Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Spotify deler for første gang deres streaming-tal

Godt nyt for alle musikere. Spotify beretter om positiv vækst.

De har holdt kortene tæt ind til kroppen gennem tiden, når det kommer til økonomien i musikindustrien. Men nu deler Spotify for første gang deres streaming-tal med offentligtheden. I 2023 genererede danske artister alene 311 millioner kroner i royalties fra Spotify.

Det er en stigning på intet mindre end 75 procent siden 2017. Nærmere præcist betyder det, at 111 danske artister genererede en halv million kroner hver i royalties fra Spotify i 2023. En overraskende detalje er, at de danske musikere hiver 45 procent af deres royalties i 2023 fra lyttere udenfor Danmarks grænser.

I gennemsnit får artisterne mellem $0.003 – $0.005 per stream af den svenske streamingtjeneste. Det svarer cirka til 0,02 og 0,003 kroner. Det lyder jo sådan set ikke af så meget, men hvis man som Tobias Rahim har 57.588.563 afspilninger af et enkelt nummer, som er tilfældet med hittet ‘Stor mand’, går det jo alligevel meget godt.

For at være berettiget til royalties, skal en artist som minimum have flere end tusind afspilninger om året. I et forsøg på at komme de såkaldte streamfarms – der afspiller de samme tracks igen og igen for at få flere royalties – til livs har Spotify også indført en minimumsgrænse for, hvor mange unikke lyttere et nummer skal have for at få royalties.

I vinter blev en mand tiltalt ved retten i Aarhus for at have svindlet med afspilninger af 689 musikværker, herunder blandt andet ved hjælp af Spotify.

LÆS OGSÅ

Find mere om
Footer graphics