Så er den her, den bedste danske sang nogensinde. Og danskerne var slet ikke i tvivl.
Efter en optakt på tre uger blev det fredag afsløret, hvilke sange der er de bedste danske sange nogensinde. Næsten 300.000 danskere deltog i DR-afstemningen, og topplaceringen var klar: Alberte Windings ‘Lyse nætter’ fra 1991 var nummer et hos alle aldersgrupper fra 30 og op, og den var endda favorit hos både mænd og kvinder, mens den også fik en førsteplads i alle regioner. Det oplyser DR.
Alberte Winding er dog stærkt efterfulgt af Kim Larsen, der har nuppet både 2. og 3. pladsen med henholdsvis ‘Kvinde, min’ og ‘Pianomand’, som er lavet sammen med hans tidligere bands Gasolin og Kim Larsen og Bellami.
At ‘Lyse nætter’, ‘Kvinde, min’ og ‘Pianomand’ er populære sange, er der ingen tvivl om. Men hvor gode er de egentlig, når man hører dem med, ja, objektive ører? Har nostalgien vundet over den gode smag?
Spørger man den britiske musikanmelder Ben Cardew, er svaret: tjo, men det behøver ikke være så galt endda.
Han er anmelder for det anerkendte musikmedie Pitchfork, har skrevet regelmæssigt om musik i The Guardian og udgav en bog Daft Punk i 2021. Man kan roligt sige, at han ved, hvad han snakker om. Han følger også med i danske musikeksporter og synes, at der er udkommet “fantastisk” musik på det seneste fra denne side af Nordsøen.
Da han hørte, at danskerne var ved at stemme om de 100 bedste danske sange nogensinde, grublede han længe over, hvilke sange der mon kunne ligge i top og måtte konstatere, at han var helt på bar bund. Nu listen er ude, har vi har bedt ham give de tre øverstliggende sange et lyt og komme med sin ærlige mening.
Den har han givet uden omsvøb – og der er særligt én sang, som han synes er noget overvurderet.
“Et lettere uinspireret Paul McCartney-nummer”
Ben Cardew lægger ud med at understrege, at han bevidst lytter til ‘Lyse nætter’, ‘Kvinde, min’ og ‘Pianomand’ uden at kende den præcise kontekst for sangene og uden at forstå dansk.
Og når det kommer til lige netop ‘Lyse nætter’ af Alberte Winding, erkender han, at kontekst nok er vigtig. For han kan ikke rigtig se fidusen i danskernes favoritsang.
– Kontekst betyder meget i musik, og jeg har bevidst valgt at gå til den her sang uden nogen som helst. På de præmisser lyder ‘Lyse nætter’… okay, vel. Produktionen er meget tidlig 90’er-agtig, lidt som et lettere uinspireret Paul McCartney-nummer fra samme periode. Melodien er velfungerende, og teksten… ja, den har jeg ikke den fjerneste idé om, siger han.
Han er “ikke blæst bagover”, siger han, men kan dog godt se, at sangen i de korrekte rammer kan have en vis effekt.
– Jeg kan sagtens forestille mig, at den ville rive et dansk bryllup midt over som den allersidste sang på aftenen, når alle samler deres sidste kræfter til en sidste dans, mens de synger og græder med. I den sammenhæng: fantastisk. På mit soveværelse lige nu: knap så meget.
Den klare favorit
Hvad angår andenpladsen, er Ben Cardew noget mere begejstret.
– Det her er meget mere min smag, siger han om Gasolins ‘Kvinde, min’.
– Det er en slags proto-jangle-indie med de akustiske guitarer og den følsomme vokal. Den minder mig lidt om Echo & The Bunnymen, hvilket altid er en god ting, selv om den kom flere år tidligere. Opfandt Gasolin’ i virkeligheden Echo & The Bunnymen? Er The Smiths hemmeligt danske? Verden har brug for svar, siger han.
Stod det til ham, lå ‘Kvinde, min’ øverst af de tre sange.
– Det er min klare favorit af de tre, siger han.
Minder lidt om Dire Straits
Når det kommer til Kim Larsens ‘Pianomand’, har Ben Cardew svært ved at placere sangen i en bestemt genre. Men dens ambivalente natur gør den kun mere spændende, synes han.
– Er det country? Er det en pedal steel-guitar? Det havde jeg på ingen måde forventet, siger han med tryk på ‘ingen’.
– Faktisk har sangen sat gang i en masse spørgsmål hos mig: Er countrymusik udbredt i Danmark? Lyder det måske som dansk folkemusik? Eller rammer det nogle af de samme følelsesmæssige strenge?
Det er tydeligt, at ‘Pianomand’ er “virkelig velskrevet” og er “catchy as hell”, siger han.
– Især fløjteriet klinger utrolig godt. Akkordskiftene omkring 1:48 er også fremragende. Når det er sagt, kan jeg ikke rigtig komme i tanke om en situation, hvor jeg ville vende tilbage til den.
Han tilføjer afslutningsvis, at sangen minder ham lidt om Dire Straits. Det må vi formode er en kompliment.
