Her har jeg været før. Mange gange faktisk. Men sidst jeg stod her på en af opvarmningsdagene, er jeg ret sikker på, at jeg stadig havde et ettal først i min alder. Der er trods alt sket lidt siden da.
Jeg er her godt nok i arbejdsøjemed de første par dage, men det ændrer ikke ved, at der er noget særligt ved at træde ind på en festival, man kender så godt, og samtidig næsten slet ikke. Der er gået så mange år, siden jeg sidst gik rundt i smat og træflis, at det hele både føles velkendt og en lille smule fremmed. Som at besøge et sted, man engang boede.
For et par uger siden gjorde jeg noget, man måske ikke skal gøre, når man fylder 40. Jeg spurgte mine kollegaer i tyverne til råds. Ikke om livet. Det ville være mærkeligt. Men om Roskilde. Hvad er det egentlig, man bare skal?
Svarene faldt prompte.
Ølbong.
Kander på Gringo.
Pis i et hegn.
Kast op i et hegn.
Flæk en campingstol.
Kys en random dude.
Spis en tunmad.
Skriv “hvor er fu” til alle, du er blevet væk fra.
Ikke fordi jeg ikke allerede kendte svarene. Jeg har trods alt været her mange gange før. Men jeg var alligevel nysgerrig på, om Roskilde stadig var Roskilde. Om ritualerne havde overlevet generationsskiftet, eller om der var kommet nogle nye til.
Heldigvis viser det sig, at en ølbong stadig er en ølbong, Gringo stadig er Gringo, og at beskeden “hvor er fu” stadig lever i bedste velgående. Den har bare ændret karakter. Da jeg selv rendte rundt herude som 18-, 19- og 20-årig, skrev vi sms’er på telefoner med taster, batteriet var som regel dødt, længe før festivalen var slut, og resten af tiden fandt man enten hinanden tilfældigt eller tilbage i lejren. I dag kan man dele lokation, sende talebeskeder og følge hinanden på et kort. Alligevel ender Roskilde tilsyneladende stadig med den samme besked, med eller uden autocorrect.
Nu har jeg været her et par timer.
Der er selvfølgelig sket meget på de 23 år, der er gået, siden jeg var her første gang. Men overraskende lidt af det handler om menneskerne. Jeg havde ærligt talt forestillet mig, at jeg ville føle mig markant ældre. Som en, der var kommet til at gå ind ad den forkerte indgang. Men indtil videre er det mest tydelige, at de fleste omkring mig har drukket væsentligt mere, end jeg har. Den forskel udligner sig muligvis i løbet af ugen.
Det er til gengæld svært at ignorere, at én ting nok alligevel har ændret sig.
Mig.
Jeg har denne gang brugt overraskende meget energi på at finde ud af, hvad man egentlig har på, når man er en 40-årig kvinde på Roskilde Festival. Meget mere end tilbage i 00’erne, til trods for at jeg var væsentligt mere selvbevidst dengang.
Tasken afslører til gengæld uden tøven, at jeg ikke længere er 20. Den indeholder håndsprit, smertestillende, antihistaminer, elektrolytter og en powerbank. Jeg tager ovenikøbet hjem og sover i min egen seng om natten.
Det er måske den største forskel på at være 20 og 40. Man holder ikke nødvendigvis op med at gøre dumme ting. Man bliver bare markant bedre til at planlægge omkring dem.
Så nu har jeg lavet en slags tjekliste.
En blanding af gode gamle Roskilde-klassikere, mine kollegaers anbefalinger, ting jeg allerede ved, jeg kommer til at gøre, og et par punkter, som nok kun giver mening, når man fylder 40 midt på en festival. Den er lige dele bucket list, huskeliste og en stille påmindelse om, at man godt kan blive ældre uden nødvendigvis at blive kedelig.
40 ting jeg skal på Roskilde Festival
- Drikke en kande på Gringo.
- Drikke en flaske bobler. Man fylder trods alt kun 40 én gang.
- Skrive “hvor er fu” til alle dem, jeg gerne vil mødes med.
- Spise en mad med pålæg fra konserves.
- Drikke en ølbong.
- Kysse en random dude. (Over 18, for guds skyld. Den detalje føles vigtigere nu end i 2004)
- Se solen stå op.
- Se mindst én koncert helt alene.
- Se mindst én koncert siddende.
- Danse, til benene brokker sig.
- Huske solcreme.
- Glemme solcreme.
- Crashe en camp
- Lave en houdini
- Drikke mere vand end mit 20-årige jeg ville have accepteret.
- Købe en alt for dyr iskaffe. En spiked version selvfølgelig.
- Holde mig vågen længere, end jeg havde planlagt.
- Gå tidligt hjem og sove uden at føle akut fomo.
- Blive væk.
- Finde de andre igen.
- Få mindst én ny festivalven.
- Tale med nogen, jeg aldrig ser igen.
- Opdage et band, jeg ikke vidste, jeg manglede.
- Blive hængende til en koncert, jeg egentlig bare gik forbi.
- Stå i en kø, der viser sig slet ikke at være ventetiden værd.
- Bruge flere penge på kaffe end på øl.
- Lade telefonen blive i tasken lidt længere.
- Skrive noter til en kommende klumme.
- Overhøre en samtale, der fortjener at blive skrevet ned.
- Tage ét billede, jeg glemmer alt om indtil jeg ser det næste dag.
- Lade være med at tage billeder til én koncert.
- Grine så meget, at mascaraen giver op.
- Konstatere, at de unge faktisk er virkelig søde.
- Holde op med at tænke over, om jeg ser for gammel ud til at være her.
- Opdage, at ingen andre tænker over det alligevel.
- Købe noget merch.
- Sige ja til noget spontant.
- Sige nej til noget, fordi jeg faktisk hellere vil noget andet.
- Huske, hvorfor jeg blev forelsket i Roskilde til at begynde med.
- Tage hjem med flere historier end tømmermænd.
Om jeg får sat flueben ved dem alle sammen, må tiden vise.
Noget af det bedste ved Roskilde har trods alt altid været alt det, man ikke havde planlagt. Og hvis festivalen stadig er den Roskilde, jeg håber, den er, kommer den helt sikkert til at finde på et par punkter, jeg aldrig selv ville have skrevet.
Nu er vi i gang.
