Hvis du synes, at det skyder op med nye bygninger i København, tager du ikke fejl.
Byen er i hastig udvikling, og de seneste par år har budt på en række nye, markante bygninger, der bryder med stilen i de ældre murstensbygninger med tegltag. Kaktustårnene, Havnebryggen Sirius og Østerbro II er blot et par eksempler, der har fået både ros og kritik for deres – i nogles øjne – lidt for moderne udseende.
Men der er mening med galskaben. Selv om bygningerne udefra set er meget forskellige, følger de den samme underliggende idé.
For der er ved at ske noget med dansk arkitektur.
Det mærker arkitekt og administrerende direktør for Dansk Arkitektur Center (DAC), Kent Martinussen, der sågar har et konkret navn til den igangværende bevægelse. Han det kalder for ‘den nye saglighed’.
– Det handler om, at man ikke smider ud bare ud for at smide ud. Man vil tilbage til sit drivhus og sin have, hvor tingene skal dyrkes økologisk, og man lader græsset stå. Bevægelsen romantiserer naturen, siger han.
Men Kent Martinussen bryder sig ikke om ordet romantik her.
– For mig er det ikke nødvendigvis romantisk, men mere pragmatisk og rationelt, siger han om nutidens byggevision.
Han har selv fulgt udviklingen tæt. DAC er netop fyldt 40 år, og Kent Martinussen har været direktør for det arkitektoniske organ i 25 af dem og mener godt, at man kan kalde ham et ansigt på den moderne arkitektur i Danmark.
Vi mødes i BLOX, hvor DACs udstillinger kan opleves, en formiddag i april. Vi skal tale om, hvordan fremtidens danske storby vil se ud, alt imens der er frit udsyn ud over det gamle og det nye København.
Kigger man mod øst, ser man Det Kongelige Bibliotek, bestående af den gamle, røde murstensbygning fra 1906 sat sammen med Den Sorte Diamant fra 1999. Kigger man ud over vandet, kan man se den gamle, store Langebro fra 1954 og den nye Lille Langebro fra 2019. Og så er der det glasbeklædte og minimalistiske BLOX fra 2018, der ligger klos op ad Christian den 4.’s Bryghus fra 1618.
Nogle steder er kontrasten ikke synderligt bemærkelsesværdig. Andre steder springer den lige i øjnene. Selv siger Kent Martinussen, at København er en ualmindelig smuk by at gå rundt i.
Men er den ved at udvikle sig til noget, der er meget langt væk fra det, vi kender?
Ja – men det skal vi ikke være så bange for, siger han. Også selvom det kræver, at vi lever på en noget anden facon, end vi tidligere har været vant til.
Den største kamel
Spørger man Kent Martinussen, er han ikke i tvivl om, at fremtidens arkitektur vil se markant anderledes ud, end den man ser i eksempelvis Københavns brokvarterer.
Materialer såsom træ vil blive prioriteret frem for eksempelvis beton, der slider mere på klimaet. Der vil være fokus på at bevare den allerede eksisterende arkitektur og transformere dele af det til bæredygtige løsninger. Fælles og grønne arealer vil dukke op flere og flere steder. Og så vil der være fokus på at bygge høje huse, hvori mange kan bo på et mindre areal.
– Den største kamel, som fremtidens byboere skal sluge, er, at vi skal bo tættere. Det er uundgåeligt, sådan som boligefterspørgslen er.
Det er en stor kamel at sluge, for det at bo tæt harmonerer ikke med den ideelle forestilling, de fleste har om, hvordan de gerne vil bo, fortæller han.
– 85 procent af jordens befolkning vil gerne have et rækkehus i to til tre etager med en lille have bagved og en have foran. Det er det, alle mennesker drømmer om. Men så sker der jo det, at vi alle sammen vil ind og bo i byen. Og så kræver det, at vi stabler, forklarer han. Vi skal være mere realistiske omkring, hvad der kan lade sig gøre, hvis vi gerne vil bo i byen.
Men hvis vi på den ene side meget gerne vil bo i en storby og på den anden side godt kan se, at vi skal bygge bæredygtigt og bo tættere sammen… Ved vi så egentlig godt, hvad vi vil?
– I dag er situationen anderledes, end den var for 50 år siden. Der vidste vi alle sammen godt, hvad vi ville have: en treværelseslejlighed i betonbyggeri med rindende vand, flere toiletter og plads til børn – eller parcelhuset. Derfor byggede vi titusindvis af parcelhuse og lejligheder hvert år.
I dag er billedet af den ideelle bolig blevet noget mere mudret, siger han.
– Der virker til at være en fælles forståelse af, at vi skal være mere fornuftige og vende os mod naturen, men uden at det fører til én dominerende stil eller et ensartet ideal som tidligere.
Sagt med andre ord: Selv om vi ideologisk set er enige i, at arkitekturen skal være mere bæredygtig, så er vi ikke enige om et samlet æstetisk udtryk for denne bevægelse.
Grønt og udskældt
Flere af de nye bygninger i København og Aarhus har da også fået kritik for, at de bæredygtige tiltag går ud over den æstetiske kvalitet.
Et eksempel er det efterhånden noget udskældte Østerbro II fra 2019. Bygningen, der står tæt på Østerport Station, har blandt andet fået kritik for sine skrånede vinduespartier. Disse gavner indeklimaet og arbejdsmiljøet, fordi de lader bygningen spare energi, men arkitekt og TV vært Ane Cortzen har kritiseret det æstetiske valg for at give en “fornemmelse af overvågning” i Politiken, hvor hun også kritiserer bygningen for at være “tonedøv over for sine omgivelser”.
Ligeledes advarer avisens arkitekturanmelder, Karsten Ifversen, om ikke at gå på kompromis med æstetikken, når man bygger grønt. I sin anmeldelse af Sirius-tårnene ved Havnebryggen roser han byggeriet for at være bæredygtigt, men skriver, at dét at leve op til kravene for et bæredygtigt byggeri i sig selv kan blive en “lidenskabsløs måde at gå til den grønne omstilling på – og at “bare fordi man anstrenger sig for at gøre det mindre skidt, er det ikke automatisk godt.” Byggeriet får også kritik for at være tonedøv i forhold til de omkringliggende bygninger og bystruktur.
Selv om der også er flere eksempler på moderne arkitektur, der er blevet taget godt imod, så er kritikpunktet om moderne bygninger, der ikke passer ind i lokalmiljøet, ét, der går igen.
Det er også hovedpulsåren i folkebevægelsen Arkitekturoprørets mission. Gruppen, der er opstået inden for de seneste par år, kæmper for at bevare og beskytte ældre bymiljøer og byggestil og kritiserer jævnligt nybyggeri for at skille sig for meget ud fra den omkringliggende arkitektur.
– Der er da nogle, der tænker, hvorfor står de her bygninger sådan der midt i det hele og fylder? Tager den ikke lyset, der kunne være en park eller et haverum bagved? Det tror jeg, at folk støder sig på, siger Kent Martinussen.
Han synes dog, at kritikken er noget reaktionær.
– Jeg oplever kritikken som en lille smule reaktionær. Der er en forskrækkelse og en overfokusering. Alle bygninger kan ikke være lavet af mursten og pudset i okker og have et rødt tag, siger han og tilføjer, at man skal huske på, at arkitektur altid har fornyet sig og forandret sig i takt med tiden.
Nostalgisk arkitektur hitter
Hvis kritiske røster virker til at fylde mere i arkitekturdebatten end førhen, er det dog heller ikke så mærkeligt. Der er sket noget med danskernes interesse for arkitektur, der henover de seneste par år er vokset betydeligt. Det er der flere årsager til, siger Kent Martinussen.
Det skyldes først og fremmest, at arkitektur fylder mere i medierne, end den gjorde engang. Det kan være i programmer som ‘I hus til halsen’, ‘Nybyggerne’ eller i aviser, der dedikerer mere og mere spalteplads til at formidle, anmelde og diskutere arkitektur.
Han mener dog også, at vi i den digitale tidsalder har næret større forkærlighed for den gamle, fysiske verden – og især bygninger kan fremvække nostalgi hos nogen, der er trætte af skærme, kunstig intelligens og tech-giganter.
– Hvorfor kan danskerne godt lide gamle bygninger? Når vi oplever verden gennem mobilen, er alt bare lys og billeder og har ikke nogen tyngde eller historie. Alt er nyt, friskt, bling, bling. Så er det ikke så mærkeligt, hvis vi søger noget tyngde. Dét ligger der i historien. Tid er indlejret i bygninger. Selv soden på bygninger fra industrialismen kan jo nærmest virke som charmerende patina, siger han.
Han insisterer dog på, at denne lettere nostalgiske bølge egentlig er ganske tæt på ‘den nye saglighed’. I København er man blandt andet ved at lave et nedrivningstop, noget, der snart vil gælde hele landet, siger han.
– Tidligere har man altid skullet rive bygningen ned. Men nu skal vi bevare, fordi der er brugt enormt meget CO2 på at lave den. Hvis du i stedet kan strippe facaderne af og lave en helt ny facade, eller smelte alt muligt om og lave en helt nyt udtryk i den, så har vi vundet enormt meget CO2, forklarer han.
Faktisk er det kun en halvanden procent om året, der føjes til i nye bygninger i forhold til de, der allerede er der. Når en ny bygning dukker op, er der altså god sandsynlighed for, at den har erstattet en gammel.
Går man på kompromis med æstetikken, når man tænker i bæredygtighed?
– Det korte svar er, ja, det gør man. Men man skal huske på, at man altid går på kompromis med noget, man kender, når man opfinder noget nyt. Så da man opfandt bilen, så gik man på kompromis med at køre behageligt i en hestevogn.
Han opponerer imod idéen om, at der findes én eviggyldig idé om god æstetik. Arkitektur er dynamisk og har altid været det, og så er det vigtigt at se den i historisk sammenhæng. Mens det eksempelvis er en selvfølge, at et hus har et kloaksystem, der gør, at vi kan skylle ud i toilettet og have en fungerende køkkenvask, så har det krævet, at der en gang var nogen, der tænkte et kloaksystem ind i arkitekturen.
– Dengang handlede det om at skabe værdige boliger for menneskeheden, og det gør det også nu. Nu vil vi skabe værdige boliger, som også er fair over for klodens klima. Det kræver en ny æstetik, siger han.
