Jeg har opdaget, at jeg gør noget vildt irriterende. Noget, der efterhånden er blevet så indgroet en vane, at jeg slet ikke lægger mærke til det.
Jeg skynder mig.
Morgenmaden kaster jeg ind, mens jeg samtidig scroller på min telefon. Nogle gange sætter jeg endda TikTok-videoer til at afspille i dobbelt hastighed, så dem, der snakker, taler med let forvrængede stemmer, og jeg må koncentrere mig om at høre, hvad de siger.
Jeg børster tænder i bevægelse, mens jeg går rundt og rydder op i køkkenet eller reder seng samtidig.
På cykelstien cykler jeg hurtigt uden grund. Jeg overhaler, hidser mig op over andre, der cykler langsomt, forsøger at time min ankomst til lyskrydset, så jeg hurtigt kan accelerere og komme videre.
Jeg lytter helst til podcasts undervejs, så jeg udnytter min transporttid optimalt. Hvis mine AirPods er løbet tør for strøm, venter jeg med at gå ud ad døren, til de er ladt op. Gud forbyde, at jeg i 20 minutter må være alene med mine egne tanker.
Og når jeg får fri fra arbejde, skynder jeg mig hjem igen for at lave ingenting med dårlig samvittighed.
Selvfølgelig er mine dage ikke altid sådan. Men det er, som om hastigheden er vanedannende. Jeg tror ikke kun, det er mig, der skynder sig. Måske gør du også?
Det gør mig trist at liste eksemplerne op, og de er åbenlyst et symptom på et større problem.
I dag skal vi hele tiden optimere vores tid. Hele tiden være nyttige, så vi kan frigive mere tid og nå endnu mere. Én ting er, hvad der foregår i vores arbejdsliv. Men det ærgrer mig næsten endnu mere, at jeg også haster gennem min fritid.
Lad os alligevel dvæle et øjeblik ved en helt ny analyse fra Konsulenthuset Ballisager, der viser, at flere og flere danskere føler sig tyngede af stress i deres hverdag, skriver TV 2.
For eksempel er det kun hver tredje dansker, som føler sig helt fri for stress i arbejdslivet. Og Den Nationale Sundhedsprofil viste i marts, at hver tredje dansker har en høj score på stressskalaen. Det er især unge kvinder, der trives dårligere end resten af befolkningen.
Det er virkelig nedslående. Og jeg synes også, det underbygger min egen tese om, at vi er mange, der oplever, at dele af vores hverdagsliv skal overstås, så vi hurtigt kan komme videre i teksten.
“Stop med at leve, som om du hele tiden er i en nødsituation,” lød budskabet i en video på TikTok, som for nylig gjorde mig opmærksom på mine egne dårlige vaner.
Det vil jeg øve mig på. For mit nervesystems skyld. Fra nu af vil jeg stoppe med at tale hurtigt – og gå hurtigt.
Jeg vil stoppe med at prøve at regne ud, hvilken af køerne i supermarkedet, der er hurtigst.
Måske skal jeg til at gå flere ture uden noget i ørerne. Måske børste tænder uden samtidig at rydde op. Bare stå og kigge lidt ud i luften.
Løsne mine skuldre, slappe af i min kæbe.
For jeg tror, der er noget, vi mister, når alting går hurtigt. Små mellemrum og tanker, der får lov at vandre.
Samtaler, der tager tid, uden at nogen kigger på deres telefon.
Lyde og iagttagelser af livet omkring os.
Men jeg tror også, det bliver svært, når vi kollektivt har indrettet tilværelsen, som vi har. Kan man overhovedet aflære sig den slags, når vores samfund bliver ved med at presse os i retning mod optimering, effektivisering, acceleration?
Jeg tror i hvert fald ikke, vi skal forsøge at klemme mere liv ind. Der er rigeligt i forvejen. Jeg tror, vi skal øve os på at gøre ting langsomt. Uden forventninger. Bare være til.
At bruge sin tid fornuftigt må ikke blive en moralsk målestok. Og alt, vi foretager os, skal ikke tjene et formål.
Så stop med at vaske op, børste tænder og cykle gennem byen, som om du hele tiden hele tiden er i en nødsituation. Væn dig i stedet til langsommelighed og vid, at tålmodighed er en dyd.
