver altså en underlig følelse, når den ene part pludselig vælger, at man nu kun ses ekstremt sporadisk.
Den anden part, mig, står ellers velvilligt klar med bio-billetter, restaurantbesøg og generel opbakning, mens mine børn har en prioriteringsliste med cirka 32 jævnaldrende, før mit navn dukker op.
Det er som at prøve at blive ven med en kollega, der altid har vigtigere opgaver og et rigere privatliv.
– Vil du med ud og spise pizza? Jeg giver. Nå ikke, helt fint.
Alt for en samtale, et glimt ind i deres tilværelse, der for få år siden var et meget overskueligt tæppe.
Det gode er, at jeg kan sige, at jeg var der i deres opvækst. Jeg ofrede dem ikke i et karriereræs, og jeg blev heller ikke skilt (det må være forfærdeligt at misse halvdelen af deres opvækst).
Heldigvis har jeg stadig min hustru, og hun deler min sorg, selvom hun heldigvis ikke er helt så melankolsk anlagt og generelt har tacklet hele afskedssommeren noget mere rationelt og balancerede.
Heldigvis har jeg også selv venner og en karriere. Jeg er ikke helt så ynkelig, som jeg virker, når jeg desperat forsøger at lokke dem til at se de gamle Star Wars-film igen. Men det er en særlig form for afvisning, når min datter efter sommerferien til Italien allerede sagde farvel, inden vi var kommet ud af lufthavnen, da hun altså ikke havde tid til bagagebåndet.
Alternativet ville dog være værre. Hvis de hellere ville sidde med deres forældre hver lørdag aften og ikke havde nogle venner, og som sagt: Det er livets mest naturlige gang.
Det er også her denne sorg adskiller sig fra andre, for den er lige fyldt med vemod og glæde. For hvert skridt de tager ud i verden og lykkes, svulmer ens hjerte med stolthed, og deres præstationer og sejrer glæder mindst lige så meget som ens eget. Så mens man er blå indeni, når de får venner, kærester og et nyt liv, er man samtidig lykkelig over det samme. Det er den mest tvetydige melankoli.
Når man ser dem starte på efterskole, husker man også sin egen tid og glæder sig over, at man også havde store oplevelser i den alder. Og at man først og fremmest overlevede – der er også en vis glæde over ikke at skulle igennem det alt sammen.
Det er en gammel sandhed, at man skal huske at holde deres hånd, mens de stadig gider. Det råd gælder selvfølgelig os alle. Men jeg føler, jeg har gjort det, og der er stadig ikke en vaccine mod den snigende sorg, der kommer, når alt det ændrer sig. Den kommer lige meget hvad.
Derfor vil jeg også have lov til at sørge. For nogle af de bedste øjeblikke i mit liv har været med dem. Og jeg er bange for, at der bliver færre af dem i fremtiden.
