‘Beware the savage jaw – of 1984’. Bowie tog for 50 år siden George Orwells roman ’1984’ under kærlig behandling på ’Diamonds Dogs’ om et totalitært og undertrykkende regime – der indskrænker individets rettigheder – og hvor staten omskriver historiens gang. 10 år før 1984 skrev Bowie sin egen musikhistorie med det – man kunne kalde ’det sidste store’ glamrockalbum. 10 år efter skrev Depeche Mode deres egen musikalske historie med ’Some Great Reward’. Et poetisk, politisk og dystopisk album, hvor Martin Gore spidser pennen og skærper sangskrivning – og lægger kimen til alt det – DM står for den dag i dag.
Da hovedsangskriver Vince Clarke forlod DM efter deres debut ’Speak & Spell’, havde bandet svært ved at finde deres egne ben. Både ’A Broken Flame’ og ’Construction Time Again’ var en rodet affære – og med få undtagelser af glimtvise gode sange – er det to albums som i dag er forsvundet på de evige elektroniske jagtmarker. Men for første gang stod Martin Gore og Co i deres egen ret. De tunge skyer og skygger efter debuten var definitivt forbi. Så med pistolen for panden – og med ryggen mod muren – fandt de vej til at skabe det helt særlige lydunivers, som blev definerende for gruppen. Vi taler altid om de tre store albums: ’Black Celebration’, ’Music For Masses’ og ’Violator’. Men i virkeligheden – er ‘Some Great Reward’ den markør og runesten, som eftertiden er rundet af.
Original Pirat
Vi skriver som sagt 1984. Det danske landshold havde kvalificeret sig til deres første reelle slutrunde, ’Makrellen’ fra rockergruppen Bullshit blev likvideret, Prince og Tina Turner udgav deres mesterværker, og Bowies kreative karriere led skibbrud (og det tog på år at komme på ret kurs igen. Og i mit musikalske landskab var jeg på dette tidspunkt slet ikke på bølgelængde med drengene fra Essex – endnu.
Jeg var ni år gammel – og jeg hørte mest af alt Kim Larsen, Shubberne, Sebastian og B52’s. Der skulle først gå tre år, før jeg, som 12-årig, for alvor fik øre for Depeche Mode. Takket været en god ven – der tog piratbånd og vinyler med DM med hjem fra England til bette Dragør. Ronnie, som min ven hed, lignede Gore på en prik med højt afbleget hår.
Mange år efter slog selv samme Ronnie igennem som musiker i USA og Spanien og bliver venner med Gore og slænget. Men det er en helt anden historie. Da Ronnie kom valsende hjem fra England – flokkes hele venneflokken om de famøse kassettebånd – og her startede min fascination af for Depeche Mode.
Det var ’musik for masserne’, der med de store røde megafoner på coveret, blev mit eget første eje i real tid. Men det var numrene fra ’Some Great Reward’, som gjorde det største indtryk på mig. Fordi det var her, man mødte Depeche Mode i sin reneste og mest destillerede form. Grund-DNA ´et for bandets swung af stærke, sårbare og sfæriske tekster og lydtapeter. Det var her, at Dave Gahan udvidede sit stemmeregistrer, og hvor Allan Wilder for alvor kom til at præge det særegne lydunivers på albummet.
Det, der definerede os
I Dragør – hvor jeg trådte mine ungdomssko – blev man bedømt ud fra flere parametre: Største karburator på ens knallert, om man havde Cervan Vega- højttalere eller ej, eller om ens hjemmebar (hvis man havde en) var med kulørte lamper. Dragør var så meget provinsen i 80´erne på godt og ondt. Det var dog ikke kun de materiale ting, vi blev bedømt ud fra. Det gjaldt naturligvis også, hvad vi lyttede til. Og her trådte tre musikalske arketyper tydeligt frem:
Om man var en blød Erasure-type, en dansabel Pet Shop Boys-dreng, eller om man var mere hårdkogt og sej nok til at høre Depeche Mode. Jeg startede personligt med Pet Shop Boys og fortsatte med DM´s langt mere dystre klangbunde.
Lyden af stålværker og Berlinmuren
Depeche Mode skabte i disse år – sammen med producer Daniel Miller – en rå, metallisk og industriel lyd, som vækkede minder om Einstürzende Neubauten, bysbørnene fra Essex, Nitzer Ebb, og ikke mindst Bowies Berlin-trilogi med Brian Eno ved roret.
Det var næppe et tilfælde, at ’Some Great Reward’ er indspillet i Hansa Studies ved Berlinmuren. Samme sted, der husede Bowie under ’Heroes’. Det var lyden af koldkrig, atomkraft-paranoia- og engelske stålværker, der blev revet ned – mens forbrugerismen voksede under Thatcherismen i takt med, at ledigheden eksploderer i England.
Lyden på `Some Great Reward´ var både nyskabende og stilskabende. Hvor Kraftwerk 10 år før skabte rystelser ved udgivelsen af ’Autobahn’ og blev arkitekterne bag technoen, så blev ’Some Great Reward’ i 1984 pejlemærket for den nye dybe elektroniske lyd – som alle rettede ørene mod.
Det vesttyske godstog fra Düsseldorf var blevet afsporet af tiden og deres egne maskiner – som styrede dem og ikke omvendt. Depeche Mode skabte lige der et nyt terræn og et fundament af stål, metal og ophøjede sfæriske lyde. De løb med stafetten ind i et koldt, dystert regnfyldt landskab – hvor kun kærlighedens små sprækker af lys – som i ’Somebody’ og ’It Doesn’t Matter’ kan bryde gennem de mentale og fysiske murer for No-Future- tidsalderen.
Læder, lak og kæder i et stokkonservativ England
Det var dog ikke kun lydmæssigt, DM brød deres egen lydmur og skabte en ny transformation for den elektroniske verden. På tekstfronten var der også sket et kvantespring. Teksterne havde fået en større dybde, de blev nærværende, personlige og Gore turde udfordre sig selv og konventionerne i et stokkonservativt England. Blandt andet på ’Master And Servant’, der handlede om seksuel og politisk frigørelse og dominans:
‘It’s a lot, it’s a lot, it’s a lot, like life
Domination’s the name of the game in bed or in life
They’re both just the same’
Og ikke mindst med deres gennembrudssang i USA; ’People Are People’ som handler om kønspolitisk og racemæssig diversitet. Mange år før Woke og Cancel Culture-bevægelser blev 20´ernes nye ”meningspoliti”.
ԬPeople are people, so why should it be?
You and I should get along so awfully
People are people, so why should it be
You and I should get along so awfully’
Sangen var ikke alene fængende og forførende. Den var også en knytnæve i hovedet på magtelitens koldkrigsdrømme, forstædernes småracistiske og homofobiske ytringer og resterne af den engelske kolonimagts blinde vinkler på spørgsmål om race. Da bandet spillede ´People Are People´ live på engelsk TV og de efterfølgende blev interviewet af TV-værten med tweetjakke og dybe pander i rynken – spurgte han Martin Gore:
- Mr. Gore, Er du en dreng eller en pige?
Gore tøvede. Mens hans ansigtsudtryk lige der, viste med tydelighed det helt malplacerede i spørgsmålet…. Ikke fordi Gore selv var i tvivl om sit køn. Men forbløffelse over at værten overhovedet kunne finde på at stille et så irrelevant og nedsættende spørgsmål.
Gore havde, den aften, lak, læder og kæder på. Hans personlige udtryk har altid udfordret konventioner og opfattelser af køn, seksuelle præferencer og tøjstil. Og selv her knap 40 år efter blev der ramaskrig blandt danske TV-seere, da Simon Kvamm i X-Factor mødte op med neglelak på fingerspidserne for et par år siden. Vi er åbenbart ikke kommet så meget videre i visse kredse. Det udtryk som dog alligevel i dag er blevet mainstream for mange af os, var for Gore og Bowies persona, Ziggy Stardust, særdeles progressivt.
Det kommer stadig bag på mig, at der er gået 40 år siden ’Some Great Reward´ så dagens lys i skæret fra Berlins hærgede gader. For albummet står stadig som et relevant fundament for nutidens elektroniske tidsalder. Tidløst er et slidt ord. Men det er nu en gang det albummet er. Og da jeg i forbindelse med tilblivelsen af denne klumme skrev ud på den danske Depeche Mode-fanside, om hvad ’Some Great Reward’ havde betydet for dem, fik jeg de mest rørende og enestående personlige fortællinger. Tak for det. Denne deling af vigtige øjeblikke, sanseindtryk og kærligheden til DMs helt særlige klang beskæftigede mig i, at dette særlige album har været skelsættende for mange. Et album, som den dag i dag stadig er aktuelt, hypnotisk og dragende. Et album, som vi åbenbart stadig kan skære os på og måske aldrig bliver færdig med, når vi igen og igen dykker ned i DM’s dybe og stålsatte atmosfære.
