Man kan ikke se ind fra gaden. Der er klistret mat film på vinduerne. Men når man går ind ad hoveddøren på hjørnet af Lille Istedgade, gemmer sig et juletræ med julekugler og glitter. I det næste rum er der remedier til stofindtag. På et koldt metalbord ligger der kanyler i små plastikposer.
Siden grundlæggelsen i 1910 har Mændenes Hjem tilbudt en seng for natten eller et mere permanent værelse til dem, der er hjemløse, stofbrugere eller på anden måde udsatte. Hjemmet får økonomisk støtte fra Københavns Kommune, men de er en selvejende institution.
Mændenes Hjem har været under ombygning i to år, hvor det er blevet helt nyrenoveret. I den tid har beboerne været genhuset på et nedlagt plejehjem i Valby, men nu er de tilbage ved Lille Istedgade på Vesterbro. Det har kostet 100 millioner, der er sponsoreret af fire store fonde.
Ivan Christensen startede som vikar på Mændenes Hjem i 1999, og nu er han forstander. Renovationen har skabt mere plads. Der er 46 værelser fordelt på fem etager. Hvis alle senge er optaget, finder de en ekstra madras. Ingen skal afvises. Huset tager både imod mænd og kvinder. Der er også nogle, der ikke bor der, men som kommer for at spise og indtage stoffer.
”Dem, der bor her, er hjemløse. De er stofafhængige. Mange af dem har flere psykiske diagnoser. De fleste her har været udsatte, siden den dag de blev født. De er vokset op under svære betingelser med stor ustabilitet. Mange har levet i plejefamilier eller institutioner. Halvdelen har dansk etnisk baggrund. Den anden halvdel har anden etnisk baggrund. Flere af dem har været i krig, hvor de er blevet tortureret,” fortæller Ivan Christensen.
Tæsk og håndmadder
På natbordet står der en lampe, men den er slukket. Og foran vinduet hænger der to vattæpper, der sørger for, at glimtet fra den grå himmel ikke finder vej ind på Peters værelse. Han fik sit nye værelse på Mændenes Hjem for to uger siden, og han har indvilget i et kort besøg.
Han er lige kommet hjem efter at have spist smørrebrød i kantinen. To stykker for 14 kroner. Et med roastbeef og et med æg. Det smager fint nok, siger han.
Han vil gerne være anonym, så Peter er ikke hans rigtige navn. Han blev hjemløs den 5. august 2017. Gaden hærger mænd.
Peters liv er sløret, men den dag, han blev hjemløs, står klart. Siden har der været nætter indenfor og udenfor.
”Det er helvede på jord. Det er ikke sjovt. Jeg har taget mine tæsk. Det er nemt at give skylden til en som mig, hvis man ikke lige ved, hvem der har gjort noget. Nogen havde måske stjålet en cykel. Jeg har tit fået tæsk, fordi der var en, der skulle tæskes, og så lå jeg tilfældigvis der. Det er meget svært. Man sover ikke. Jeg har været mere vågen om natten i mit liv, end jeg har sovet,” fortæller Peter.
Han siger, at det er okay at bo på Mændenes Hjem. Det er bedre end gaden, men han vil hellere bo i en almindelig lejlighed. Hans dage går med at passe sit cokeforbrug og sælge aviser. Det er svært at tage hånd om begge ting. Han har lige haft rund fødselsdag, hvor han fyldte 50 år. Men han kan ikke huske, hvornår han sidst havde en god dag. De dårlige dage er nemmere at huske.
”Jeg er tit blevet anholdt. De siger, at jeg laver fagter i luften. Det skræmmer folk. De kan ikke definere mig og forholde sig til mig. De forstår mig ikke. Det er frustrerende. Der er få mennesker, der forstår mig, men de er også magtesløse,” fortæller han med blikket begravet i sine rystende hænder.
Vi har snakket i et kvarter. Han kan ikke længere holde benene i ro, så vi siger farvel til hinanden.
Halvanden time uden coke
På etagen nedenunder ligger socialpædagogernes kontor, hvor Thomas Jønsson er ved at dosere medicin og antabus. En af beboerne har en behandlingsdom. Det kan være svært at være stoffri, når alle omkring en er påvirket. Det er ikke målet på Mændenes Hjem at få folk helt ud af stofferne. Her samler de i stedet på de små succeshistorier.
”En af vores beboere havde et meget kaotisk cokemisbrug. For fire år siden havde det været utænkeligt, men nu kan han sidde roligt og spille backgammon i halvanden time uden at sniffe. Det er en succes,” fortæller socialpædagog Thomas Jønsson.
De kår, som beboerne på Mændenes Hjem har levet under, former deres drømme.
”Nogen drømmer om at undgå fængsel. Nogen drømmer om at vågne uden abstinenser. Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvad det gode liv er,” siger Ivan Christensen.
Vi forlader kontoret og går ad de hvide gange nedenunder til modtagerstuen.
En ældre mand kommer ind fra gaden. Vi sætter os sammen ved et blåt bord. Han rykker uroligt fra side til side, mens han hælder kaffe op i et papkrus. Han fortæller, at han drømmer om at se mere til sin familie på Nørrebro. Men det gør han ikke på grund af det liv, han lever.
Han kom til Danmark på grund af krig. Når han ikke er på gaden, kan han godt lide at se dokumentarer om krige på sit værelse.
Han fortæller, at han har været ind og ud af Mændenes Hjem de sidste 40 år. Det har ikke altid været nemt. Nogle gange oplever han, at folk misforstår ham.
”Jeg kan blive meget vred, men så prøver jeg altid at smutte, før det går galt. Nogle gange tror medarbejderne, at jeg vil gøre dem ondt. Det vil jeg ikke. Engang kom jeg til at spilde lagkage på en medarbejder, og så blev hun bange. Det var ikke med vilje, men det troede hun,” fortæller han, mens han rører tre skefulde sukker rundt i kaffen.
I rummet ved siden af os ligger stofindtagelsesrummet. Skyen bliver det kaldt. Her bliver der normalt hjulpet med omkring 6.000-7.000 stofindtag om måneden, men her i åbningsperioden er der lukket, sådan at huset ikke bliver overrendt, før beboerne er kommet ordentligt på plads. Skyen åbner den 3. januar, og så kan alle komme fra gaden og få rene kanyler og hjælp til at indtage deres stoffer.
En mangfoldig stolthed
Mange af beboerne har mistet kontakten til deres pårørende. Den manglende omsorg prøver medarbejderne at give lidt af. Men det er svært, fortæller Ivan Christensen.
”Det er et hårdt job på et følelsesmæssigt plan, men jeg brænder for det. Jeg føler mig meget privilegeret og heldig over at være med til at skabe bedre betingelser. De her mennesker fortjener lige så meget som alle andre. De har ikke selv haft mulighed for at vælge fra de øverste hylder.”
I løbet af de seneste 23 år har han oplevet mennesker, der kæmper for at overleve. De kæmper i de mørke skygger af byen.
”Jeg plejer at sige, at der hvor min fantasi stopper, det er der, hvor Mændenes Hjem begynder. Ting, folk gør for at få penge til stoffer. Hvad folk gør for at overleve. Jeg tror ikke, at jeg ville overleve særlig længe på gaden. Flere kvinder sælger sig selv seksuelt. De bliver udsat for nogle forfærdelige ting. Gaden er et ekstremt miljø,” fortæller han.
Ivan Christensen håber, at det nye Mændenes Hjem kan give mere tryghed til beboerne. Og så drømmer han om, at man som københavner vil føle sig stolt over at have Mændenes Hjem. Og at folk er glade for at have det placeret i deres bydel som et billede på, at vi hjælper dem, der har det sværest.
Det er vigtigt for ham, at vi kan samles som ligeværdige mennesker.
”Nogle af kioskejerne fra området kommer og spiser frokost. Børn skal ikke være her, men vi vil gerne have, at det er mangfoldigt. Man må gerne komme forbi. Der skal selvfølgelig ikke være overrendt, for det er først og fremmest nogens hjem.”
Efter tre timer bag de tonede vinduer forlader jeg Mændenes Hjem. Den tunge hoveddør smækker hårdt i bag mig. Nu står jeg igen udenfor. Klokken er 16, og det er blevet mørkt. Der er lysende julekæder og kalenderlys i vinduerne på den anden side af gaden.
Men selvom julestemningen har en anden klang på Mændenes Hjem, så betyder afslutningen af den store renovering, at julemåneden igen byder på en varm seng til mænd og kvinder i huset på Lille Istedgade.
