Patrick Schwarzenegger as Saxon Ratliff, Sam Nivola as Lochlan Ratliff, "The White Lotus" Season 3 (2025), Photo credit: Fabio Lovino/HBO
Foto: Fabio Lovino/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Træd til side, D’Angleterre: Hotellet fra ‘The White Lotus’ kommer til Danmark

Welcome to The White Lotus! Uh, eller undskyld, jeg mente Four Seasons. Den verdensberømte hotelkæde kommer nemlig til København.

Træd til side, D’Angleterre, for nu kommer der konkurrence på Kongens Nytorv. Snart vil endnu et hvidt, luksuriøst hotel præge det brostensbelagte torv, og det er sågar ét, du med god sandsynlighed kender i forvejen.

Four Seasons rykker til København. Hotelkæden, der har sin oprindelse i Canada og har mere end 130 hoteller verden over, får nu sin første filial i Norden. Dette skal have over 100 værelser og ligge i Danske Banks gamle hovedkontor i Erichsens Palæ på Kongens Nytorv. En større del af Laksegade vil også blive omdannet i den forbindelse. Det skriver Euroman.

I en udtalelse til Ekstra Bladet fortæller Bjarke Mikkelsen, der er administrerende direktør i Thylander A/S, som er en del af ejerkredsen, at hotelkæden er god til at blende ind i lokale miljøer.

– Four Seasons er kendt for at være god til at integrere sig i lokalmiljøer og undgår at fremstå som et internationalt brand, der ikke er indbydende.

Det vides endnu ikke præcist, hvornår hotellet åbner, men det bliver efter sigende en del af anden fase af fornyelsen af Laksegade-kvarteret. Her forventes første fase at stå færdig i slutningen af 2027 – så mon ikke, vi skriver 2028, før vi ser et Four Seasons i Danmark.

Kendt fra TV

Four Seasons hotelkæden har fået fornyet interesse de seneste par år, da den har optrådt som hovedkulisse i alle tre sæsoner af HBO hitserien ‘The White Lotus’. Når seriens rige og tonedøve amerikanere slænger sig i king-size senge og solstole med udsigt over swimmingpools og hvide sandstrande, så er det altså et Four Seasons hotel i henholdsvis Hawaii, Sicilien og Thailand, som de har været på.

Der blev sågar rapporteret om en “White Lotus effekt”, der fik de Four Seasons-hoteller, hvor serien er optaget, til at stige vanvittigt i popularitet.

Og selv om det ikke er noget nyt, at en lokation opnår stigende interesse efter at være blevet vist i film og TV, så er det nyt, at vi er mere tilbøjelige til at lade TV influere vores rejsedestinationer end tidligere. Sidste år skrev BBC om den eksplosive vækst i såkaldt filmturisme. I 2015 var hver femte rejsende i Storbritannien inspireret til at komme på grund af noget, de havde set på tv, mens det i dag gælder 9 ud af 10 besøgende.

Det er dog ikke det eneste sted i popkulturen, hvor Four Seasons har optrådt. Four Seasons er blevet nævnt i sangtekster af Jay-Z og Kanye West, og kædens hoteller har haft fremtrædende roller i James Bond-film, ‘Emily in Paris’, ‘Sex and the City’ og ‘Pretty Woman’.

Britiske The Times vurderer sågar, at hotelkæden eksisterer på et “næsten mytologisk niveau” hos rejsende.

Om det samme kommer til at ske med det kommende danske Four Seasons, må tiden vise.

Footer graphics