Historien var ellers både god og sympatisk: Bondemanden Jens Krogh har været økolog siden 1995 og har brugt de seneste otte år på at gøre sit sydvestjyske landbrug Kroghsminde med 140 malkekøer så miljøvenligt som muligt. Han kaldes en pioner indenfor sit felt og har med hjælp fra ØkologiRådgivning Danmark formået at reducere gårdens klimaaftryk væsentligt.
I samarbejde med med mejeriet Naturmælk blev hans nye mælk – ved navn Klimamælk – i sidste uge lanceret i Salling Group (Bilka, Netto og Føtex) som mælk fra et CO2-neutralt landbrug. Men så startede problemerne.
Vildledende markedsføring
Michael Minter, som er leder af programmet om Fremtidens fødevarer i den grønne tænketank Concito, kom hurtigt til tasterne på Twitter og LinkedIn og stillede spørgsmålstegn ved flere elementer i klimaberegningerne, som ifølge ham gør markedsføringen vildledende. For set med hans klimabriller findes klimaneutral mælk slet ikke, og der eksisterer heller ikke klimaneutrale landbrug eller kvægbrug, for kvægproduktion vil altid udlede metangas og lattergas, og der vil altid være en vis klimapåvirkning fra landbrugets brug af arealer.
Et andet kritikpunkt går på, at den positive klimagevinst, der er ved produktion af strøm fra gårdens vindmølle, ikke kan trækkes fra køernes udledning, forklarer Michael Minter.
Klima sætter sindene i kog
Salgs- og marketingchef i Naturmælk, Nelly Frees Riggelsen, beklager hele forløbet. Hun sukker lidt, da jeg ringer til hende igen, for nu at høre om den sidste nye udvikling på historien:
”Altså, vi vidste godt, at både mælk, bæredygtighed og klima er emner, der sætter sindene i kog, og der er selvfølgelig også mange uenigheder internt i branchen,” siger hun og fortsætter:
”Det er ærgerligt. Mælken var et godt initiativ, der pludselig er druknet i en strid om ord og markedsføring. Landmanden har i flere år målrettet arbejdet på at reducere sin gårds klimaftryk. Han har brugt de eneste klimaudregningsmodeller, der er til rådighed i dag, og de er udviklet af forskere, agronomer og landbrugsfaglige rådgivere hos Centre for Agriculture and Environment i Holland, hvor Økologisk Landsforening Danmark har tilpasset modellen til danske forhold. Modellen bruges i dag af ØkologiRådgivning Danmark til klimahandlingsplaner på økologiske gårde. Hvis der findes en anden offentlig tilgængelig model, så giv os den! Alle snakker om målene for 2030 og 2050, men vi handler nu og prøver at gå forrest, og vi må prøve os frem. Det er synd, hvis de positive tiltag i den danske økologiske landbrugssektor går i stå, og hvis man bremser de gode initiativer, der er med til at bevæge os fremad som branche.”
Forhastet optimisme
Men Concitos kritik har ført til, at Salling Group altså nu dropper salget af mælken. Michael Minter fra Concito medgiver, at branchen har brug for fælles standarder, så man er enige om, hvordan man udregner klimabelastningen, og hvad resultaterne kan bruges til.
I Naturmælks tilfælde synes han, at der var tale om en forhastet og alt for optimistisk klimaanprisning:
”Det er fint, at der er blevet lavet klimaforbedringer på gården, og de har lavet et klimaregnskab, men klimagevinsten fra eksempelvis produktion af vindenergi kan altså ikke trækkes fra mælkens klimaaftryk og bruges i markedsføringen, ”siger han.
Michael Minter tilføjer, at Promilleafgiftsfonden netop har sat penge af til at udvikle et værktøj til beregning af den enkelte gårds klimaaftryk. Så måske kommer der fremover mere klarhed over, hvor meget eller hvor lidt forskellige landbrug påvirker klimaet.
Træt af, at det skulle gå sådan
Og hvad siger landmanden Jens Krogh selv? Han tager også en dyb indånding, da Heartbeats ringer. Ingen tvivl om, at mælkevejen den seneste uge har vist sig at være mere snørklet end normalt:
”Jeg er selvfølgelig lidt træt af, at det skulle gå sådan, bedst som vi var godt i gang. Debatten har fjernet fokus fra, at vi ville vise, at vi som landbrug faktisk har gjort noget i stedet for bare at snakke, og vi syntes, at vores tiltag var en god mulighed for at skabe en alliance mellem slutbruger og producent. Vi har lagt alt åbent frem og vist alle vores beregninger, så jeg havde ikke forventet den reaktion”, siger han.
“Vi har en aftale med Salling Group om, at merprisen for mælken vil gå ubeskåret til nye klimainitiativer hos os andelshavere. Det var der klimaperspektiver i, så det er brandærgerligt, at det bliver sat på hold. Men klimasagen er for vigtig til at lægge ned, så vi fortsætter. Nu har vi da lært, at det er klogt at være i dialog med flere parter, så jeg regner med, at vi snart holder et møde med både Concito, Økologisk landsforening, Naturmælk og Salling Group,” fortsætter landmand Jens Krogh.
Som Nelly Frees Riggelsen fra Naturmælk siger:
”Mælken fik kun seks dage på hylden, men den nåede at sælge rigtig godt. Men det var selvfølgelig også den hysteriske corona-weekend, hvor alle skulle ha’ mælk!”