I sidste uge skrev Heartbeats’ redaktør en afsked til Nørrebro. Jeg læste som så mange andre med, med stor sympati og en genkendelse – ikke i at være færdig med byen, slet ikke. Tværtimod fik den mig næsten til at mærke min egen tilknytning endnu tydeligere. Ikke til Nørrebro specifikt. Bare til byen. Til København. Min barndomsby.
Hvis man så mit liv udefra, ville man nok mene, at jeg burde optimere lidt mere.
Jeg bor på femte sal uden elevator i en taglejlighed med skråvægge på indre Nørrebro. Den er hyggelig, lys og alt for lille. Jeg har ikke bil. Ikke engang et kørekort. Jeg har ikke bryggers. Jeg har ikke et praktisk rum, hvor ting kan forsvinde hen, når livet roder. Jeg har tre børn, hvoraf den ene efterhånden er så høj, at det virker absurd, at jeg engang har båret ham rundt på hoften. Jeg slæber indkøbsposer, skoletasker og lejlighedsvise identitetskriser op og ned ad trapperne.
Og nu leder jeg ovenikøbet efter en større lejlighed. Hvilket er en skrækkelig disciplin, der i København mest minder om en slags kollektiv hallucination.
Jeg ved godt, hvad rigtig mange tænker: Flyt dog ud af byen! Til noget større. Noget billigere. Noget mere praktisk. Og til det, må jeg bare sige: Kæmpe ellers tak!
Midt i livet
39-årige Cecilie Rubini står cirka midt i livet, hvor hverdagene som fraskilt mor til tre skaber et tankefuldt indre liv, der kalder på de rigtige ord. Derfor skriver hun klummer om alt fra kærlighed, familieliv og jagten på lykken.
Hvis man laver et regnestykke over mit liv, er der meget lidt, der taler for at blive boende midt i København. Jeg er alene om huslejen. Jeg har børn, der fylder mere og mere. Alligevel bliver jeg ved med at lede efter lejligheder inden for nogenlunde samme postnummer, bare med flere kvadratmeter, for jeg skal ikke ud af min by. Ikke igen.
Jeg er egentlig født på Vestegnen, men voksede op på Vesterbro. Det er stadig dér, jeg føler mig mest hjemme. Jeg savner Vesterbro med en intensitet, der sikkert virker overdreven på mennesker med sundere relationer til bydele. En dag flytter jeg måske tilbage. Hvis økonomien, boligmarkedet og universet beslutter sig for at samarbejde. Men indtil da bliver jeg helst hængende tæt på søerne og mine børns skoler – lidt praktisk anlagt er jeg alligevel, åbenbart.
For nogle år siden prøvede jeg ellers det andet.
Jeg havde en have med trampolin, hængekøje, bålfad og højbed. En køkkenø i marmor, en quooker og et langt spisebord med plads til alt for mange. Natur og hav lige uden for døren. Alle de ting, man på papiret burde ønske sig. Jeg forstår godt, hvorfor andre gør det. Dem, som bliver lykkelige af stauder, fuglesang og muligheden for at opbevare en ekstra fryser. Jeg forstår. Men jeg blev mærkelig af det. Som om jeg havde fået udleveret en rolle, der passede bedre til en anden.
Livet ville det anderledes, og nogle år, en skilsmisse og en pandemi senere stod jeg igen i København.
Jeg savnede lydene. Menneskerne. Tilfældighederne. Mulighederne. Følelsen af, at dagen kunne tage en drejning, uden at nogen først skulle sætte sig ind i en bil. Det tog mig lang tid at forstå, hvad det egentlig var, jeg savnede. For det var ikke caféerne eller kulturen eller de ting, man normalt nævner, når man taler om København. Jeg savnede følelsen af at være tæt på livet. Følelsen af, at verden foregik omkring mig, og at jeg var en del af den også på de dage, hvor jeg ikke havde planer.
Jeg tror, det gør noget ved et menneske at vokse op i byen. Jeg er vant til bevægelse. Til mennesker. Til at kunne gå ud ad min hoveddør og mærke, at der sker noget. Ikke nødvendigvis med mig. Bare omkring mig. Da jeg flyttede væk, blev stilheden ikke fredfyldt. Den blev bare stille.
Det er først de senere år, det er gået op for mig, at den samme logik dukker op mange andre steder i mit liv. Jeg vælger sjældent den korteste vej mellem A og B. Jeg går stadig for sent hjem. Jeg siger stadig ja til en kop kaffe mere. Ikke fordi jeg er specielt spontan eller eventyrlysten, men fordi jeg åbenbart trives bedst i et liv, hvor der er plads til det uventede.
Måske er det derfor, jeg bliver ved med at vælge byen.
Ikke fordi jeg bruger alt det, den tilbyder. Men fordi jeg kan lide at vide, at det findes. At jeg kan gå en tur rundt om søerne en tirsdag aften og føle mig helt alene, samtidig med at byen summer omkring mig. At jeg kan mærke livet uden nødvendigvis at deltage i det.
Der er ingen tvivl om, at mit liv ville blive nemmere, hvis jeg traf andre valg. Mere plads. Mere luft. Mere økonomisk fornuft. Måske endda et bryggers eller førnævnte fryser. Men jeg valgte engang det liv, der så rigtigt ud. Det viste sig, at jeg savnede det liv, der føltes rigtigt.
Det er muligvis ikke den mest rationelle måde at indrette sit liv på. Det er heller ikke den billigste.
Og det er i virkeligheden det, jeg har brugt det meste af mit voksenliv på at lære. At nogle af de bedste beslutninger ser temmelig tåbelige ud på papir. At et liv godt kan være lidt besværligt og stadig føles helt rigtigt. Og at jeg sandsynligvis kommer til at vælge lidt upraktisk igen næste gang muligheden byder sig. Ikke fordi jeg ikke kender den fornuftige løsning. Men fordi jeg efterhånden kender mig selv.
