villy søvndal
Foto: Marcus Emil Christensen/Ritzau Scanpix

Villy Søvndal har prøvet det meste, men han har mildest talt travlt for tiden

At være medlem af Europa-Parlamentet og ordfører for det, der bogstaveligt talt udgør verdens brændpunkter i øjeblikket, trækker veksler på den tidligere udenrigsminister. 

Villy Søvndal vil gerne kalde sig selv for et rutinemenneske. Men egentlig har den 73-årige SF’er mest rutiner for nemhedens skyld.

Han har to typer af hverdage. Dem i Bruxelles eller Strasbourg, hvor han arbejder som medlem af Europa-parlamentet, og så har han de private dage, hvor han er sammen med sin kone, ser fodbold og ser sine børn.

Som ordfører for både Israel-Palæstina, Ukraine og for Grønland vil det være en underdrivelse at sige, at Villy Søvndal har nok at se til for tiden.

Han har været i gamet længere end de fleste, han har været udenrigsminister, og han var formand for SF, da partiet skød gennem loftet i 2007. Alligevel beskriver han den seneste tid som ”ufatteligt travl” – med særlig vægt på ufattelig.

I alt er der til hverdag 15 mand gruppen omkring Villy Søvndal og hans politiske arbejde i parlamentet for at få det til at glide, hvoraf tre af dem er knyttet helt tæt ham.

For nylig sagde han ovenikøbet farvel til livet som koldingenser og flyttede sammen med sin kone til København. En by, der i hans øjne lever fuldstændig op til sit gode ry, og hvor han allerede har lokaliseret sit nye favorit pizzeria.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan Villy Søvndal klarer sig gennem dagene, hvad han læser, spiser og gør for at holde sig i gang. Svarene får du lige her i denne uges ’Status’.

Status

Hvad ser, læser, spiser, lytter og gør du for tiden for at give hverdagene værdi? Og hvad gør du for lidt? Det spørger Heartbeats nogle af tidens mest interessante folk om i ‘Status’.

Hvad er det første du læser hver dag?

Nyheder på DR.dk, tv2.dk og på Ritzau. Jeg er addicted med det politiske liv, jeg har.

Hvad er din favoritavis?

Det er Information. Jeg har hoppet lidt mellem Politiken og Information gennem årene.

Hvad læser du for tiden?

En bog af Kim Blæsbjerg, der hedder ’De bedste familier’ om forholdene på Cheminova. Jeg arbejdede selv på Cheminova, da jeg ikke var særlig gammel, og jeg synes, det er fantastisk at genkende billederne fra området og beskrivelserne af det klassedelte samfund.

Hvad holder dig vågen om natten?

Ikke ret meget. Jeg sover som en sten. Det tror jeg er grunden til, at jeg har overlevet det liv, jeg har.

Hvad gør du for at finde ro?

Jeg går lidt ture, spiller musik og læser. Jeg har en klassisk guitar, en Martin, som jeg spiller på. Og synger. Der er mest folkemusik og viser på repertoiret.

Hvad er din største last?

Jeg kan godt lide et glas rødvin og et glas hvidvin. Men jeg holder styr på det.

Hvad spiser du når ingen kigger?

Jeg kan godt lide at gnaske chips eller saltstænger. Jeg har egentlig ikke en favoritsmag. Jeg kan lide det meste.

Hvad spiser du rigtig tit?

Poke bowl. Lige ved indgangen til min lejlighed i Bruxelles er der et sted, som laver poke bowls, og det fantastisk nemt, og det er ovenikøbet sundt. Jeg synes, jeg er meget opmærksom på, hvad jeg spiser – at få nogle grøntsager og spise meget mindre kød, end jeg gjorde engang.

Hvilken podcast lytter du til?

’Verden ifølge Gram’ og ’Vildt naturlig’.

Hvad ser du i fjernsynet?

Jeg er helt vild med fodbold og er selv gammel fodboldspiller, så jeg følger med i Superligaen. Mine sønner bor i Aarhus, og vi holder med AGF. Det er sjovt lige for tiden.

Hvilken ting gør din hverdag lettere?

Alt mulig teknologi. Jeg tænker tit på, at man engang skulle i banken, når man skulle ordne et eller andet økonomi, og det kan man så ordne på sin telefon nu. Så jeg synes, at livet på den måde er blevet betydeligt nemmere. Hvis man romantiserer de gamle dage, tror jeg det skyldes dårlig hukommelse. At stå i kø på Kolding Posthus for at sende et brev til familien – det behøver jeg ikke at få tilbage igen. Den eneste fordel ved gamle dage er, at man selv var lidt yngre.

Hvem inspirerer dig indenfor dit felt?

Udenrigsmæssigt har jeg altid syntes, at det var et privilegium at få lov til at være minister under Barack Obama, fordi vi tænkte så ens. Det står jo meget i kontrast til det, vi oplever i øjeblikket i USA. Det er nat og dag.

Hvor får man det bedste måltid i København?

Der er et glimrende italiensk pizzasted, der hedder MaMeMi. De har en pizza Italiana, som smager ganske godt. For det meste spiser jeg med kniv og gaffel, men de steder, hvor der ikke er skarpe knive, griber jeg altid den sidste udvej og spiser pizza med fingrene.

Hvor er dit yndlingssted i København?

Området ved Christianshavn nede ved vandet med det mylder af liv og blandingen af nybyggeri og gamle historiske bygninger.

Hvad gør du for lidt?

Jeg har en god tradition med mine to sønner, at vi mødes i Aarhus og spiser sammen hver anden søndag. Det kniber lidt med at få det til at gå op.

Har du et motto eller en læresætning, som du altid vender tilbage til?

Man kan altid gøre det lidt bedre, end det var før. Jeg har det privilegium at leve i den længst ubrudte fremgangsfærd i menneskehedens historie. Men det kan altid blive lidt bedre.

Hvad gør du for at holde dig sund?

Jeg prøver at spise sundt og motionere og få gået nogle ture.

Hvad er din underlige besættelse lige for tiden?

Jeg kigger på Markedspladsen på Facebook for at se, om der er nogle gode Martin-guitarer til salg.

Hvor er dit happy place på internettet?

Hvis jeg skal have noget tidsfordriv, sidder jeg og spiller Solitaire.

Hvem tog du sidst en selfie med?

Min datter ovre i Boston.

Hvad er din skærmtid?

Det ved jeg ikke. Jeg er bange for at blive forskrækket.

Hvad ville du ønske flere folk kendte til?

Sandheden. Vi er i en tid, hvor kendsgerninger er udfordret, og det har vi ikke kendt før. Det, der har bragt os vidt, er jo videnskaben og forskellen på sandt og falsk. Det synes jeg, der er nogen, der udfordrer i øjeblikket – enten når det drejer sig om klima, sundhed eller verdens tilstand. Og det tror jeg, er en fantastisk farlig udvikling.

Hvad er det sidste du gør hver dag?

Børster tænder med min el-tandbørste, og så kigger jeg på, hvad det er, jeg skal i morgen.

Find mere om
Footer graphics